Er det overvurderet eller undervurderet at holde ferie i al hemmelighed uden at fortælle sin partner om det?
En lytter af Euromans podcast ’Arbejdstitel’ vil vide, om det er overvurderet eller undervurderet at tage en uges ferie fra sit arbejde, men ikke fortælle sin bedre halvdel om det.
Det er en fast del af hvert eneste afsnit af ’Arbejdstitel’, at værterne Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné vurderer, om en række ting og fænomener er overvurderede eller undervurderede.
Ofte er de forskellige bud sendt ind af programmets trofaste lyttere, og således forholder det sig også i det nyeste afsnit, hvor lytteren Thomas vil vide, om det er overvurderet eller undervurderet at tage en uges ferie fra sit arbejde og være derhjemme, men ikke fortælle til sin bedre halvdel, at man ikke skal på kontoret.
Oliver lægger ud:
”Jeg ville blive syg af skam over, ikke at fortælle det til nogen. Det ville sætte sig i min grundvold, at når min kæreste kom hjem, og hun spurgte: ’Hvad har du lavet i dag?’, og jeg ikke bare kunne sige, at jeg har holdt fri. At mit liv nu er at aflevere børn og tage hjem igen og se ting på YouTube,” siger Oliver og fortsætter:
”Det er jo sjovt. Det er jo stof til en sitcom. Altså manden, der er så uduelig, at han ikke tør fortælle sin kæreste, hvor uduelig han er.”
Kristoffer udfordrer den pointe:
”Ellers er det bare manden, der er sig selv så nær, at han tænker, jeg har simpelthen brug for ferie. Vi har små børn, mit arbejde presser mig, jeg har simpelthen brug for, at fra klokken 8.30 til 16 hver dag der er jeg bare mig selv,” siger Kristoffer og fortsætter:
”Men det er jo det faktum, at han ikke siger det, der er det sjove ved det.”
”Det er altså win-lose. Det er en hemmelighed, du skal holde for hele din familie, men til gengæld så kan du vinde store point i vennegruppen og folk uden for vennegruppen, der kan fortælle det videre bagefter,” siger Oliver.
Du kan høre hele diskussionen – og meget, meget mere – i det nye afsnit af ’Arbejdstitel’, der er ude på alle podcastplatforme nu.