Serge Gainsbourgs liv fortalt i kvinder

Da Serge Gainsbourg døde for 25 år siden i dag, 62 år gammel, gik trikoloren på halv i Frankrig. En national crooner var død efter et stærkt levet liv med lige dele poetiske, provokerende og indflydelsesrige sange, cigaretter af mærket Gitanes, sprut, smukke kvinder og i alt fem blodpropper.

Den sidste tog livet af ham 2. marts 1991, mens han lå og sov i sin lejlighed på Rue de Verneuil i Paris. Pariserne sang hans sange i de smalle gader og stillede whisky og lagde Gitanes foran lejligheden til levemandens minde.

I anledning af årsdagen ser Euroman.dk tilbage på Serge Gainsbourgs liv fortalt gennem (nogle af) de mange smukke kvinder, der berigede det og gav stof til de mange ulykkelige kærlighedssange.

For selvom franskmanden med egne ord var afskyelig og både er blevet interviewet om og har skrevet sange om at være grim, havde han ingen problemer med kvinderne.

Hverken de franske, de udenlandske, de sexede, modellerne eller de helt unge.

Vi begynder med en af de lidt mere ukendte af Serges hustruer, som der heller ikke findes mange officielle billeder af. De to mødtes på et malerkursus i Paris i 1947. Hun var 21 og model, han var 19 og blev stadig kaldt ved sit fødenavn, Lucien Ginsburg. De to blev hurtigt smaskforelskede, og den kultiverede unge mand, der var godt opdraget hjemmefra, læste digte op for hende og tog hende med på Louvre. Lise har senere fortalt, at de ville dyrke en fri kærlighed ligesom forfatterparret Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.

I 1951 giftede de sig, selvom det ifølge Lévitzkys senere selvbiografi 'Lise og Lulu' kostede en del overtalelse fra hendes side. To dage efter brylluppet lå hendes nye mand i med en syerske som et forvarsel om den måde, hendes Lulu tolkede den frie kærlighed på.

Samtidig droppede han deres fælles passion, maleriet, for at beskæftige sig med noget så lavkulturelt som populærmusik. Han var frustreret over ikke at være et geni og brændte alle sine lærreder. Lise syntes ellers, at han allerede som 19-årig med en meget lille indsats og ringe erfaring lavede fremragende værker.

Serge begyndte i stedet at hellige sig musikken med flere guitartimer og flere jobs på klubber i Paris. Klaver havde han lært at spille som fireårig af sin far, der altid lagde et lommetørklæde i i nærheden af tangenterne, eftersom musikken altid ville ende med tårer, som han sagde.

Lise og Serge blev skilt i 57.

Serges anden kone blev kaldt Béatrice, fordi hun afskyede sit rigtige navn. Béatrice var en smuk kvinde med en rig familie og sørgede for, at hende og Serge fik en lækker lejlighed i det centrale Paris. De var meget forelskede, men så blev de gift.

Brylluppet stod på et rådhus i Paris i 1964, seks år efter Serges første hit 'Le Poinçonneur des Lilas' om en metrokonduktør, der drømmer om at se dagslys. Senere samme år fik de datteren Natacha.

Forholdet var plaget af jalousi fra Béatrices side. Engang tog hun hele vejen til Japan for at give en lussing til en kvinde, som hun så som sin rival.

Det var under deres ægteskab, at Gainsbourg fik sit rigtigt folkelige gennembrud med sangen ’Poupée de cire, poupée de son,’ som han skrev til France Gall, der vandt det internationale melodigrandprix med sangen i 1965. Året efter skrev han endnu en sang til hende, ’Les Sucettes,’ som 18-årige France Gall for sent forstod ikke bare handlede om at slikke på slikkepinde.

Hvad angår forholdet mellem Béatrice og Serge, blev de skilt efter bare et par år. For igen at finde sammen for en kort bemærkning. En genforening, der i 68 afstedkom sønnen Paul, der aldrig rigtig har kendt sin far. Da han blev født, var Serge nemlig smuttet for længst. Han havde forelsket sig i Frankrigs smukkeste og mest berømte skuespillerinde og sexsymbol for en hel generation, Brigitte Bardot.

Hendes hår var langt og lyst, læberne bløde, fregnerne dansende, stemmen blid, næsen i sky og øjnene smokey. Hun var en af de mest eksponerede filmstjerner i 50’erne og var stadig meget feteret i 1967, da hun mødte Serge Gainsbourg.

Gainsbourg var som resten af Frankrig betaget af den blonde sangerinde, skuespiller og model, der indvilligede i at mødes. Hun var gift, og han blev fuld og troede, at det hele var ødelagt. Men så ringede telefonen. Det var Bardot, der sagde, at Serge kunne gøre det godt igen ved at skrive hende den smukkeste kærlighedssang, han kunne forestille sig.

