Jeg arbejdede på en Statoil, fra jeg var 14 til 20. Den tid har virkelig givet mig meget. Man oplever nogle svedige ting sådan et sted. Sagt med al respekt, så var kunder og kolleger nogle ret vilde typer. Statoil blev ubevidst en skole for mig.Hvis man vil noget, når man er teenager, så er det at spille spade på en scene, ryge pot på fuld tid og bare være fucking sej. Det er ambitionen, og det er sundt, at man ikke i den alder sidder og tænker: ”Hvor er jeg, når jeg er 28?” Man er udødelig og har hele livet foran sig. Der er masser af tid til at fucke op.
Det var den følelse, jeg havde på Statoil. Det gav mig ro. Det skabte også grobund for mange af mine referencerammer. Jeg fik blik for de mennesketyper og historier, som sådan et sted tiltrækker.En kunde anklagede mig engang for at have ridset sin bil ude på forpladsen. Det var en høj middelklassetype i en cottoncoat, som kørte i en Volvo. Han kaldte mig hen og sagde, at mine nøgler, som stak ud af min lomme, havde ridset bilen. Det var tydeligvis en gammel ridse, som han prøvede at tørre af på mig. Jeg vidste, at han løj, han forsøgte bare at udnytte, at jeg var ung. Jeg vidste også, at man skulle indkalde en FDM-mand til at inspicere den slags klager. Det fortalte jeg manden – som så stak af. Det var vildt at opleve, at en voksen kunne opføre sig sådan. Min fascination af folks brister og lave selvværd begyndte der.
Anbefaling fra Statoil, 2001. På sit arbejde på tankstationen mødte Magnus Millang flere kunder, som har dannet inspiration til persongalleriet i 'Danish Dynamite'.
Annonse
Jeg husker også en vanvittig type, som tit kom forbi tankstationen. Han var tidligere ingeniør på B&W, men var gået i hundene, efter at han havde mistet kone og barn i en trafikulykke. Alle vidste det. Det var tragisk. Han havde givet op og var blevet en lattermild type, som gik rundt og grinte højt: ”Goddag, direktør,” hilste han. Han var helt fucked, og det var selvfølgelig synd, men det var også et indblik i en skæv verden.
Statoil-tanken lå i Virum, der ligger i grænselandet mellem det almindelige rækkehus-Danmark og Nordsjælland. Det gav et godt miks af alle tænkelige typer. Der var altid alkoholikere, som prøvede at være på bølgelængde med én og glatte ud. Det var mænd, som var pinligt berørte over, at de skulle have flere liter papvin hver dag. For at camouflere den skam var de gerne lidt 80’er-rappe i replikken. Det var interessant. Samtidig var der megen smerte forbundet med det.
Jeg sad ikke og tog noter, men de skæbner blev et bagkatalog til mange af mine figurer. Jeg har fx lige lavet en karakter over en førstemand (en mellemleder på en tankstation, red.) til den nye sæson af ’Danish Dynamite’. Det er fantastisk med de der konger over små miljøer. Det er helt ’The Office’-agtigt.
Jeg vidste allerede som barn, at jeg havde et medfødt talent. Det opdagede jeg i skolekomedierne. Jeg var 10 år og skulle spille alkoholiker. Jeg sad på en bar og så utrolig lyst på livet – fordi jeg var stiv. Folk syntes, at det var hysterisk morsomt. Det var en vild oplevelse at være så lille og få en hel sal til at grine. Jeg var ikke særlig god i skolen, jeg var meget ukoncentreret, så det var en sejr at kunne underholde. Jeg var god til at imitere og fjolle og spille komedier. Skole-hjem-samtalerne var ikke udpræget positive. Det var ikke kritisk, men jeg var ikke dygtig på nogen måde.
En dag fortalte læreren, at Søren Østergaard også havde gået på skolen, og at det var fuldstændig som at se ham. Det var første gang, at det blev formuleret, at jeg havde funny bones. Mine forældre tog det helt roligt. Jeg skulle ikke pludselig til audition på ’Vildbassen’ og konkurrere med Robert Hansen, men min mor luftede tanken om, at jeg burde blive skuespiller. Min mormor mente, at jeg skulle blive bankelev i Amagerbanken.
