Vi har altid haft en forkærlighed for nichebilerne, så hvor glad bør man ikke være for en biludstilling, hvor en af hovedattraktionerne kun produceres i tre eksemplarer. Her er vores ti udvalgte nyheder fra årets biludstilling i Geneve.
Ovenfor:
Arrogance på hjul: Rolls-Royce Wraith
Annonse
Det er svært at redegøre for, hvorfor netop denne absurde nyhed, var blandt dem vi havde glædet os mest til at se. Det i hvert fald ikke fordi, vi forventede en skønhed (end ikke originalen fra 1938 var pæn), men måske en rigtig graciøs coupe alligevel kunne bringe noget af fortidens Europæiske glamour tilbage for mærket, der synes tabt til kulturløse markeder i mellemøsten, Rusland og Kina. Om det var Europæisk glamour vi fik, skal ikke kunne sige, men vi overgav os til denne legemliggørelse af ordet arrogance. Trods en givetvis absurd egenvægt, rammer uhyret de første 100 km/t på 4,6 sekund, men det der betager os mest er de kolossale selvmordsdøre, der åbnes i forkanten og giver et lækkert kig ind i den ekstravagante kabine.
Alle absurde gange tre: Lamborghini Veneno
Bedømt på publikumsinteressen er der et enormt marked for Lamborghinis store nyhed Veneno, men ironisk nok produceres den kun i tre eksemplarer. Bilen er tænkt som en Le Mans-duelig version af vores helt bløde punkt Aventador, og den accelerer fra 0-100 km/t på 2,8 sekund. Altså en tiendedel sekund hurtigere end Aventador. En marginal forbedring, der angiveligt har kostet en absurd spoiler og en tværgående vinge. Eller der det mon bare det sædvanlige showmanship, der på godt og ondt er en del af mærkets fascinationskraft. Vi tror ikke rigtig på den men vi elsker listerne med det italienske flag, som løber under dørene og henover hoften. Samt naturligvis den omstændighed, at Lamborghini fastholder drivlinjen med en voldsom V12-motor på en udstilling hvor alle konkurrenterne gik hybrid.
Den nøjsomme: VW XL1
I sammenligning med Lamborghini Veneto er der næsten tale om en masseproduktion, når Volkswagen nu producerer 250 eksemplarer af deres 1-literbil XL1. Med 1-liter refererer vi ikke til motorens størrelse men derimod den omstændighed, at bilen går over hundrede kilometer på en liter brændstof. Dermed er XL1 virkeliggørelsen af bestyrelsesformanden Ferdinand Piëchs vision fra 2002. Den moderigtige nøjsomhed opnås ved at benytte en hybriddrivlinje med en 48-hestes benzinmotor og en 27-hestes el-motor. Tilsammen ruller de et opgivet forbrug på 111 km/l hjem til højlydt jubel for de få. Det lyder måske usexet men ikke desto mindre er der tale om en to-personers coupe med saksedøre som en Lamborghini. Vi håber på en prøvetur, inden året er omme.
Afrundet hybrid: McLaren P1
Annonse
En anden knap så grøn hybridbil kommer fra England. Her har racerbil-producenten McLaren tryllet en ny topmodel P1frem. Som XL1 får P1 sine kræfter fra en hybrid blanding af el og benzinmotorer, men forvent ingen spelt-Porsche af den grund. Bilen leverer 950 hk og lukker knap 200 gram Co2 ud. Det lyder flot men husk, at det som for alle hybridbiler kun gælder for de første 100 kilometer. Her er der nemlig strøm på batteriet, og det løber tør, er vi nok et stykke over 220g. Symbolpolitik. Vi hæfter os mere ved accelerationstiden på knap tre sekunder, samt de nye svungne linjer som givetvis vil gå igen på de kommende års modeller. Rygtet vil vide at McLaren vil udvide deres niche og tilbyde konkurrenter til alt fra Porsche Cayman til Lamborghini Aventador. Vi faldt ikke for P1 og foretrækker næsten radiokanalen. Til gengæld glæder vi os til fremtidens folkelige McLaren-modeller. Måske man ligefrem kan opleve dem i virkeligheden en dag. P1 produceres kun i 375 eksemplarer.
