Arbejdstitel på bilferie: På tur gennem sommerlandet med Mikkel Hansen

I del to af Arbejdstitels sommerspecial fortsætter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné deres tur gennem Nordsjælland. Næste stop er på museet Munkeruphus, hvor de får selskab af håndboldspiller og kunstsamler Mikkel Hansen, inden turen går videre til turens sidste destination, Tisvilde.

Arbejdstitel på bilferie: På tur gennem sommerlandet med Mikkel Hansen
Offentliggjort

Hver eneste optagelse af Arbejdstitel er en højspændt udveksling af indsigt, holdninger og ideer om afsnittets emne. Og selvom de to værter kommer vidt omkring, er der som regel altid noget, de glemmer at få med på optagelsen. Det får de muligheden for her.

Kristoffer:

Der er en vidunderlig frihed ved at rejse rundt i landet. Da vi optog afsnittet om Nordsjælland, fik vi både mulighed for at se fantastisk natur, behageligt landliggerliv og det bedste kunst, der ikke er på Louisiana. Man skal ikke særligt langt væk fra byen, før det går op for en, at der er en enorm verden lige på den anden side af byskiltet.

I denne omgang kørte vi rundt i Nordsjælland. Men det kunne lige så vel være Sydfyn, Vestjylland eller Mols: Vi lever i et storslået land, der trods sin lille størrelse ikke må decimeres til mindreværdskomplekser og rundkørselskunst.