Den nat skrev han to sange, der siden er blevet ikoniske; ’Bonnie and Clyde’ samt den nærmest orgasmiske stønnesang ’Je t’aime… moi non plus.’ De indledte en heftig affære, der ifølge Brigitte Bardot ”var uden en skygge, uden en sky.” Knap tre måneders ”vild kærlighed,” har den senere dyreforkæmper sagt i et interview.

Da de indspillede ’Je t’aime … moi non plus’ sammen i en lille lydboks, stønnede, sukkede og skreg Bardot sammen med Serge. Og det var angiveligt ikke skuespil. I hvert fald har lydmanden William Flagollet, der forestod indspilningen i Paris, siden fortalt, at der forekom heavy petting under indspilningen.

Bardots mand, den tyske milliardær-playboy Gunther Sachs, var ikke begejstret, da han fik kendskab til affære og sang, og Brigitte Bardot bønfaldt Serge om ikke at udgive sangen (først i 1986 gav hun samtykke til at udsende sangen med hende som andenviolin). Brigitte Bardot gik tilbage til sin mand, og Gainsbourg mødte en ny kvinde.

Hun var brite, havde mørkt pandehår, store øjne og dukkede en dag op på optagelserne til filmen ’Slogan’ i 1968. Hun og Serge spillede hovedrollerne i filmen og snart i hinandens liv.

Hun var 22, han var 40, og de to kom skidt fra start, kan man læse i den engelske biografi ’A fistful of Gitanes’ af Sylvie Simmons. Gainsbourg var ikke så glad efter bruddet med Brigitte Bardot og syntes, at Jane Birkin lavede en masse fejl, når hun talte fransk. Hun syntes, at han var arrogant, men ville alligevel gerne lære ham bedre at kende og arrangerede derfor en middag ude i byen.

Da han under en dans efter middagen trådte hende over tæerne, fandt hun ud af, at han var genert og ikke arrogant. Senere samme aften tog Serge hende med på en parisisk natklub, hvor hans far plejede at spille klaver for alle de prostituerede. De kom alle op og kyssede ham på kinden og sagde ’heeeej skat, hvordan går det?”

Natten fortsatte på en russisk klub, hvor violinspillerne fulgte dem helt ud til taxaen, hvor Gainsbourg stak 100 franc-sedler i deres violinkasser, mod at de spillede den melankolske vals 'Valse Triste'. Aftenen sluttede på Hilton, hvor personalet til den pæne piges forbløffelse spurgte hendes kavaler, om han ville have sit sædvanlige værelse.

Der skete ikke noget den nat, fordi Serge faldt i søvn. Men de to blev hurtigt uadskillelige og flyttede ind sammen i lejligheden på Rue de Verneuil i Paris.

Gainsbourg, der var frustreret over ikke at kunne udgive ’Je t’aime … moi non plus’ med Brigitte Bardot, fik sin nye kæreste til at synge Bardots parti. Sangen, der ifølge coveret var 'forbudt for folk under 21 år’, blev bandlyst i flere lande, hvilket kun gav nummeret mere opmærksomhed og blev i den nye indspilning Gainsbourgs største hit nogensinde.

Han og Birkin blev tidens største kendispar og optrådte tit på forsiden af magasinerne. Dagene gik med at stå sent op og gå i byen til tidligt.

I 1971 udgav Gainsbourg sin første konceptuelle plade ’Histoire de Melody Nelson,’ hvor Jane Birkin fungerede som muse og lagde kvindestemme til fortællingen om 15-årige Melody Nelson, der bliver kørt over af Serge Gainsbourg i en Rolls Royce og lander på en sådan måde, at man kan se hendes hvide trusser, hvorefter han tager hende med på hotel og tager hendes mødom. Et album, der ikke lige med det samme blev en stor succes, men som senere har inspireret mange kunstnere og i dag betragtes som et mesterværk.

Samme år, altså i 1971, fik de datteren Charlotte Gainsbourg, der siden selv er blevet skuespiller (og sanger) og har medvirket i blandt andet Lars Von Triers Antichrist, Melancholia og Nymphomaniac.

Da Charlotte var et par år gammel, fik Serge Gainsbourg sin første blodprop. Fra hospitalssengen bedyrede han til en journalist, som han selv havde inviteret, at han fra da af ville skrue op for indtaget af alkohol og cigaretter. Der i forvejen ikke lå i den lave ende. Resten af hans liv optrådte han ofte storrygende og beruset til både koncerter og under interviews. I 1980 blev det for meget for Jane Birkin, og hans livs største kærlighed forlod ham.

Han var 52, hun var 19 år, model og junkie, halvt kinesisk, halvt tysk. De mødtes på et dansegulv i Paris i 1980. Ejeren af stedet kom hen til den unge kvinde og sagde, at Gainsbourg gerne ville se hende ved sit bord. ”Hvad?! Den gamle nar?” sagde hun og gik tilbage til sit eget bord. Snart kom Gainsbourg derhen, slingrende med en champagnespand under armen.

