Henrik Boserup: "Godt at jeg aldrig blev en del af den ny nordiske bølge - jeg var sikkert blevet til grin"

Den 52-årige kok om mejetærskere, konkurs og ny nordisk kogekunst.

Henrik Boserup: 'Godt at jeg aldrig blev en del af den ny nordiske bølge - jeg var sikkert blevet til grin'
Offentliggjort

”Jeg er vokset op i Sønder Jernløse hos mine bedsteforældre. Jeg sad tit ved siden af min morfar, mens han kørte den store mejetærsker, og håbede, at det kunne blive mig. En dag, da jeg var 12 år, fik jeg lov til at køre alene. Den gav et brøl fra sig, da jeg startede motoren. Min morfar stod oppe på trinbrættet, mens jeg kørte den første omgang, derefter fik jeg lov at fortsætte alene. Det var en skelsættende oplevelse. Det var en følelse af, at mine drømme kunne blive til virkelighed, hvis jeg holdt mig til.”

”At forlade restaurationsbranchen i traditionel forstand. Det sidste job, jeg havde, var som køkkenchef på d’Angleterre i 2001. På det tidspunkt var jeg brændt ud i forhold til at lave mad til den samme slags mennesker og sige velkommen og tak for i aften. Når døren gik op til restauranten, og de første gæster trådte ind, blev jeg ikke glad længere, som jeg plejede. Faktisk en lillebitte smule irriteret. Ligesom en fodboldspiller, der ikke længere føler glæde ved at løbe på banen. Så er det tid at stoppe. Det var lige inden den ny nordiske bølge. I lang tid forstod jeg slet ikke, hvad de ville med al deres laboratoriemad, kød stegt i poser og klare væsker, der smagte af jordbær. Så en dag fik jeg et bord hos René (på Noma, red.). Der tænkte jeg: Nu er madlavning hævet op på et kunstnerisk niveau. Det var fandeme imponerende. Det er nok meget godt, at jeg aldrig blev en del af den bølge, jeg var sikkert blevet til grin. Nu er jeg så gået i gang med at lave burgere. Men det er noget helt andet. Det handler ikke om mig. Det handler om, at jeg bruger mine talenter og min erfaring, sådan at de, der laver den, bliver bedst muligt klædt på til at lave den bedst mulige burger. Det giver en anden frihed. Det er mere som at være træner og prøve at føre holdet frem til sejr.”

”Da jeg i 1991 begyndte at lave tv-programmet ’Vild i varmen’, gik jeg fra at være Henrik til at være Boserup. Fra den ene dag til den anden. Senere lavede jeg ’Vis mig dit køleskab’, der blev set af 1,6 mio. mennesker. Jeg kunne ikke gå nogen steder, uden at folk vendte sig på gaden. Specielt i provinsen. Det var, som om jeg var blevet Thomas Helmig. På et tidspunkt begyndte jeg at få det lidt rockstjerne-agtigt og blive fornærmet, hvis ikke jeg kom foran i køen. Det var ikke specielt charmerende. Når mennesker, man virkelig holder af, fortæller én, at man er for meget … det er sgu ikke så fedt. Det gode ved det er, at jeg har mødt en masse mennesker, som aldrig ville have talt med mig, hvis ikke jeg havde stukket næsen frem. Det har været pisseinteressant.”

”Det er historien om et mislykket forsøg på at imponere min far. Min far er østriger og var på ferie i København, hvor han spurgte en smuk kvinde om vej, og ikke så længe efter blev jeg produceret. Han forsøgte at komme til Danmark indimellem og være her. Men hans liv gik i en anden retning. Han var fysiker og meget oppe i bjergene for at tage isprøver, bore i gletsjere og den slags. De fik det ikke til at virke. Da jeg var 21, mødte jeg ham for første gang. På Royal Hotel i København. Det var som at møde en gammel ven. Så vi aftalte, at jeg skulle komme til Østrig og besøge ham. Jeg ville stå på ski, ligesom han gjorde, og havde set, at han brugte nogle stropper rundt om skiene, som er praktiske, hvis man bevæger sig uden for pisten og ikke må tabe dem. Sådan nogle fik jeg også, og mens jeg kørte og øvede mig, måtte jeg undvige et barn, der pludselig kørte ind foran mig. Stroppen gjorde, at jeg ikke tabte skien, men fik den op i hagen og måtte sys.”

”Da Mindship Canteena (restaurant på Holmen i København med plads til 350 gæster, red.) gik ned. Det var som at dø som Ayrton Senna. Med 600 km/t mod muren. Det var en vild oplevelse. Det passer ikke, at jeg ikke havde set det komme, men jeg havde ikke evnet at gøre det, der skulle gøres for at holde styr på økonomien. Der er ingen, der kan forstå, hvor sindssygt travlt vi fik fra det øjeblik, vi åbnede. Den isterningmaskine, der kunne lave 20 kg, måtte vi næste dag bytte til en, der kunne lave 200 kg. Vi fik så meget røv. Og alligevel klarede vi det pissegodt.”

”Stærke kvinder har travlt med at udfordre deres mænd. Det kan i sidste ende føre til, at mændene har svært ved at finde ud af, hvad deres rolle skal være. Men hvis mænd synes, at kvinderne har lidt for travlt med at være selvstændige, bør de tænke over kvindekønnets historie. Kvinder er blevet, og bliver stadig i nogen grad, trynet og undertrykt. Det er klart, at de har en stor vilje til at løsrive sig fra det. Hvis man er bevidst om det som mand, bliver det nemmere at genforhandle kønsrollerne og hjælpe kvinderne med på en gang at gøre karriere og føde børn og stadigvæk indimellem dirigere og sige: ’Nu gør vi sådan her.’”

”Mit billede af mig er, at jeg er en mixerpult med 36 kanaler, som jeg er i stand til at skrue helt op og helt ned for, og som gør, at jeg er en farverig person og nogle gange alt for meget. Der er en kanal, der hedder kærlighed, og en kanal, der hedder had. Der er påholdenhed og ødselhed. Jeg rummer en hel masse modsætninger. Kunsten er at sætte det rigtige i spil på det rigtige tidspunkt. Jeg tænker, at når jeg hopper i graven, er det måske lige lykkedes mig at få indstillet mixeren perfekt.”