Hvis James Bond var landmand: Graus anmeldelse af Aston Martins første SUV

HØRER DU TIL TYPEN, der rynker på næsen, når sportsvognsproducenter kaster sig ud i disciplinen at bygge familiebiler, kan du godt finde botoxen frem. Det stopper aldrig – tværtimod. Det startede med Porsche Cayenne, og siden fulgte Bentley, Jaguar, Maserati, Lamborghini og flere med. Nu er turen så kommet til Aston Martin – ja, James Bond har sgu slået sig ned som godsejer med kone og tre børn. Personligt ville jeg ligne Keith Richards i pæren, hvis jeg stadig rynkede på næsen, men sandheden er, at jeg har hejst det hvide flag. Resigneret accepteret, at sådan må det være i en verden, hvor det er umuligt at drive en rentabel forretning alene ved at producere upraktiske sportsvogne. Det er svært at finansiere den fortsatte udvikling af sportsvogne, hvis man ikke også har nogle modeller, der sælger i lidt større volumener. Eller hvis kunderne går til konkurrenten, når de skal købe en bil til familien. Set i det lys giver SUV’er som nu også Aston Martin DBX mening – især selvfølgelig hvis man har en ego-Aston i forvejen. Ellers er det lidt som at gå i Porsche-kasket uden at have bilen. Hvilket i øvrigt kun er marginalt bedre end at gå i Porsche-kasket og have en Porsche, for nu at køre snobberiet helt ud. Det er den gratis fornøjelse alle vi, der ikke har råd til nogen form for Aston, må trøste os med.

Bedømt på udseendet får man i hvert fald en SUV med den rette rå, sportslige og eksotiske udstråling. Den er ikke æstetisk som Astons sportsvogne. Den karakteristiske køler ligner et hajgab, når den kommer op i hoftehøjde, og den integrerede hækspoiler, som baglygterne smyger sig omkring, ligner en anderumpe. Det er noget rod, hvor der plejer at være rene linjer, men det er også nyt for Aston Martin at skulle bekymre sig om noget så praktisk som plads og adgang til bagagerummet.

Samme ræsonnement kan man lancere som begrundelse for, at bilens ni-trins automatgearkasse og 550-hestes biturbo V8’er ligeledes er hentet hos AMG. Et andet godt argument er, at det fungerer upåklageligt, og at AMG måske er de eneste, der kan levere en V8’er, der lyder lige så godt som Astons egne motorer. Ikke mindst når det gælder smidighed og komfort, er drivlinjen suveræn, men til gengæld kan man godt savne lidt gefühl i programmeringen af gearkassen, når bilen står i sportmode. Det er ikke fordi, der generelt er lang reaktionstid – tværtimod – men indimellem er det, som om den tøver. Bortset fra det er bilen ualmindeligt adræt af en 2,3 ton og over fem meter lang bil at være. Det er ikke så meget accelerationstiden på 4,5 sekunder fra 0 til 100 km/t eller topfarten på 291, jeg taler om, men dens måde at tumle vægten på. Bilen krænger nærmest ikke, og i modsætning til mange konkurrenter har man ikke den der følelse af en meget stor tyngde, der rammer forhjulene, når man gearer ned eller bremser. Det er typisk der, man mærker, at man sidder i en stor bil på en lille vej, men DBX føles mindre, end den faktisk er. Omvendt fornægter den hårde undervogn sig ikke på dårligt underlag. Bilens mest komfortable modus hedder GT-Mode, og det fortæller måske meget godt om Astons vægtning i den evige balance mellem sport og komfort. Jeg siger ikke, at den ikke også kan være magelig, men sammenlignet med fx en Bentley Bentayga eller en Audi Q8 er den mere kontant på godt og ondt. Det er for så vidt også på sin plads, når der står Aston Martin på rattet, men er du på udkig efter en terrængående limousine, så får du mere af den følelse i en Range Rover eller netop Bentayga. Den har luftundervogn, men den er spændt hårdere op end de fleste konkurrenter.

DBX er sandsynligvis ikke en lige så god bil som Porsche Cayenne, men den føles mere eksotisk, og der står formentligt kun den ene på din villavej. Du behøver ikke være James Bond for at vælge den, men jeg pudser en Bond-skurk på dig, hvis du vælger den på gule nummerplader.