Du var på vej mod dit største resultat nogensinde i Tour de France sidste år og lå i top fem, da du styrtede på 11. etape. Hvad skete der?
”Vi kørte ind i forplejningszonen, som normalt står til højre på ruten. Jeg satte mig derfor i venstre side af feltet og tænkte, at jeg ikke behøvede at køre den kamp. Dem lige foran mig bremsede op, fordi der var en, der havde tabt en feedbag. De andre ryttere begyndte at styrte. Jeg nåede at bremse, men der kom en bagfra, som kørte ind i mig, så jeg også styrtede. Jeg faldt med min venstre arm direkte ned i asfalten, med strakt arm. Jeg endte med at slå en flig af håndledet og fik samtidig en fraktur i albuen. Jeg kørte videre på de to næste etaper, men var i smerter, og til sidst var der ikke mere at hente.”
Tænker du undervejs i et Tour de France, at man kan give alt i sig for at vinde – og så kan det hele glippe på et øjeblik på grund af et styrt?
”Selvfølgelig tænker jeg over det, men sådan er det bare. Du kan aldrig helt gardere dig i cykling. Du kan forsøge at tage dine forbehold og sørge for ikke at sætte dig det forkerte sted i feltet, hvor der oftest opstår styrt. Det er eksempelvis altid dumt at sidde midt i feltet på sprinteretaperne. Så må du bruge lidt flere kræfter på at sidde med helt fremme, selv om det også kan blive nervøst der i finalen.
I Touren i år har vi ændret planlægningen på etaperne, så jeg slipper for selv at køre ned i feedzones, hvor der er meget stress på. Nu kommer en af de andre på holdet til at køre ned og hente maden til mig.”
Sidste år vandt du som led i Tour-forberedelserne det prestigiøse Critérium de Dauphiné foran Chris Froome og Richie Porte. Hvordan forbereder du dig i år?
”Jeg og mit hold, Astana, har været på træningslejr på Tenerife tidligere på året, og derudover er jeg senere selv taget på højdetræningslejr ved Teide sammen med blandt andre min danske træner Rune Larsen. Helt op til Tour-starten tager vi ned og kigger nærmere på nogle af de hårdeste etaper i bjergene. I år kører jeg Schweiz Rundt i stedet for Dauphiné, fordi der her er en holdtidskørsel, lige som der kommer til at være i Touren.
I det hele taget har vi ændret mit træningsprogram på alle planer. Vincenzo Nibali (tidligere Astana-kaptajn, red.) tog sin træner Paolo Slongo med sig, da han skiftede til sit nye hold i Bahrain, og så fik vi Rune ind. Det har givet mig et skub. Rune kender mig fra dengang, jeg kørte mountainbike, og det, at vi nu kan arbejde 100 procent sammen, har været afgørende.”
Hvorfor betyder det så meget?
”Før i tiden lagde Paolo Slongo træningsplanerne for hele holdet. Hans program var mere et standardprogram, hvor målet var, at Nibali kunne køre så stærkt som muligt, og vi andre så bare skulle prøve at følge med, hvis vi kunne. Rune derimod tilpasser programmerne og træningen til, hvad jeg har brug for, og han planlægger alt ned i mindste detalje. Han sidder og nørder med træningsfilerne og tjekker konstant mine watttal.
Måske vigtigst af alt, så presser Rune mig til det yderste. Han presser mig faktisk så meget, at jeg giver mere, end jeg troede, jeg kunne. Hvis jeg har kørt to intervaller og er helt skæv i håret, så har han lige et ekstra interval på programmet. Rune er også den der, sammen med min manager Moreno Nicoletti, har sagt det vigtigste, nogen nogensinde har sagt til mig: At jeg er bedre, end jeg selv tror, jeg er.”
Da du var dreng i Silkeborg, spillede du både fodbold og badminton og gik til svømning. Hvorfor var det cyklingen, du endte med?
”Jeg fik nogle knæproblemer på grund af vokseværk og måtte holde en pause, og så, da jeg var 12 år, i 1997, var der EM i mountainbike i skovene nær mit hjem. Jeg blev helt skudt i det. Jeg kan godt lide at bruge mig selv, at presse mig selv til det yderste for at se, hvor min grænse går. Det får man rig mulighed for på en cykel. Jeg begyndte at køre mountainbike med min storebror og nogle af hans venner, og der gik ikke så længe, før jeg kørte fra dem.
Mountainbike er fedt. Du er ude i skoven, du befinder dig midt i naturen, og som regel er det den stærkeste mand, der vinder. Der er ikke så meget taktik i mountainbike, det er mere individuelt i forhold til på landevejen, hvor det i høj grad er en holdsport. Hårdheden ved cykling var også dét, der gjorde det for mig. Det handler om udholdenhed og om at gå til grænsen. Jeg kan godt lide at have den der følelse af at være udmattet. Af at man har lavet noget. Med golf, for eksempel, bliver det sgu hurtigt for kedeligt.”
Har du ændret din tilgang til cykelsporten gennem tiden?
”Jeg har lært at være mere egoistisk. Jeg er ikke superegoist, men det er nødvendigt at være kynisk i cykling, for ellers bliver du kørt midtover. Cykling er ikke for folk med en svag psyke. Træningen er hård, afsavnene er store, og ude på landevejen får du ikke noget serveret af de andre. De fleste har lært hjemmefra, at du skal tage for dig, for ellers kommer du ikke nogen vegne. Hvis du ikke primært tænker på dig selv, så drukner du på holdet. Det falder mig ikke naturligt at være egoistisk, men med årene er det kommet mere af sig selv.
