Årets fejde, flop og hadegave: Her er prisuddelingen, man helst vil forlade tomhændet
Euroman kaster om sig med tvivlsomme priser til dem, der tegnede 2024 på godt og ondt.
Årets fejde
Så skete der endelig det, vi alle havde gået og ventet på: Gillis repræsentanter gik ud og beskyldte Gobs for plagiat. ”Gobs’ ’Livet er kort’ deler tre ud af fire akkorder med Gillis ’Skarpt Lys’, og trommearrangementet er stort set identisk,” sagde Gillis manager, Mass Ebdrup, om sagen til Soundvenue.
På sommerens Roskilde Festival gik det hele så op i en højere enhed, da den ene spillede Orange Scene den ene dag, den anden den noget mindre Eos-scene den anden dag. ”To gange for plagiat, det vil jeg skide på,” råbte Gobs, da han spillede ’Livet er kort’ for anden gang.
Årets statement
”Alt, hvad vi har oplevet, er første gang. Og det kan man så klandre os for. Pludselig var der en medarbejder, der var gravid … Hov! … hvad gælder?! Altså. Vi havde jo ikke nogen politik. Skal hun have barselsorlov? Hun har ikke været her så længe. Jamen, så må vi lægge skinner, mens vi kører,” sagde Lars Løkke Rasmussen ved et doorstep den 4. september.
Årets statement piece
Nicklas Bendtners hat(te).
Årets handlingslammelse
Den nyligt udnævnte minister for samfund og beredskab, Torsten Schack Pedersen, er i tvivl om, hvorvidt hans ministerium kan bruges til noget som helst. Det står nemlig ikke klart, om det har lovhjemmel til at kræve eller blot anbefale noget, når det skal pålægge andre at styrke deres beredskab.
”Uden magt og beføjelser til at kræve, at institutioner og myndigheder skal efterleve den faglighed, så kan man faktisk ikke bruge det her ministerium til noget. Så er det tæt på ligegyldigt,” udtalte Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, til Jyllands-Posten i august.
Nu vil ministeren have en kommission til at undersøge, hvilken slags magt han egentlig har.
Årets Irma-pris
… går naturligvis til Alma, en ny hovedstadssupermarkedskæde, som 13 tidligere Irma-ledere står bag. Den første åbner i løbet af 2025. No rest for the wicked.
Årets hadegave
Det er svært at forstå, at papirpriserne angiveligt skulle være på himmelflugt, når man ser på det udvalg af airfryer-kogebøger, der er at finde i Bog & Idé. Lige fra Claus Holms ’Julen varer lige til påske – i din airfryer’, hvori du vejledes til at lave østers med gruyere i denne miniudgave af en ovn, til ’Kager i airfryer’, der foreslår dig at lave en squashkage med lime og mascarpone.
Årets ananas i egen juice
”Mest af alt har jeg snydt mig selv. Det har jeg gjort hele mit liv, når jeg har higet efter anerkendelse fra nogle særlige mennesker, et særligt miljø. Det er det, jeg har lært i de her måneder. At det ikke er godt at værdisætte sig selv ud fra andres anerkendelse. Men det er min egen skyld, at jeg har forbrudt mig mod mit talent, som ved gud ikke mangler,” sagde Katherine Diez til Politiken, da de ville høre, hvem hun mente, det var gået ud over, da hun plagierede andres tekster.
Årets konge
Kong Frederik X. Forpligtet, forbundne … hvad var nu det sidste?
Årets ind-under-gulvtæppet
Mens medierne den 5. november var fuldt beskæftigede med det amerikanske valg, valgte Aarhus Kommune at udsende en pressemeddelelse, hvori det fremgik, at det kommende Aarhus Stadion bliver 248,6 millioner kroner dyrere end planlagt.
Årets opgør
Besøger du Lille Bakery på Refshaleøen, vil du blive mødt af et stykke pap med teksten ’Please no photo without permission.’ Bageriet har siden dets åbning i 2018 været en hyppig genstand for fotografering – både af deres kager, men også af dets rum og medarbejdere, og det er af hensyn til sidstnævnte, at de nu frabeder sig billeder. En hurtig gennemgang på Instagram afslører, at tiltaget ikke har virket til ug, men kudos for kampgejsten.
Årets kæphest
Fastskruede låg på flasker. Pokker tage dig, EU!
Årets ’Foreigners, please don’t leave us alone with the danes!’
Den 28. juni skulle der falde dom i Kirkerup-sagen, og da DR var forbi Retten i Næstved for at tage temperaturen inden retsdagens begyndelse, mødte de flere mennesker, der havde siddet i kø siden dagen forinden for at sikre sig en plads i retssalen.
”Min kæreste er interesseret og vil gerne være en af de heldige, der kommer ind til retssagen,” sagde pensionisten Peter Hillebrand fra køen. Han holdt pladsen for sin kæreste, der var kommet klokken 18.
Årets flop
Apple Vision Pro. Det blev så heller ikke i år, at verdensbefolkningen besluttede sig for at afskærme sig fuldstændig fra det virkelige liv.
Årets undskyldning
”Jeg spiste i øvrigt ikke de jomfruhummere, som omtales i Søren Franks anmeldelse - der uden mit vidende i høj grad også blev til en artikel om mig. Kærligste hilsner Pilou,” som Pilou Asbæk formulerede det i et Instagram-post, der kom på baggrund af Berlingskes madanmelder Søren Franks reportage fra et middagsselskab på Færøerne, hvor der blev spist levende jomfruhummere.
Undskyldningen kommer dog ikke ind på Søren Franks bemærkning om, at ”Pilou Asbæk kommer i infight med en sprællevende, ottearmet blæksprutte, før det lykkes ham at gøre sig fri af sugekopperne og smide den på teppanyaki-pladen”.
Årets ekspert
Pernille Østen, der, som ekspert i hvordan man giver en god undskyldning, udtalte sig til TV 2 om Pilou Asbæks forsøg på det: ”En undskyldning fungerer kun, hvis man påtager sig et ansvar og samtidig virker oprigtig, og den her tyder ikke på, at han gør det. Og derfor køber vi den som publikum ikke.”
Årets core
Var 2023 quiet luxury, stod 2024 så sandelig i de fattiges tegn. Poor core, døbte man fænomenet, der dækker over middelklassens hang til at gå klædt, som om de var fattige. Det handler om at se lidt slidt ud, det inkluderer ødelagte T-shirts, crocs og den slags. Spændende at se, hvad 2025 har i støbeskeen.