Another Aspect, Nicola Thomsen, Daniel Brøndt, Anders Poulsen, bæredygtigt herretøj

Another Aspect: “Det skal være vigtigt for dig, når du køber et stykke tøj hos os”

Another Aspect blev grundlagt med missionen om at skabe et bæredygtigt herretøjsmærke, der transcenderer diverse modebølger. Euroman har talt med de tre mænd bag, Anders Poulsen, Daniel Brøndt og Nicolaj Thomsen, der kunne fejre et års fødselsdag tilbage i juli. Her reflekterer de over det at skabe et moderne tøjbrand, som skal kunne mere end at sælge tøj.

Offentliggjort

Vi møder de tre ejere i deres butik i Oehlenschlægergade på Vesterbro i Købenavn. Indretningen er spartansk med to tøjstativer, pudsede vægge og et opbevaringsmøbel, der ikke rummer andet end et par bøger, et maleri og en vase. Her er ikke mere end højst nødvendigt, og det afspejler på mange måder Another Aspects tilgang til det at lave tøj.

“Vi har valgt at fokusere på at lave produkter, der kan have den længste levetid som muligt. Det gør vi ved at ignorere trends og tendenser og i stedet have fokus på multifunktionalitet, og den måde tøjet sidder på. Vi har taget meget udgangspunkt i begrebet Capsule wardrobe, hvor man ser mandens garderobe som ret lille, men alligevel alsidig, så man kan variere i outfits. For os handler det om at designe bæredygtigt, så vi holder det klassisk og i nogle farver, der går godt med hinanden og med meget andet. Vi tilføjer selvfølgelig vores egne detaljer og perfektionerer tøjet, så det skiller sig ud, men vi vil ikke have det til at skrige,” forklarer Anders Poulsen.