I denne by er alt lidt federe, lidt dyrere og med lidt mere trøffel på

ST. MORITZ ER EN verden for sig – fuldkomment afskåret fra hverdagens petitesser og problemer. I den schweiziske alpelandsby er der ingen quiet luxury, blot luxury. Hvis du er i St. Moritz, har du penge, og hvis ikke du har penge, er du ikke i St. Moritz, og sådan er det, og på den måde kunne byen lige så godt være et sagnland, for hvem har egentlig nogensinde været der?

Ikke nogen jeg kender, i hvert fald, men så igen, jeg kommer fra Rødovre, og hele mit kendskab til byen stammer først og fremmest fra de fire James Bond-film, der foregår i eller benævner St. Moritz. 

Min forkærlighed for byen kommer også fra en film – Wes Anderson’s ’The Darjeeling Limited’. Filmen følger tre brødre på en togrejse igennem Indien, og den ene af disse har medbragt en cd, hvorpå ’Where do you go to my lovely?’ fra 1969 af Peter Sarstedt fremgår.

’And when the snow falls you’re found in St. Moritz

With the others of the jet set,’ synger Sarstedt, og således var min forestilling om St. Moritz født: 

En skidestination for Europas old money-jetset, hvor alle går rundt i lange pelsfrakker, bærer hvide skibukser og spiser caviar. 

Jeg tilbragte fem dage i byen fra den 8. til den 12. marts 2024, og mine forestillinger om, hvad St. Moritz var, blev til dels bekræftet. Der var mange pelsfrakker og meget caviar. Men der var også mange andre ting, fx har de for vane at putte trøffel på sådan cirka alt, og de rigtigt mange amerikanske turister, der var i byen, var mere dunjakke-typer. 

DER ER MERE eller mindre to måder at komme til St. Moritz på: Man kan flyve i helikopter eller privatfly til Engandin Lufthavn, eller man kan tage toget. Begge ruter er sceniske. 

Jeg fløj til lufthavnen i Zürich, hvorfra jeg hoppede på et tog, der på lidt over to timer fik mig fragtet til Chur. En flot rute, for sådan er Schweiz jo, flot. Men da jeg skiftede tog til den såkaldte Bernina Express i Chur, tog det rigtig fart – togturen til St. Moritz er en del af UNESCO’s verdensarvsliste, og jeg bemærkede knap nok, at der ikke var udbudt wi-fi, for jeg sad limet fast til vinduet. Jeg har aldrig i mit liv set noget så flot som at passere Landwasser-viadukten i et sneklædt landskab. Et godt tip er desuden, at skal man fra nord mod syd med ekspressen, bør man sætte sig i højre side.

Det tager to timer fra Chur, og så står man pludselig på togstationen i St. Moritz, der ligger ud til byens egentlige midte, den massive sø St. Moritzersee. 

En time tidligere havde jeg ringet til mit hotel, det femstjernede Kulm Hotel, for at lade dem vide, hvornår jeg agtede at være på stationen, og da jeg kom frem, stod der rigtigt nok en mand, der var klædt som lobbydrengen fra ’The Grand Budapest Hotel’, og ventede på mig. 

”Miss Skovby?” spurgte han og tog min kuffert og åbnede døren til limoen i én bevægelse. Inde i bilen var der vand på flaske, hvilket ikke er meget at forlange, men det er alligevel sådan noget, der gør indtryk, når man aldrig før er blevet hentet i en bil af en, der lignede, at han levede i Fitzgeralds tid og desuden tilbød vand på flaske. 

Byen er beliggende 1.822 meter over havets overflade og er i sig selv rimeligt kuperet. Bilturen gik direkte opad via hovedgaden, der byder på alle de luksusbutikker, man kan forestille sig, og United Colors of Benetton. Og chokoladebutikker, selvfølgelig. 

Der er 4.928 indbyggere, og de taler hovedsageligt tysk – det næststørste sprog er italiensk efterfulgt af rætoromansk, som kun 40.000 mennesker taler på verdensplan.

Om sommeren kan man bade i St. Moritzersee, om vinteren fryser den til is i en sådan grad – isen bliver mellem 40 og 80 centimeter tyk – at man kan slippe hvad som helst løs på den, og dermed danner søens frosne overflade fra slutningen af januar ramme om forskellige aktiviteter: Allerførst har vi Snow Polo World Cup, en vinterudgave af det traditionelle polospil, der typisk finder sted i den sidste weekend af januar; så kommer White Turf, et hestevæddeløb der holdes de tre første søndage i februar, hvor fuldblodsheste og jockeyer bliver fløjet ind fra hele Europa for at tage del. Selve væddeløbsbanen er 2.700 meter lang, og søndagene igennem er der både traditionelle hestevæddeløb såvel som travløb og skikjöring. Efter hestene har haft deres tur, er det tid til lidt flere hestekræfter, når biltræffet The I.C.E. løber af stablen, og der køres ræs rundt på søen. 

