Kom bag kulisserne hos Juventus

Juventus inviterer Netflix indenfor: Ny dokumentarserie om den italienske storklub

Fodboldklubben Juventus får sin egen Netflix-serie, der har premiere i starten af 2018. Fire timers dokumentar bag kulisserne fordelt på fire afsnit.

Kom bag kulisserne hos Juventus
Offentliggjort

Verdens største fodboldklubber bliver ofte beskyldt for at være for lukkede og svære at komme helt tætte på. Men det virker som en ny taktik for flere klubber og landshold at vise mere åbenhed og invitere tv-kameraer ind bag, hvor de sjældent ellers har adgang.

På DR går i øjeblikket dokumentaren 'Vi er landsholdet - fra drenge til mænd', der kommer helt tæt på det danske fodboldlandshold, mens streamingtjenesten Amazon arbejder på en større flue-på-væggen-dokumentarserie, som kommer til at følge forskellige fodboldhold fra forreste række - blandt andet engelske Manchester City.

Og nu melder italienske Juventus sig i rækken af fodboldklubber, der åbner dørene for pressen. Juventus får sin egen Netflix-serie i starten af 2018, hvor du som seer vil få behind-the-scenes-optagelser fra omklædningsrummet, træninger og livet på Juventus Stadium. Fire timers unikt indblik, som bliver fordelt over fire afsnit.

Det er første gang, at Netflix følger en fodboldklub. Tidligere har de med stor succes lavet dokumentarserien 'Last Chance U' om amerikansk fodbold.

”Det er med stolthed, at Juventus er den første fodboldklub, der er genstand for en Netflix-serie. Samarbejder af denne art bekræfter vores passion for innovation og i alle henseender at være et underholdende sports-brand. På denne måde er vi fast besluttede på at nå ud til fans over hele verden og millioner af Netflix-brugere, som takket være denne serie kan lære Juventus at kende fra en anden vinkel,” siger Federico Palomba, der er økonomichef i Juventus, i en pressemeddelelse.

Juventus har vundet det italienske mesterskab seks sæsoner i træk og nåede til Champions League-finalen sidste sommer. I øjeblikket indtager klubben andenpladsen i Serie A to point efter førerholdet Napoli.

LÆS OGSÅ: Ny dokumentar vil gøre dig til fluen på væggen hos Manchester City

LÆS OGSÅ: VIDEO: Mesut Özil viser sit London-hjem og sin sneaker-samling

LÆS OGSÅ: Tinder vil på ærmerne i Manchester United