Tøj af restmaterialer trender: Babett og (di)vision viser den bæredygtige vej

Selvom 'bæredygtig' er blevet det nye buzzword i modebranchen, halter det stadigvæk gevaldigt efter med at få skabt den fornødne forandring. En bølge af nye brands er dog begyndt at vise vejen ved at give nyt liv til italienske duge, danske gardiner og amerikanske militærjakker. Euroman har talt med danske Babett og (di)vision om at skabe tøj med bæredygtighed som det altoverskyggende princip.

Tøj af restmaterialer trender: Babett og (di)vision viser den bæredygtige vej
Offentliggjort

Da den internationale konference for bæredygtig mode, Copenhagen Fashion Summit, blev afholdt sidste år, kom konferencens protektor, Kronprinsesse Mary, med en opsang til modebranchen.

Her kritiserede hun industrien for at være for langsom til at skabe den nødvendige bæredygtige forandring, ligesom hun opfordrede til at vende devisen ”efterspørgsel skaber udbud” om. Det skal være modebranchen selv, der skal være drivkraften i den bæredygtige omstilling – og ikke forbrugerne.

Man kan roligt sige, at opsangen faldt på et tørt sted. Tekstiler er nummer fire på listen over de mest forurenende forbrugsområder i EU – kun overgået af bolig, transport og fødevarer. Selvom modebranchen i flere år har messet bæredygtighedsstrategier, er der stadigvæk lang vej til konkret handling hos mange af modebranchens aktører.

Men det er ikke alle steder i modebranchen, det halter. To af dem, der lige nu viser vejen inden for bæredygtig mode, er de danske brands Babett og (di)vision.