Selvom St. Moritz til tider kan føles som et sagnland, der eksisterer uden for tid og sted, er det meget reelt, og således rammer klimaforandringer også her. Sidste år var man nødt til at aflyse Snow Polo World Cup, da høje temperaturer gjorde, at sneen var for våd og glat for hestene – i stedet blev der holdt en slags stationær straffeslagskonkurrence til hests.

Her spiser du godt

Det er ikke ligefrem svært at finde et godt aftensmåltid i St. Moritz, jeg indtog adskillige af dem.

Chesa Veglia 

Oversat til dansk betyder navnet ’Gammelt hus’, og det er, hvad der er tale om – Chesa Veglia blev bygget i 1658 og er det ældste hus i byen. Huset, der hører ind under Badrutt’s Palace Hotel, huser fire forskellige restauranter: et pizzeria, en fonduerestaurant, en restaurant med traditionel schweizisk mad og en grillafdeling. Jeg spiste i pizzeriaet, hvor jeg både fik lammekoteletter og en hvid pizza med trøffel. Stemningen er afslappet og hyggelig. Det er et nonchalant sted på den måde, at Swarovski-familien naturligvis holder fødselsdag ved nabobordet.

Sunny Bar 

Sunny Bar, der er placeret i bunden af Kulm Hotel, er mødestedet for the cresta riders. De kalder det selv en sportsbar, men det er nu engang at strække den, for der spilles klaver frem for sport. I køkkenet står britiske Tom Booton, der også er køkkenchef på The Grill i London, og menuen bærer tydeligt præg af hans ophav. Jeg fik en opgraderet Lancashire-hotpot, mens min medspiser bestilte intet ringere end en toad in the hole tilsat fine fornemmelser. Vi måtte begge rulle derfra, meget tilfredse.

La Scarpetta 

Et af få steder, der ikke gør sig i trøfler, er La Scarpetta – en italiensk restaurant, der er specialiseret i pasta. Du kan vælge mellem to, en med kød eller en uden, og begge er sublime. 

MED UDGANGSPUNKT I ST. MORITZ er der to oplagte skiområder – Corviglia og Corvatsch.

Min første dag i bjergene – en lørdag – tilbragte jeg på Corviglia, der ligger direkte over byen. Fra Kulm Hotel var der en gratis shuttleservice, som kørte til bjergets fod. Bor man ikke på et hotel med denne service, er bjergstationen nærmest placeret i byens midte, og man kan sagtens gå dertil. Bor man lidt længere væk, har byen et upåklageligt offentligt transportsystem, man er vel i Schweiz.

Jeg lejede et snowboard og støvler gennem hotellets egen udlejningsservice og vendte snuden mod bjerget. 

Corviglia byder på 155 kilometer pister, og der er 24 skilifter, som giver adgang til de 38 pister – en del af disse lifter er sponsorerede af Prada, hvilket giver sjove Instagram-billeder, ligesom gondolerne er iklædt Moncler. 

Det højeste bjerg, man kan nå fra området, er Piz Nair, der befinder sig 3.067 meter over havets overflade. Her er der både placeret en restaurant, et udkigspunkt og turen nedad foregår på en rød piste. 

Det var bemærkelsesværdigt, hvor få mennesker, der var på pisterne, der desuden er så brede, at man uden dårlig samvittighed kunne køre en ordentlig slalom. Jeg stod aldrig i nogen særlig kø til en lift og kunne sågar sagtens få en hel for mig selv. 

Naturligvis bliver man sulten af at stå på snowboard, og derfor stod jeg ned af en af de sorte pister, hvor der ved bunden ligger de to restauranter Langosteria og Salastrains. 

Foruden at være en restaurant er Salastrains også et ikke-superdyrt hotel, men det må nu engang siges at være restaurantdelen, der er mest tillokkende. St. Moritz er ikke ligefrem kendt for afterski, men på Salastrains bliver der gerne tyret øl og danset på stolene. Det kunne jeg høre, da jeg vristede mig fri fra mit snowboard og satte det i holderen, inden jeg gik ind på naborestauranten, Langosteria. En kæderestaurant, som er ejet af Moncler, og af den grund går alle tjenerne rundt i Moncler-pufferveste, hvilket er dejligt udansk. 

Restauranten har både en livlig terrasse med DJ og loungemøbler og et en anelse mere stille område indenfor, hvor jeg blev sat. Maden var vulgær og fantastisk – hummer, caviar, trøfler og så lidt mere hummer, caviar, trøfler for til sidst at slutte af med en tiramisu. 

Min næste dag på snowboard tilbragte jeg på Corvatsch, der ligger en anelse længere væk og byder på 120 kilometers pister. Hvor jeg på Corviglia blev overrasket over, hvor få mennesker der var, blev jeg på Corvatsch deciderer chokeret. Jeg nåede så godt som aldrig at have andre end min instruktør i mit synsfelt på vej ned ad de diverse pister. Fuldkomment fantastisk. Går man ind på Corvatsch’ hjemmeside, bliver man mødt af en video, hvor en skiløber kan stå storslalom fra den ene side til den anden, og det er også sådan, virkeligheden forholdt sig her en dag i starten af marts. 