Jeg havde ikke formuleret i mit hoved, at jeg skulle lave film. Men de seks år på Statoil fik mig på sporet. Det var Nordsjællands største videoudlejning, og som ansat måtte jeg låne to film gratis pr. døgn. Jeg så alt i de seks år, også B-filmene. En ny film hver aften. Eddie Murphys ’Coming to America’ har jeg set over 100 gange. Men selv om jeg elskede comedy, så troede jeg ikke på, at jeg kunne gøre det til en levevej. Så jeg læste på handelshøjskolen og tog en toårig uddannelse til markedsøkonom på Niels Brock. Hold kæft, jeg var dårlig til det. Jeg fik 5 i min hovedopgave og måtte skrive den om i sommerferien. Så fik jeg 6. Den første opgave handlede om Novo Nordisks insulin-pind, og den anden handlede om, hvorvidt Punkt 1 skulle overgå til også at være netbutik. Der sad jeg. Det er en vild kliché, men der er jo mange film, hvis budskab er: ”Gør det, du har lyst til! Bryd ud!”
Annonse
Som 22-årig fik jeg tjansen som runner på nogle film- og tv-produktioner. Jeg sked på økonomistudierne og kørte fuldt skrald på filmjobbet. Jeg lavede alt muligt i to år, lavede kaffe, slæbte kabler, alt muligt. Jeg var den første, der kom på settet, og den sidste til at gå. Jeg ser tilbage på det som den vildeste optur, selv om jeg også ved, at jeg ikke ville gøre det igen. Jeg følte, jeg havde set alle film, der var lavet til dato, og havde en forkærlighed for comedy. Jeg var runner på hundredvis af reklamefilm og så dem blive lavet – men jeg fik hurtigt en fornemmelse af, hvordan de burde laves.
Det er måske svært at afkode i ’Danish Dynamite’, men smerten er en vigtig drivkraft, fordi det tragikomiske i mine øjne er det sjoveste. Det er sjovere, når man kan mærke det. Pinligheden bliver større. En karakter som Postbuddet har det virkelig dårligt. Det har alle vores karakterer. Det kunne lige så godt hedde ’Lavt selvværd i Danmark’.
Jeg var runner på ’Ledsaget udgang’. En dag spurgte instruktøren, Erik Clausen, mig, om jeg havde læst manus, og hvad jeg syntes om det? Han var jo bare sød, jeg var 23, men jeg fik sagt et eller andet, som han syntes var sjovt, og så var vi pludselig på fornavn. Hvis han skulle have en til at gå forbi i en scene, så var det ikke længere: ”Kan en runner ikke lige gøre det?”, så var det: ”Kan Magnus ikke gøre det?” Jeg følte, at jeg med ét var en del af filmbranchen. Der var en meget flad struktur på det set; der var intet hierarki, manden er jo kommunist, så det var på en måde alles film, og der var følelsen af, at man havde en aktie i det. Jeg følte, at det her skulle jeg også bagefter.
Jeg har taget mit arbejde så alvorligt, at jeg blev syg af stress. Jeg måtte sygemelde mig og lå og skreg på rene boksershorts i fire måneder efter den første sæson af ’Danish Dynamite’. Udviklingen af et nyt tv-format er svært. Vi ville gerne lave en spoof på dokusoaps som ’Singleliv’, ’De unge mødre’, ’Luksusfælden’ etc., men ingen forstod, hvad vi ville, og Zulu var ikke oppe at køre over det uklippede materiale.
Jeg tænkte: ”Nu skal vi fandeme vise, hvad vi vil med det her!” Vi skrev videre på manuskriptet, samtidig med at vi filmede. Bagefter klippede jeg det selv, og til sidst lavede vi en præsentation til Zulu. Den var de glade for.
Til gengæld kunne jeg pludselig ikke mærke min venstre hånd. Jeg gik ned med flaget og har måttet lære at tackle min hang til perfektionisme. Jeg er meget bevidst om at bevare roen i dag. Hvis du kan mærke, at du er ved at miste overblikket, så er du højst sandsynligt også ved at lave noget lort.
Hvis jeg ikke var endt i comedy, kunne jeg godt tænke mig at arbejde på en planteskole. Det stammer nok fra dengang, jeg gik ned med stress og kun drømte om, hvor dejligt det måtte være at gå rundt en hel dag og bare spille jazz for forskellige planter.
