MIN ARBEJDSUGE begynder mandag og slutter søndag. Det skal ikke lyde, som om jeg er en workaholic. Jeg arbejder ikke altid. Men jeg prøver så vidt muligt at få lavet noget hver dag. Og medmindre jeg ligefrem er på ferie og siger: ’Nu gider jeg ikke at arbejde’, så prøver jeg ligesom altid at holde gryden i kog, som jeg plejer at sige.
Det er en fast rytme, jeg har. På en eller anden måde bliver det jo en livsstil. Nu har jeg gjort det i så mange år, at det bliver helt naturligt. Det er bare noget, jeg må se at få gjort. Ligesom at børste tænder, gå i bad eller barbere mig.
PÅ EN ALMINDELIG DAG står jeg typisk op ved ni-tiden. Det første, jeg gør, er at træne min ryg. Jeg fik nogle rygproblemer for nogle år siden, så den træner jeg hver dag. Efterfølgende får jeg noget morgenmad skråstreg brunch – og arbejder imens.
Jeg har et arbejdsværelse derhjemme, hvor jeg sidder. Jeg sidder faktisk bare ved en gammel stationær computer. Den er ikke engang tilknyttet internettet. Jeg har også lidt paranoia, hvis der nu skulle ske noget. Det er en form for skrivemaskine, bare med en skærm.
Derudover har jeg en transportabel computer. Den står ved siden af, koblet op til internettet. Her har jeg typisk noget musik kørende i baggrunden. Som et lydtapet. Det er ofte filmmusik og elektronisk.
YouTube er i den forbindelse enormt fedt. Fx kan jeg søge på ’haunted graveyard’, og så kører det bare i en time. Eller ’dark ambient music’. Det fungerer godt til den type historier, jeg skriver.
JEG HAR IKKE RITUALER, som nogen har. Der er heller ikke noget, der skal stå på en præcis måde, før jeg kan fungere. Jeg kan stort set arbejde, hvor det skal være. Bare der er fred og ro. Hvis der er folk, der render rundt omkring mig, går det ikke.
Jeg har heller ingen problemer, hvis telefonen ringer, mens jeg arbejder. Så stopper jeg bare og snakker med vedkommende. Og så arbejder jeg videre bagefter. Arbejdet bliver bare sat på pause.
Jeg har ret nemt ved sådan at gå on og off. Med andre ord skal jeg ikke arbejde mig ind i inspirationen. Det er sådan et håndværk, hvor jeg bare kan køre løs. Ret mekanisk på en måde.
GRUNDLÆGGENDE HAR JEG en arbejdsprocedure, som er ligesom en tretrinsraket. Jeg starter med at få en idé til en historie, og så begynder jeg at sidde og udvikle den. Og der laver jeg en synopsis, hvor jeg bygger plottet op for mig selv, så jeg ved, hvor jeg skal hen. Det er altid vigtigt. Ikke mindst med krimier, fordi det skal gå op, som et puslespil.
Efterfølgende går jeg i gang med punkt to, som er selve skriveprocessen. Og der har jeg grundlæggende et mål om, at jeg skal skrive mindst 1.000 ord om dagen. Nogle gange bliver det 1.500, og når jeg er rigtig flittig, så bliver det over 2.000. Nogle dage bruger jeg tre-fire timer på det. Andre dag kan jeg få det fyret af på halvanden time.
Og til sidst gælder det selve redigeringsprocessen. Jeg vender hele bunken og skærer fra og føjer til osv.
Da jeg var yngre, fik jeg nogle gange lavet nogle synopser, som var så lange og udførlige og detaljerede, at det faktisk blev dødssygt at skrive selve historien. Der skal være plads til improvisation.
Min erfaring er også, at nogle af de allerbedste idéer kommer i skriveprocessen. Og det er ikke noget, man kan planlægge på forhånd. Det er – gætter jeg på – en underbevidsthed, der arbejder med én.
Dennis Jürgensen
(f. 1961) Født og opvokset i København. Efter endt gymnasie begyndte Jürgensen at skrive bøger. Den første hed ’Kærlighed ved første hik’ og solgte over 600.000 eksemplarer. Jürgensen er især kendt for sine børne-/ungdomsgysere, men de senere år har han helliget sig (voksen)krimigenren. I 2001 blev han tildelt Børnebibliotekarernes Kulturpris. Jürgensen står – så vidt vi kan tælle – noteret for over 60 bøger. I november udkom ’Ormegården’, den tredje bog i Teit- og Lehmann-krimiserien udgivet på Politikens Forlag.
