Nu kan du spise fremragende fisk i Tivoli

Køkkenchef Christoffer Sørensen og hans ferme hold fra Restaurant Studio er midlertidigt rykket ind i Det Japanske Tårn i Tivoli. Her står den på alskens stilsikre fiskeserveringer, tilsat delikate strejf af Japan. Og skarpe elementer af nordisk natur.

Nu kan du spise fremragende fisk i Tivoli
Offentliggjort

Der er meget, meget langt fra de snaskede burger- og hotdog-boder, som engang fyldte i Tivoli, til det vidtforgrenede mad-udbud, haven kan byde på i dag.

Et af de fremmeste eksempler på, hvor markant Tivolis gastronomiske satsning er i disse år, er Michelin-restauranten Studio, som i disse måneder har indtaget Det Japanske Tårn. I smukke, tilbagelænede omgivelser med kig ud til de små både, der tøffer rundt i Tivoli-søen, og de andre mere hæsblæsende forlystelser i nærheden, serverer køkkenchef Christoffer Sørensen en lang række æstetiske nydelser på tallerkenerne.