Hvis James Bond var landmand: Graus anmeldelse af Aston Martins første SUV

HØRER DU TIL TYPEN, der rynker på næsen, når sportsvognsproducenter kaster sig ud i disciplinen at bygge familiebiler, kan du godt finde botoxen frem. Det stopper aldrig – tværtimod. Det startede med Porsche Cayenne, og siden fulgte Bentley, Jaguar, Maserati, Lamborghini og flere med. Nu er turen så kommet til Aston Martin – ja, James Bond har sgu slået sig ned som godsejer med kone og tre børn. Personligt ville jeg ligne Keith Richards i pæren, hvis jeg stadig rynkede på næsen, men sandheden er, at jeg har hejst det hvide flag. Resigneret accepteret, at sådan må det være i en verden, hvor det er umuligt at drive en rentabel forretning alene ved at producere upraktiske sportsvogne. Det er svært at finansiere den fortsatte udvikling af sportsvogne, hvis man ikke også har nogle modeller, der sælger i lidt større volumener. Eller hvis kunderne går til konkurrenten, når de skal købe en bil til familien. Set i det lys giver SUV’er som nu også Aston Martin DBX mening – især selvfølgelig hvis man har en ego-Aston i forvejen. Ellers er det lidt som at gå i Porsche-kasket uden at have bilen. Hvilket i øvrigt kun er marginalt bedre end at gå i Porsche-kasket og have en Porsche, for nu at køre snobberiet helt ud. Det er den gratis fornøjelse alle vi, der ikke har råd til nogen form for Aston, må trøste os med.

Bedømt på udseendet får man i hvert fald en SUV med den rette rå, sportslige og eksotiske udstråling. Den er ikke æstetisk som Astons sportsvogne. Den karakteristiske køler ligner et hajgab, når den kommer op i hoftehøjde, og den integrerede hækspoiler, som baglygterne smyger sig omkring, ligner en anderumpe. Det er noget rod, hvor der plejer at være rene linjer, men det er også nyt for Aston Martin at skulle bekymre sig om noget så praktisk som plads og adgang til bagagerummet.