Topkokke åbner ny thairestaurant i København K. Og de lover smæk på smagene og fest i weekenderne

Ja, de kalder det selv ’slap in the face-flavors’.

Topkokke åbner ny thairestaurant i København K. Og de lover smæk på smagene og fest i weekenderne
Offentliggjort

Man skulle næsten ikke tro, at der var et gængst køkken i det indre København, der ikke er repræsenteret. Man kan få fransk mad på topniveau, italiensk i overflod, smørrebrød laves ikke bedre end der, og en af verdens efter sigende bedste burgere er født på en København K’sk tankstation.

Men for Andreas Bagh, der tidligere stod bag gryderne på Michelin-restauranten Marchal på D’Angleterre og nu ejer restauranten Esmée på den anden side af Kongens Nytorv, og Will King-Smith, der sidste år åbnede den kantonesiske restaurant Goldfinch i baggården til Esmée, har der alligevel manglet ét sted: den autentiske thaibiks.

Heldigvis er de to nogle driftige mænd, der sammen med Sovino Brands har samlet handsken op og åbnet, hvad de manglede. Deres nye thaidrøm har de døbt Sunset Noodle, og i den nye restaurant på Ny Østergade 14 kommer det ikke til at skorte på store smage, festlig atmosfære og farverig og kitschet thai-core-indretning.

Man kan forvente autentiske thaisnacks som Money Bags, spicy satay wings og Betel Leaf med cashew og chili (den skulle efter sigende være meget stærk), ligesom man også kan spise sig mæt i andre velkendte retter som Larb, Papaya Salad, Crispy Rice, Drunken Noodles samt forskellige karryretter (fx Tom Yum eller Panang), hvor Andreas Bagh har nørdet med karrypastaen.

”Det skal være huge flavors. Unapologetically spicy,” forklarer Will King-Smith.

På Sunset Noodle arbejder de med princippet om ”fast & fun”, altså: Der skal være gang i den. Især i weekenden, hvor de åbner klokken 16 med happy hour og ”fyraftensvibes”, inden der senere kommer en DJ og lukker stedet ned kl. 02.

På det tidspunkt er du måske allerede blevet så fuld, at du er gået i gang med at danse med, hvad der nok er en af landets største vinkekatte, som står klar til at hilse på dig, når du kommer ind. Men det kan da også noget.

Sunset Noodle har åbent fra 16 til 24 søndag til onsdag og fra 16 til 02 torsdag til fredag.