Sisto og Eriksen strålede i Irland, Italien skal starte forfra, Danmarks hjemmebane er en pløjemark, og hvordan stopper man det destruktive landsholdsfodbold?
Man tror næsten ikke på det, men efter et forfærdeligt 2016, er Danmark kommet nærmest mirakuløst tilbage og vi skal nu til vores femte VM-turnering.
Ingen har været mere ansvarlig for vores fantastiske comeback end Christian Eriksen. Hans fabelagtige mål mod Montenegro var det vigtigste, men hans præstation mod Irland tirsdag aften var det højeste niveau, han har vist på landsholdet.
Annonse
Hans afslutninger har simpelthen tårnhøjt niveau, og hvordan man bliver så god til at sparke med den forkerte fod, vil jeg aldrig lære at forstå. Dette år har været et jubelår for Eriksen, og han er på vej mod danske legender som Simonsen, Elkjær, Olsen, Laudrup og Tomasson med stormskridt.
Faktisk var det som om, at Irlands tidligere føringsmål løste Danmark op. Nu var der ikke noget at tabe. Pludselig turde vi få bolden ned på jorden og spille bolden rundt om de primitive, tunge irere. Delaney og især Kvist spillede helt fantastisk med bolden på fødderne. De var kolde og turde holde fast i bolden, når de skulle. Det skulle de selvfølgelig også have gjort i Parken, men enten var presset hjemme København for stort, eller også var banen bare umulig at spille ordentlig bold på.
Pione Sisto fra Celta Vigo spillede sin bedste landskamp nogensinde, selvom han stadig mangler skarphed foran mål. Det var til gengæld også det eneste, han manglede på en dag, hvor irerne til sidst bare sparkede opgivende ud efter den dansende dansker, som de ikke på noget tidspunkt kunne fange. De andre danskere ledte efter Sisto hele tiden, fordi Sisto kan og tør holde i bolden og samtidig kan skabe ting helt alene som en af de eneste på det danske landshold. Han og Eriksen er fremtiden på landsholdet.
Danmark var naturligvis lidt heldige med det første mål efter en smuk solotur af Pione Sisto, men de andre kasser var høj klasse, og en samlet sejr på 5-1 viser egentlig styrkeforholdet mellem Danmark og Irland ganske retfærdigt. Det kan godt være, at de irske tilskuere ville have pyntet i Rusland, men ingen kommer til at savne det primitive, tunge, kedelige antifodbold, som Martin O’Neill har fået sit hold til at spille.
Der er allerede folk i de irske medier, der mener, at O’Neill skal tage sit gode tøj og gå. Selvom O’Neill var én kamp fra at få Irland til VM, er der mange gode irere, der er træt af at se på Irlands destruktive knoldesparkeri. Det tjener dem til ære. Så dårligt er råmaterialet i Irland altså ikke. De stiller med en startellever næsten udelukkende af spillere fra Premier League, så spillerne kan altså godt spille fodbold, selvom O’Neill ikke er meget for at lade dem gøre det.
Danmark til VM er en solstrålehistorie og med en stamme, der tæller Schmeichel, Kjær, Delaney og Eriksen og med talenter som Sisto, Christensen og Poulsen, har Danmark faktisk for første gang i lang tid en berettigelse ved en stor slutrunde. Med præstationerne i 2017 in mente har vi danskere lov til at glæde os og også forvente noget af Danmark til VM. Tirsdag var en stor dag for dansk fodbold.
Italien er firedobbelte verdensmestre og har været med til alle VM-turneringer siden 1958. Nu misser de endnu et VM. Italien var i kvalifikationspulje med Spanien, og så er det ingen skam at blive nummer to. Men det er ikke ok for en fodboldstormagt som Italien at tabe til Sverige. Landstræner Ventura har gjort et elendigt stykke arbejde med det råmateriale, han havde til rådighed.
Eksemplificeret i, at han i den afgørende kamp ville have Romas 34-årige midtbanegeneral Danielle de Rossi til at varme op. På et youtube-klip kan man se, hvordan De Rossi peger hen på angriberen Insigne og forklarer assistenttræneren, at Italien jo skal vinde, ikke spille uafgjort, hvorfor det ville være noget smartere at sætte Insigne ind. Al logik er tabt på den italiensk træner, og vi andre må nu forberede os på et VM uden Italien. Det har nu heller ikke ligefrem været en fest de sidste par turneringer, så det går nok.
Pløjemarken i Parken
Hvorfor finder DBU og det danske landshold sig i, at den danske landsholdsarena er stort set umulig at spille fodbold på? Kasper Schmeichel sagde efter den første landskamp, at selv de irske spillere var rystet over, hvor ringe den danske bane var. Og det var jo klart til irernes fordel. De ville jo helst spille på en losseplads, hvis det kunne arrangeres. Det er faktisk ret skandaløst, selvom alt jo trods alt gik godt.
Driblerne mangler
Annonse
Når nu Danmark producerer så relativt mange gode spillere, der klarer sig godt i Europas største og næststørste ligaer, hvorfor producerer vi så så gode driblere? I den danske landsholdstrup er der vel kun Pione Sisto og til nød Christian Eriksen, der kan drible. Krohn Dehli var vel en slags dribler, da han var yngre, og man kunne måske tage folk som Rasmus Falk med til VM, selvom han ikke er god nok til ret meget andet.