Rød hybrid: Ferrari LaFerrari
Også Ferrari pusler med hybridteknologi. Således er deres nye topmodel – og Enzos afløser – en hybridbil med sammenlagt 963 hk. Altså lige tolv mere end konkurrenten fra McLaren, hvilket næppe er tilfældigt. De 800 kommer fra en 6,3 liter V12 benzinmotor, så frygt ikke for manglende lyd. Som så ofte før er bilen i vid udstrækning baseret på teknologi fra mærkets F1-afdeling og iført besnærende røde klæder. Accelerationstiden fra 0-100 km/t. er opgivet til under 3,0 sek. og fire sekunder senere rammer nålen 200 km/t. Behøver vi næsten at tilføje, at Ferrari blot bygger bilen 499 eksemplarer, som tilbydes udvalgte kunder. Vi er næppe på listen, så kald os bare pigesure, når vi siger, at selv om det er den mest ekstreme Ferrari, så er det ikke den, vi helst ville eje...
Ferrarien, vi aldrig ser: Pininfarina Sergio
Apropos Ferrari havde det italienske designhus Pininfarina også smækket et Ferrarilogo på deres hyldest til husets grundlægger Serigo Pininfarina. Manden der selv tegnede så mange Ferrarier lægger navn til et spider-koncept, der udmærker sig ved sin fremskudte C-stolpe, som må give en forfærdelig vindstøj. Vi synes måske den er mere markant end smuk, men kravler du helt ned på gulvet og skuer den skråt forfra ligner den faktisk en nutidig Ferrari 308 GTS, og det kan vi lide. Ikke desto mindre havde italienerne anbragt den ved siden af et forstadium til Ferrari 206 Dino, og den formåede Sergio på ingen måde at overstråle.
Mesterligt tidsfordriv: Giugiaro Parcour
Det er ingen hemmelighed at Euromans motorredaktør arbejder på at blive adopteret af bildesigneren Giorgetto Giugiaro, men trods idoldyrkelsen har vi ikke helt mistet den kritiske sans. Med sit Lancia Stratos-lignende Parcour-koncept var Giugiaro ikke overraskende manden bag en af udstillingens smukkeste biler. Men hvorfor gøre denne centermotoriserede saksedørsskønhed til en slags SUV med øget frihøjde og firehjulstræk? Og er navnet Parcour ikke lidt plat og et par sæsoner gammelt? Anyways, sænk skidtet og vi elsker den, næsten ligeså meget som vi elsker den nu VW-ansatte mesterdesigner bag ikoner som Golf I, Alfa Giulia GT og BMW M1.
Annonse
Skal/skal ikke: Bertone Jet 2+2
Nu vi alligevel er på rundtur hos de hæderkronede, italienske designhuse, så lad os lige stoppe op ved Bertone. Her har man tidligere været leveringsdygtige i absolut syre, men i år beherskede Bertone sig og fejrede Aston Martins 100 års jubilæum med denne shooting break-version af luksussedanen Rapide. Sidste år var en tilsvarende stationcar-udgave af Bentley Continental stillet til skue, og vi plejer gerne at rynke på næsen, for i vores verden er der nogen der bygge superbiler til mænd i kørehandsker og andre, der skal bygge biler til familier med hund. Når det er sagt var Bertones Aston Martin så vellykket, som den vel kan blive det – men hvorfor ikke fejre Aston Martin med en sportsvogn og gemme V70 til Volvo fylder år?
Hyænehyl: Pagani Huayra
Og springer vi brat fra de italienske designhuse til deres absolutte modsætning, Pagani. En italiensk superbilproducent, som tilsyneladende arbejder helt uden designere. Alligevel har Pagani et stort kultisk publikum – ikke at forveksle med købere. Det skyldes fascinationen af at køre en bil, der måske er så tæt på en F1-racer, du kommer det med nummerplader på. Huayra introduceredes allerede sidste år, men vi bliver aldrig trætte af at kigge på den og tænke at prisen for at kunne køre 370 km/t også kan blive for høj rent æstetisk. Kolleger omtaler Huyara som sexet – få et (sex)liv, siger vi bare.
Eksotisk fuldbold: Gumpert
Traditionen tro gav udstillingen også et fint indblik i, hvad de mindre kendte superbilsbyggere går og roder med. Eksempelvis tyske Gumpert, der navnet til trods ikke bør associeres med fænomenet gumpetung. Firmaets grundlægger Roland Gumpert har en fortid som leder af Audis rallyteam, og under hans vejledning kørte holdet fire verdensmesterskaber hjem. Bilerne fra Gumpert er dog ikke bygget med rally for øje – kast bare et blik på denne Apollo S, som Gumpert medbragte i uimodståelig mat rød. Og lakken var faktisk det nyeste ved bilen. Virksomheden var nemlig på randen af konkurs sidste år, men har nu fået tilført ny kapital og lover et nyt koncept inden året er omme. Vi glæder os. Apollo S har i øvrigt 650 hk, udvundet fra en 4,2 liter Audi-motor. Det letter fra 0-100 km/t på godt tre sekunder og kører efter sigende aldeles fantastisk.