Frokosten blev indtaget på Kuhstall – ikke at forveksle med Der Kuhstall, der en anelse mere festligt. Kuhstall var omvendt så stille og roligt, at man kunne høre den smeltende sne dryppe – dryp, dryp, dryp – ned fra tagrenden. Menukortet var irriterende nok på en QR-kode, cola serverede de i vinglas, og maden var comfort food med … trøffel. Omgivelserne var smukke, og jeg misundende den wienerschnitzel med trøffel, min instruktør fik serveret. Jeg fik en risotto med trøffel, der jo smagte, som den slags gør.

Står man og skal vælge mellem Corviglia og Corvatsch, vil jeg anbefale Corviglia, hvor der er mere solrigt, mere livligt, og som ligger tættest på byen. Snakken går dog på, at er man seriøs omkring sin skisport, er Corvatsch at foretrække, særligt hvis man vil køre offpiste.

Her bor du godt

St. Moritz byder på ikke mindre end seks femstjernede hoteller. 

Selv boede jeg som sagt på Kulm Hotel, der blev bygget i 1855 og er byens ældste. Et grand hotel, som man kender det fra gamle film, med kæmpe lysekroner over det hele.

Jeg har aldrig før i mit liv boet på et så godt hotel, og af den grund var det hele rimeligt overvældende. Tillad mig at fremhæve de vigtigste punkter: 

1. Hotellets medarbejdere vidste, hvem jeg var. Når jeg gik forbi dem, sagde de ”Good morning, Miss Skovby,” hvis det var morgen, ”Good evening, Miss Skovby,” hvis det var aften. Mens man gerne vil tro, at man er speciel, bemærkede jeg, at det samme gjorde sig gældende for de andre gæster – her sagde de selvfølgelig bare ikke ’Miss Skovby’. 

Hele dette kendskab blev løftet til næste niveau i den gratis minibar, hvor de efter to dage fornemmede, at jeg kun ville have chokolade, Cola Zero og danskvand, og således fyldte køleskabet op med dette. 

2. Hotellet har en pudemenu: altså, man præsenteres med et menukort, hvorfra man a la carte kan bestille de puder, man har lyst til at sove med. Selv er jeg en mavesover, så jeg var glad for muligheden for at få en lidt fladere pude.

3. Morgenmaden var overdådig. Man kunne gå i buffeten, men man kunne også her bestille a la carte – her var jeg særlig glad for deres eggs benedict – og man nåede dårligt nok at drikke sin cappuccino færdig, før de kom med en ny.

4. Hotellets spaafdeling, der både bød på en inden- og udendørs pool med udsigt ud over søen, var et tiltrængt og endnu et ikke-proppet sted efter skidagene. Der var alle slags saunaer, et dampbad og sågar en saltgrotte.

Af de andre femstjernede i byen kan særligt to fremhæves:

Suvretta House, der er placeret i det eksklusive, afsidesliggende Suvretta-kvarter, hvor en lang række superrige mennesker ejer et feriehus, det var fx hertil, Maurizio Gucci i sin tid flygtede for at undgå retsforfølgelse i Italien. Hotellet er også det eneste i St. Moritz, der tilbyder ski-in/ski-out. 

Badrutt’s Palace Hotel, der har en ugeneret udsigt til søen. Forrige vinter havde den danske Michelin-restaurant Jordnær en pop-up i hotellets lokaler.

Selvom St. Moritz er notorisk for at være en dyr by, er det faktisk ikke nødvendigt at skulle bruge hele sin pensionsopsparing. Anbefalelsesværdige er det trestjernede Hotel Nolda og det firestjernede Hotel Reine Victoria.

Efter ski

Er man ung, ikke superrig, og vil man feste, bør man snarere vælge Gstaad, hvis man vil til Schweiz. St. Moritz er ikke en jägerbomb-by, det er en champagne-by, og foruden Langosteria og Salastrains er Paradiso, der ligeledes ligger i Corviglia, et godt sted at tage hen.

Dertil er der en række barer i byen. Stübli er hyggelig og til normale schweiziske priser (hvilket vil sige lidt dyrt). 

Reelt set er der én klub i byen, Dracula Club. Den er så eksklusiv, at der kun er adgang for klubbens (livstids)medlemmer og disses venner. Man kan dog snige sig udenom dette krav, hvis man bor på Kulm Hotel, som klubben ligger i baghaven af, og spørger conciergen sødt.

Klubben åbner klokken 23, og der er en striks dresscode, klistermærker til mobiltelefonernes kameraer og masser af magnumflasker.

Er man mere til varm chokolade og kage efter sådan en dag i sneen, er konditoriet og caféen Hanselmann berømt for dét. 

Euroman var inviteret af Visit Switzerland & St. Moritz Tourism.