Det pynter bare ikke ret meget på en ret sølle driblerstatistik for Danmark. Hvordan kan det være, at et land, der har produceret Laudrup-brødrene, Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær og Jesper Olsen stort set ikke længere laver driblere? Der har vel aldrig været mere brug for dem end nu, hvor halvdelen af de hold Danmark møder bare stiller sig ned og lukker kæderne.
Hvor er målene?
Fraregnet Irland-Danmark var de sidste seks playoff-kampe endt uden mål. Listen ser sådan her ud: Honduras-Australien, New Zealand-Peru, Danmark-Irland, Schweiz-Nordirland, Grækenland-Kroatien, Italien-Sverige. Alle disse kampe endte 0-0, og det har været gabende kedeligt. Lige indtil Irland-Danmark.
Det er meget naturligt, at man spiller forsigtigt i så vigtige kampe som de her, men det er som om, at landsholdsfodbold bare bliver kedeligere og kedeligere. EM sidste sommer var et mareridt af defensivt knoldesparkeri. Der blev scoret 1,21 mål pr. kamp. Det er det laveste ved EM i 36 år. Det er lavere end noget gennemsnit til en VM-turnering nogensinde.
Skal man måle efter VM-kvalifikationen og kval-kampene kan sommerens VM blive endnu dårligere. Stort set alle hold der vurderer, at de er så meget som 1 procent dårligere end modstanderne, vælger bare at stille sig ned og sparke væk og måske lave et heldigt mål eller bare få et enkelt point. Ligesom Irland gjorde mod Danmark. Ligesom Sverige gjorde mod Italien. Listen fortsætter.
Ingen er forpligtet udover egne evner, og man kan ikke bebrejde de undertippede hold, at de spiller deres chance. Men spørgsmålet er – i hvert fald når vi taler landsholdsfodbold – om det er blevet for nemt at ødelægge og for svært at skabe?
På landsholdsniveau har spillerne ikke ret meget tid sammen før kampene. Det er svært at indøve offensive kombinationer, løbemønstre og idéer. Det er langt nemmere og tidsøkonomisk at bruge tiden på at skabe en stenhård og solid defensiv og så lade offensiven passe sig selv og ikke bruge for mange kræfter/spillere på den. Hvis man er et lille landshold, vil man sikkert ikke have bolden ret meget alligevel.
Derfor kom Wales og Island meget langt til EM på trods af en relativ svag offensiv og uden at være i stand til at score ret mange mål. Danmark gjorde det samme i vores 4-0-sejr mod Polen. Vi vidste, at vi næppe ville være i stand til at spille fodbold mod Polen, der jo bare har langt bedre spillere end os.
Derfor høvlede vi bolden henover vores ikke særligt spilstærke midtbane (minus Eriksen, der nærmest ligger som en høj 10er), og så skulle vi samle returbolde op fra vores store folk, Cornelius, Jørgensen og Dalsgaard. Simpelt og effektivt og meget svært at spille mod, selv for et væsentligt stærkere hold som Polen.
Problemet er, at mod Irland i Parken fik vi vores egen medicin at mærke. Der er et gammelt mundheld, der siger, at man ikke skal diskutere med idioter, fordi de trækker dig ned på deres niveau og vinder over dig med deres erfaring. Det er i realiteten det, der sker, når hold som Danmark møder hold som Irland. Holdene bliver éns, fordi ingen vil spille fodbold, og dem der er mest vant til at spille antifodbold har naturligvis en fordel.
EM var vel det kedeligste store fodboldmesterskab nogensinde, men VM til sommer kan blive endnu værre. Alle de små hold har set, hvor langt man kan komme med et hold middelmådige fodboldspillere og en stram, talstærk defensiv. I teorien kan et hold gå videre med 0-1, 0-0 og 0-0, hvis bare de to andre hold taber større til eksempelvis Tyskland.
Med andre ord – selv hvis modstanderholdet kommer foran i kampen, er der faktisk et ret godt argument for ikke at forsøge at udligne, men måske ligefrem trække sig endnu længere tilbage og begrænse nederlaget. Og da de bedre eller større hold jo heller ikke har ret meget grund til spille fremad banen, kan det blive de rene ørkenvandringer.
Forestil jer, at Tyskland eller Spanien scorer til 1-0 efter fem minutter mod Island. Ingen har interesse i mere fodbold i den kamp. Det kan blive Vesttyskland-Østrig igen og igen og igen.
Spørgsmålet er, om man skal gøre noget ved det? Og hvad skulle det være? Skal man til at sige, at holdet med flest hjørnespark vinder kampen med 0-0? Mest boldbesiddelse? Dem der har lavet færrest frispark? Skal målene være større?
Skal man ved 0-0 give begge hold nul point, men ved uafgjort - med mål - får holdene et point hver? Det er værd at overveje, før man afviser det. Tænk på, hvor stor modstand, der var mod reglen om, at målmændene ikke måtte tage bolden på tilbagelægninger. Eller reglen om tre point for en sejr. Begge disse regler har jo været kæmpestore succeser.
Der er naturligvis ingen forslag, der er problemfri, men alternativet er, at flere og flere hold – ihverfald landshold - spiller ovennævnte procentfodbold, og det er gudsjammerligt kedeligt at se på.
