David Brent gør comeback – som spillefilm
Ti år efter tv-serien ’The Office’ blev vist på over 100 tv-stationer verden over, bliver dens bærende karakter, David Brent, nu genoplivet.
Den ynkelige og opportunistiske afdelingschef, der i serien blev fyret af papirfabrikanten Wernham Hogg, får nemlig sin egen spillefilm, ’Life on the Road’, der kommer til at handle om, hvordan hans liv tager sig ud 10 år efter afskedigelsen.
I filmen, som Ricky Gervais skal instruere for BBC, forsøger Brent at skifte jobbet som omrejsende sælger ud med den rockstjernekarriere, han altid har drømt om.
Men kender man David Brent ret, står talentet og tiltrækningskraften ikke mål med egne forestillinger. Det skal der nok komme pinagtigt uforglemmelige mockumentary-momenter ud af i filmen, der efterligner formen fra koncert-dokumentarer.
Ricky Gervais udtaler til The Guardian:
“Han tror, at det bliver lige som Scorseses film om Rolling Stones. Men vi skal nok vise det fulde omfang af gruen i hans projekt. Han har været nødt til at tage to uger fri fra arbejde og hæve sin pensionsopsparing for overhovedet at kunne betale sit band, fordi han ikke har solgt billetter nok til at dække deres honorar.”
Når spillefilmen om David Brent går i produktion næste år, vil det være første gang, karakteren er tilbage i større episk format.
Imidlertid har han ikke været helt væk siden det sidste ’The Office’-afsnit fra 2003.
Sidste år vendte han tilbage i denne lille film, hvor man kan se, at han pusler med det musikalske:
Man kunne også se resultatet i denne video:
Desuden demonstrerede Ricky Gervais, at Mr. Brents pædagogiske og retoriske talenter er fuldt intakte i en serie af guitar-lektioner:
Og oven på denne succes var Gervais nødt til at sende David Brent på en vaskeægte, udsolgt turne med sit band, Foregone Conclusion.