Lund & Løkke: Den første politiske erfaring

For den ene var det bragende bifald, for den anden blev det til skældud. Anders Lund Madsen og Lars Løkke Rasmussen har haft meget forskellige første erfaringer med politik, fortæller de i syvende episode af podcasten ’Lund & Løkke’.

Lund & Løkke
Offentliggjort

Lars Løkke Rasmussen gik i femte klasse, da han blev valgt til sin første politiske post. På Grindsted skole blev han kåret til elevrådsformand, og det var i den rolle, han først oplevede den berusende følelse af bifald.

”Der var en debat, om skolens elever skulle være med af LOE, Landsorganisatioen af Elever, og det var en ræverød organisation. Jeg sluttede mødet af med at sige: Jeg vil bare sige to ord: Stem nej. Og så klappede folk. Det endte med et nej, og det var første gang, jeg følte, at jeg havde respons i publikum."

Anders Lund Madsen havde ikke samme held i sit politiske virke. Han var aktiv allerede i anden klasse, men det var ikke en udpræget succes.

”Det var i 1972, da der var EF-afstemning, og jeg stod ude foran stemmelokalet og sagde: ’Stem ja’ til alle, der gik ind. Der var en kvinde, der råbte til mig, at hun ikke ville være sammen med nazierne. Hendes mand var død i krigen. Jeg blev meget skamfuld. Hun råbte så meget, at jeg blev fortvivlet og havde ingen politisk aktivitet i mange år derefter.”