Ny lovende vinbar har i al hemmelighed slået dørene op i Kødbyen
Det er folkene fra Friheden og Café Dyrehaven, der gemmer sig i kulisserne.
Det hører efterhånden til sjældenhederne, at
et spisested åbner uden at gøre væsen af sig selv på sociale medier. Ikke desto
mindre blev vi på Euromans redaktion for nylig gjort opmærksomme på,
at noget boblede under overfladen.
En lille beværtning skulle efter sigende
være åbnet på hjørnet af Flæsketorvet, lige der hvor man, hvis det ellers er et
sted, man ynder at frekventere, plejer at stå i kø til ’Baggen’. Der var dog
ingen information at hente, så vi tog forbi for at undersøge sagen.
Og ganske rigtigt var der i det famøse hjørne
åbnet en lille vinbar ved navn ’Bambi’. Da vi lagde vejen forbi en råkold og
blæsende torsdag aften, var vi dog på trods af hemmelighedskræmmeriet ikke de
eneste, der havde fundet frem til den lille perle, der består af et enkelt
lokale og et stort åbent køkken i centrum med en omkredsende spisebar i smukt,
lyst naturtræ.
I spisebaren regerer Merel Quint. Hun
betegner sig selv som en gastronomisk blæksprutte og har de sidste 15 år
bevæget sig ind og ud af forskellige roller i restaurationsbranchen. Hun har
blandt andet erfaring som kok på Restaurant Silo i London og har senest
fungeret som restaurantchef på Italo Disco.
Det er hende, der i samarbejde med ejerne
Nikolaj Grummesgaard, Jens Ole Lembcke og Jesper Thordal Stougaard har udviklet
Bambis spisemenu, som er centreret omkring små deleretter med overordnet spansk
islæt.
Retter som friterede courgetter, spansk omelet, lette oste og
pølseudskæringer og citrusbaserede salater pryder menuen. Overordnet er
priserne urimeligt rimelige, og udvalget har lidt for enhver smag.
”Da vi begyndte at tale om projektet, som nu
er blevet til Bambi, var vi alle rørende enige om, at vi gerne ville prøve at
lave noget, der ikke var den typiske københavner-vinbar. Påvirket af vores
rejser til sydens livlige barer har vi prøvet at skabe et sted, som har et
prisniveau, hvor alle kan være med. Et sted, hvor man har råd til at kigge
forbi flere gange om ugen og nappe en bid mad eller en caña (lille fadøl,
red.). Vi håber også, at vi kan være et sted, der samler folk fra
restaurationsbranchen til en drink på vej hjem efter service,” siger Merel Quint.
Bambi åbner officielt den 8. januar. Du kan følge dem her.