Bambou var kærester med Serge i de mest brutale år af hans liv, og forholdet var præget af op- og især nedture. I 2001 sagde Bambou i et interview med det franske magasin Les Inrocks, at havde det ikke været for den tilstand, stofferne indlullede hende i, havde hun nok haft svært ved at holde det ud.

Det var en såret mand, Bambou mødte. Hun sagde, at han følte sig grim, selvom han havde fået lidt oprejsning over, at Brigitte Bardot trods alt godt gad at være sammen med ham i en periode. Men han var også god for Bambou. Da hun var 23, fik han hende til droppe stofferne. Han havde set bekendte dø af overdoser som meget unge. Ifølge Bambou reddede Serge Gainsbourg hendes liv.

I 1986 fik de en søn, der blev opkaldt efter sin far: Lucien eller bare Lulu, som han er blevet kaldt lige siden. Han er i dag 30 år, ernærer sig som musiker og skuespiller og slægter sin afdøde far på.

”Serge var alt for mig. Han var min elsker, min far, min familie. Og i Lulu gav han mig en engel,” har Bambou sagt til magasinet Vanity Fair.

Serge og Bambou lavede også musik sammen, da Serge havde en forkærlighed for at få sine kvinder til at synge. Bambou havde dog lidt præstationsangst, men blev overtalt til blandt andet at synge kor på sangen ’Love on the Beat’, der som så mange andre af Gainsbourgs titler havde en dobbeltbetydning, som man ofte skulle være fransk for at forstå. Udtaler man 'beat' med fransk accent, lyder det som ordet 'bite,' der slet og ret betyder pik.

I 1986 præsterede Serge Gainsbourg en af sine utallige tv-optrædener, der gik over folks grænser. Han var gæst i et populært talkshow på franske kanal 2 samme aften som Whitney Houston, der var helt ny i branchen. Hun skulle nu møde den legendariske franske musiker, selveste Serge Gainsbourg.

I et meget populært klip på Youtube kan man se Serge sidde så slingrende, man nu kan være i en sofa. Han tager Whitney Houstons hånd, kysser den, og vrøvler lidt for derefter at sige til intervieweren med meget stærk fransk accent: ”I said I want to fuck her!” Intervieweren ”oversætter” for Whitney: ”Han siger, at du er great, meget smuk.” Gainsbourg protesterer. ”Overhovedet ikke, det var slet ikke det, jeg sagde. Jeg sagde, at jeg gerne vil i seng med hende,” siger han og griner, mens Whitney trækker sig måbende væk fra ham i sofaen.

Gainsbourgs tredje og i dag mest kendte barn, Charlotte, blev født 21. juli 1971 i London.

Hun blev for alvor kendt, da hendes far sang duet med hende på det kontroversielle nummer ’Lemon Incest,’ da hun var 13 år. En sang, der spiller på ordet incest, og hvor teksten indeholder passager som ’jeg elsker dig mere end noget andet, far, den kærlighed vi aldrig får sammen, er den mest smukke, sjældne og bekymrende,’ og Serge replicerer med ’mit lækre barn, mit kød og blod, oh, min skat, min sjæl,’ mens de to ligger på en seng sammen.

Sangen blev modtaget med chok, men ifølge Charlotte og hendes forældre var det intet andet end en kærlighedssang fra en far til sin datter. En far, der godt kunne lide at provokere. Andre kendte eksempler er dengang, han brændte en 500 franc-seddel af på direkte tv for at vise, hvor mange penge han havde tilbage efter skat. Hvad han sagde til kritikken? At det var en meget billig måde at få så meget omtale på. Eller da han efter et besøg til Jamaica i 1979 lavede en reggae-udgave af den franske nationalmelodi 'La Marseillaise,' hvilket fik avisen Le Figaro til i en leder at foreslå at fratage Gainsbourg hans franske statsborgerskab.

Alle sammen episoder, som Charlotte Gainsbourg finder ret sjove, sagde hun til Vanity Fair i 2007. Her kaldte hun også sin far en poet.

”Han var forud for sin tid. Du kan bare læse hans tekster. Han leger med ordene, og der opstår dobbeltbetydninger, der ikke kan oversættes til engelsk. Han var bare så autentisk. Han var så genert og rørende. Og meget generøs,” sagde Charlotte Gainsbourg til magasinet.

Da hendes far døde, blev hun ved hans side i fire dage, fordi hun ikke var parat til at sige farvel. Da han endelig skulle begraves, fandt Jane Birkin, som han forblev i kontakt med alle årene, et godt synligt sted på Montparnasse-kirkegården i Paris, hvor også Baudelaire, Sartre og mange andre kunstnere er begravet.

”Han ville ikke bryde sig om at ligge nede ad en lille sidevej, hvor man ikke kunne se ham,” sagde Birkin.