Mine resultater og min position på holdet gør også, at jeg kan tillade mig at være mere kynisk. Nogle gange tænker jeg da, at jeg måske kunne være nået endnu længere i sporten, hvis jeg hele tiden havde været en superegoist. Jeg har nok skullet lære, at når jeg har kaptajnrollen, som jeg har fået nu, så er det mig, der bliver lyttet til. Og så er det mig, de andre skal køre for.”
Har du også en lederrolle på taktikmødet i holdbussen?
”Taktikken bliver som regel lagt af sportsdirektøren før hver etape, og så vender de det med mig før taktikmødet. Jeg er selvfølgelig en af dem, der siger mere end de andre. Taktikken bliver lagt, sådan som jeg gerne vil have den, og efter om det er en dag, som passer mig. Jeg tager lederrollen på mig, fordi jeg gerne skal være den, der går forrest på holdet. Der er andre, der bare kan snakke og snakke og snakke på taktikmødet, men jeg siger det, der skal til. Og når alt kommer til alt, så kan alting altså forløbe helt anderledes ude på vejene, end du havde regnet med.
I Touren kan der være 25 hold, der lægger en fast taktik, og du kan have etaper, hvor der ikke er et eneste af holdene, hvis taktik viser sig at holde. Vores taktikmøder foregår for det meste på engelsk. Da jeg først kom til Astana, var det hele meget italiensk. Men nu har rytteropsætningen ændret sig, fordi Nibali og Fabio Aru er væk. Det er et ønske fra holdets side, at det er mere internationalt nu. Vi er mange danskere, og vi har også en canadier, en belgier, nogle nordmænd og selvfølgelig en del kasakhere. Alligevel er det ikke sådan, at det er en danskerkoloni, bare fordi vi er så mange danskere. Men under Touren bor jeg på værelse med Michael Valgren. Vi taler godt sammen, og vi er ofte ude at træne sammen på vejene i Monaco, hvor han er flyttet ned.”
Din kone, Loulou, fødte jeres datter, en uge før Tour de France blev skudt i gang sidste år. Har det forandret dig som rytter at blive far?
”Det har gjort, at jeg undervejs i løbet tænker mere på, at jeg gerne vil hjem til familien igen. På den anden side er jeg også godt klar over, at når jeg kører cykelløb, så handler det 100 procent om løbet og om at få det maksimale ud af det. At være cykelrytter er jo ikke et otte til 16-arbejde. Det bliver selvfølgelig heller ikke nemmere at være så længe væk, efterhånden som min datter vokser og forstår mere og mere. Afsavnet bliver større, men det er nu engang en del af jobbet. Under Touren sender min hustru dagligt videoer og billeder hjemme fra Monaco. Først i den sidste uge af løbet kommer de ned og ser mig før og efter hver etape.”
Det er ottende gang, du nu skal køre Tour de France. Hvad betyder Touren for dig?
”Tour de France er større end alle andre løb. Ikke bare fordi jeg er vokset op med det som knægt og lige som så mange andre sad klistret til skærmen og så på Bjarne Riis, Brian Holm og Jesper Skibby. Touren er det hårdeste løb, du kan komme til at køre. Fordi det er så langt, og fordi det er så hektisk. Det specielle ved Touren er, at du aldrig kan slappe af. Der kommer ikke pludselig en etape, hvor du kan sidde over.
Du er nødt til at køre med i finalen hver eneste dag. Normalt siger man, at hvert år, når Touren starter, så er der 20 favoritter til at køre i topti. Halvvejs er der kun 10 tilbage. De andre er faldet fra enten på grund af styrt, sygdom eller manglende form. Touren er på alle parametre både det sjoveste og det sværeste løb.”
Jakob, du er blevet 33 år, du har bevist, at du kan køre med – og fra – verdens bedste cykelryttere, og du er kaptajn på et stærkt hold. Vinder du Tour de France i år?
“Jeg vil sige så meget, at jeg håber på at køre en god Tour. Jeg håber på at lave et godt resultat i det samlede klassement og at kunne være med der, hvor det er rigtigt sjovt. Min drøm er i første omgang at kunne køre mig på podiet. Hvis jeg kan finde min form fra Dauphiné sidste år og køre på det niveau, så er det et realistisk mål. Det, jeg beviste der, gør, at jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Jeg har alderen og erfaringen, og jeg har fået mere selvtillid.
Men altså, man ved aldrig, hvad der sker i Touren, heller ikke på en flad etape i Bretagne, hvor der er sidevind. Eller på den korte etape i Pyrenæerne, hvor mange formentligt vil køre deres chance. Eller ved holdtidskørslen på brosten på niende etape, der ser svær ud og i flere af passagerne minder om noget, vi kender fra Paris-Roubaix. Det bliver et herrecykelløb, og sådan er det med Tour de France. Den ene dag er det et helvede, den næste dag er du i himlen.”
LÆS OGSÅ: 36-årig Panini-kort-samler: "Jeg følte mig ikke creepy, men jeg var lidt malplaceret.”
LÆS OGSÅ: Lars Høgh og Per Wind om Kasper Schmeichel: "Han er blandt de bedste"
LÆS OGSÅ: 5 situationer, hvor Maradona stjæler billedet til VM
