Der er ikke meget, der slår at vågne op om morgenen ved siden af en mand. Men i en mands seng melder tusindvis af spørgsmål sig ofte, når man er kvinde. Især hvis der er tale om en ny kæreste, eller én, man dater.
Hvordan ser mit ansigt ud, når jeg ligger ned, og mit fjæs er mast helt skævt med kinden helt oppe i øjet? Og hvad med mine bryster? Ligner de mere en tennissok med en femkrone i, når jeg ligger på siden? Er min røv fyldig nok, eller bliver den helt flad, når jeg ligger? Får jeg kalkunhage, når jeg ligger på ryggen?
Listen af tåbelige spørgsmål fortsætter i det uendelige, og forfængeligheden kan fjerne enhver nydelse fra det ellers vidunderlige øjeblik om morgenen i en mands seng.
Annonse
Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at en fyr ville tabe interessen fuldstændig, hvis han så mig på hovedpuden om morgenen med klattet mascara og uglet hår. Jeg faldt bevidst i søvn med sminke på og ville helst lige nå at snige mig ud på toilettet for at rette op på ’katastrofen’, inden han vågnede.
Og så ligger man der søndag morgen og forsøger at trække maven ind, strutte med bagdelen og undgå at få mascara på hans pudebetræk i stedet for nyde den nøgne mand, der ligger lige ved siden af.
Men der er ingen grund til at skærme sine bryster med armene, så de bliver skubbet længere op eller ser mere symmetriske ud.
For jeg har aldrig oplevet, at en mand har analyseret eller set skævt til mine liggende positurer, eller hvad der lå på min tallerken. Nærmest tværtimod. De gange hvor jeg febrilsk har forsøgt at være ’feminin’ og bestilt en salat på en burgerrestaurant, takket pænt nej til idéen om fredagsslik eller afvist croissanten søndag morgen, så er det blevet kommenteret som fjollet.
Jeg har aldrig hørt en mand beklage sig over størrelsen på mine bryster eller volumen på min bagdel. Slet ikke, når vi lå i sengen. Hvorfor i alverden skulle han også det? Han er sammen med en nøgen kvinde. Lige præcis på det tidspunkt, kan han velsagtens betragtes som den heldigste mand i hele verden.
Desværre er det min oplevelse, at det er kvinder, der gør hinanden usikre ved hele tiden at overanalysere andres og egne tallerkener. Vi overanalyserer størrelsen på vores egne og hinandens lår, tykkelsen af vores hår og fastheden af vores overarme.
Annonse
Derfor er dette en hyldest til mænd, der endnu ikke er blevet opslugt af ekstrem forfængelighed, selvbevidsthed og kropstyranneri.
De fineste gestusser, en mand kan give, kan hverken måles i diamanter, røde roser eller dyre middage. De ligger tværtimod i små hverdagsøjeblikke, som han måske ikke engang selv noterer sig som bemærkelsesværdige.
FOTO: Privat | Louise Elly Meyer
Jeg får allerflest sommerfugle i maven, når en mand fortæller mig, at jeg er smuk i det øjeblik, jeg vågner. Eller når han spørger, om jeg er sulten, holder om min mave, når jeg ligger på siden eller spørger, om vi skal blive i sengen resten af dagen.
Jeg elsker mænd, der hilser mig velkommen i deres seng, lige præcis som jeg er. Der findes ikke noget mere rødmefremkaldende på den gode måde end mænd, der giver komplimenter, når man er allermest sårbar og udstillet.
De skønhedsfejl, der har fyldt allermest i mit eget hoved, har mænd end ikke lagt mærke til. Eller måske har de set dem og ikke tænkt et sekund nærmere over dem. Skønhedsidealet i kvindernes omklædningsrum om at have den laveste fedtprocent, spise som en fugl og have lange sorte øjenvipper går ikke igen hos de mænd, jeg har set.
Et enkelt strækmærke eller en lille fold på maven er ikke beskæmmende. Hverken for ens krop eller sind. Ens personlighed, krop og ansigt som helhed overstråler de små skavanker, hvis man i det hele taget kan kalde dem det.
Annonse
Hvad er det egentlig også, man forestiller sig, at der kan ske lige der i sengen om morgenen? At han ville vågne op og sige: ”Er du gal dit maveskind hænger mere end den sidste kvinde, jeg datede,” ”hold da op, dine bryster er ikke kuglerunde, når du ligger ned” eller ”puha, du er vel nok en fed ko, siden du siger ja til fredagsslik.”
Jeg har hvert fald lidt svært ved at se ovenstående scenarier udspille sig for mig. Og hvis det mod forventning skulle ske, så ved man heldigvis, at man skal skynde sig væk.
Men hvis en veninde og jeg har ligget og stenet fjernsyn i et par timer med en pose bland selv slik, kommer denne sætning som regel i en eller anden udlægning: ”Ej, jeg er så klam. Min samvittighed dræber mig. Nu bliver jeg nødt til at tage til ’stram op’ i Fitness World i morgen.” Kvinder er verdensmestre i den slags selvpineri, og det fjerner nydelsen ved ethvert måltid og ethvert øjeblik helt generelt i en sådan grad, at man ligeså godt kunne lade helt være. Med at spise det 'forbudte', med at sove længe og med at tage sin makeup af.
Og det er jo ikke, fordi man bare skal give slip og lade armhulerne gro til. Jeg er også en glimmergås, der elsker rød Chanel-læbestift og høje hæle. Forfængeligheden forbeholder jeg mig retten til at have, og det skal mænd også. Men den må ikke ødelægge nærvær, velvære og selvtillid.
Mænd skal ikke overtage kvinders dårlige vaner. Smilerynker er flotte. De får dig ikke til at se træt ud, men derimod til at se vis, rar og charmerende ud. Mænd er også lækre i en almindelig hvid t-shirt, uden voks i håret og uden et skarpt vaskebræt.
Hvis mænd overtager kvinders lammende forfængelighed og kropsbevidsthed, kommer de en dag til at ligne Catelyn Jenner med stramme ansigter, tynde øjenbryn og trutmund. De kommer til at kommentere på, hvad der ligger på hinandens tallerkener og klynke, når de har spist en pomfrit. De kommer til at slå korsets tegn, når de ser et rundstykke med smør og kommer nervøst til at spørge, om der virkelig er hvede i brødet på morgenbordet.
Mænd som kvinder kommer til at gå rundt som arme mennesker i dyb bekymring over, om vi er for tykke, og om vi har en lillebitte fure i panden. Man kunne ønske sig, at vi kvinder havde trukket lidt mere i mændenes retning på den front. At vi havde lært at slappe mere af, i stedet for at mænd blev ligeså besatte af skønhedsfejl og folder, som vi er. Det ødelægger søndag morgen i sengen.
