Interview med James May
Man kan sige meget om en mand alene ved at kigge på hans bil, men hvad skal man vente sig af bilsamlingen hos Top Gear-værten James May?
Umiddelbart er han både bilentusiast og en del af verdens mest berømte bilprogram, men på den anden side skyldes hans personlige succes måske netop, at han er en meget atypisk og kultiveret en af slagsen. Hans tilgang til biler har ofte et nørdet afsæt i selve mekanikken (eller mangel på samme), og så har han en universitetsgrad i klassisk musik bag sig. Selv er han en habil pianist. Og så har han en kæreste, der anmelder ballet. Glem alt om at møde en skrivende mekanikerlærling i James Mays garage.
Vi fik et hurtigt interview med ”Captain Slow” mellem optagelserne på nye programmer. På de efterfølgende sider kan du se, hvad der gemmer sig bag garageporten hos James May i London, og hvorfor.
1984 Porsche 911 3,2
"Jeg var ret længe om at se ideen med Porsche 911, men nu elsker jeg dem. Jeg har haft en anden 911’er før plus en Boxster, og så har jeg desuden en helt ny 911. Mange går efter de helt gamle, pre-bumper-modeller, men jeg synes, at firsermodellen her er selve indbegrebet af 911 med boxermotor, lange baglygter og lumske køreegenskaber. Det var dengang, hvor 911 begyndte at få rigtig mange kræfter, og før de spækkede dem med elektronik."
Citroën Ami 8
"Jeg kørte bilen i sæson 13, hvor vi blev stillet udfordringen ”Køb en bil fra før 1982 til under 3000 pund”. Ideen var at deltage i et klassiske Rally på Mallorca i bilerne, og jeg må lige nævne, at jeg vandt den interne konkurrence mellem os i min Ami 8, men faktisk blev vi alle tre så glade for vores biler, at vi endte med at købe dem af BBC. Jeg har min endnu, og det er en smuk bil med mange ”dyre” detaljer som eksempelvis et håndsving til at starte bilen med."
Ferrari F430
"Jeg har altid gerne ville vide, hvordan det er at eje en Ferrari, og så faldt jeg over den her brugte 430’er, Jeg ville elske at have en 458’er, men den er lige dyr nok til mig – det må blive som brugt en dag, og nu har jeg jo prøvet at eje en Ferrari."
Så hvordan er det at eje en Ferrari?
"Det er fantastisk. Det gør mig glad bare at vide den er min. Jeg kører ikke så meget i den, men det er altid en stor oplevelse, når det sker. Jeg elsker at have den, og at kigge på den og at tage en tur i den om søndagen eller ved særlige lejligheder."
Rolls-Royce Corniche
"Jeg har tidligere ejet en Bentley T2 (beslægtet model med fire døre, red.) og en åben Corniche, den her er en coupé, som jeg har haft et par år."
Hvad er det ved de biler, der gør, at du bliver ved med at vende tilbage til dem?
"Godt spørgsmål. Det har noget at gøre med den måde, de er bygget på. Ikke så meget det fine håndværk men også selve mekanikken. Det er overdådige biler, men de er hverken virkelig sporty eller virkelig komfortable, de har ligesom deres egen stil. De bremser dårligt, og man skal være opmærksom, når man kører i dem. Det er måske det, jeg så godt kan lide, at man kan mærke bilen og virkelig skal køre den."
Fiat Panda
Er det 4x4 Panda’en?
"Nej, det er den helt almindelige med forhjulstræk."
Men er det så den gamle kasseformede Panda?
"Det er den nye, meget moderne Panda."
Hvorfor lige den?
"Jeg kan godt lide små, helt simple biler. Af alle mine biler er det den, jeg bruger mest – måske fordi jeg bor i London. Når man skal rundt i sådan by er det godt med en lille bil, der kan tåle at få nogle skrammer."
Handler det også om, at du er lidt mere anonym i den?
"Nej, det har jeg faktisk ikke tænkt over. Alle folk ved, at jeg har en Panda, så de opdager mig alligevel. De ser mig i den, og så griner de."
2010 Porsche 911 Carrera 2S
"Som sagt, jeg elsker 911. I mine øjne er det verdens bedste allrounder. Den er hurtig og sjov som en sportsvogn, men den er ikke sart. Du kan bruge den hver dag, den går aldrig i stykker, og selv om det er en sportsvogn, kan man køre langt i den uden problemer. Den er komfortabel, og der er god plads i kabinen... Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden bil med sådan en udstråling, der kan leve op til så mange krav."
Du har valgt bilen med baghjulstræk er det et udtryk for, at du er 911-puritaner?
"Egentlig ikke, jeg kan bare ikke se, hvad jeg skal med firehjulstrækket. Bilen føles mere naturlig med baghjulstræk, og firehjulstrækket gør den kun tungere, ikke bedre."
Se James slå hastigheds rekorden for verdens hurtigste bil »