Lasse Vibe: "Der er ikke en decideret konkurrence i omklædningsrummet, men du får det at vide med samme, hvis du har noget grimt på."
Hvad er landsholdsspillernes bedste – og værste – trøjeminder, og hvad sker der i omklædningsrummet, når vellønnede fodboldspillere skifter til civil efter kampen? Lasse Vibe fortæller her om sine oplevelser med fodboldtrøjer og mode.
Jeg fik min første landsholdstrøje, da jeg var fem år. Det var i 1992, da vi vandt EM. Der stod ’Povlsen’ og nr. 9 på ryggen. Siden var alle mine trøjer fra Manchester United og med ’Beckham’ på ryggen.
Den flotteste trøje, jeg har spillet i, var ved min seniordebut for AGF. Debuten kom i den sidste kamp i 1. division i 2007 mod HIK. Vi havde sikret os oprykning til Superligaen, og jeg kom ind den sidste halve time foran 18.000 tilskuere på Aarhus Stadion. Trøjen havde en flot krave og var meget stilren og klassisk.
Annonse
Den grimmeste trøje, jeg har spillet i, var for FC Fyn. Det var vores udebanetrøje, der var lavet af Kelme, et spansk firma. Den var orange og lignede et telt, og så stod der et sponsornavn med sort skrift hen over brystet. Det så forfærdeligt ud.
Jeg har et særligt forhold til IFK Göteborgs blå- og hvidstribede trøje, og det hænger sammen med, at min tid i klubben både på og uden for banen var en succeshistorie. Uanset hvor vi spillede på udebane, stod der 2.500-3.000 fans, der var rejst med.
Jeg har aldrig banket med hånden på klublogoet efter en scoring. Jeg synes, det ville være lidt af en hån mod fans, der i tykt og tyndt har kæmpet så meget mere for klubben. For at kunne kalde sig fan skal man holde med og støtte i medgang og modgang, og derfor kan jeg ikke kalde mig rigtig fan af noget hold.
Hvis jeg ser en fan på gaden, der bærer klubtrøjen for den klub, jeg spiller for, lægger jeg mærke til det. Jeg tænker, at det er en af mine, og at man har et tilhørsforhold.
Hvis jeg havde tabt et væddemål og blev tvunget til at bære en klubtrøje, jeg ikke kunne lide, ville det stå mellem en trøje fra Brøndby, AIK og Malmö FF. Min gamle klub AGF og Brøndby er ikke de bedste venner. AIK og Malmö FF er IFK Göteborgs rivaler. Men det betyder nok mere for fansene end for mig. Det bliver noget andet, når man selv spiller.
Jeg kan godt lide at være velklædt. I England, hvor jeg spiller nu, går spillerne meget mere op i det end i Allsvenskan. Det er helt sikkert, fordi pengene er større i England. Der er ikke en decideret konkurrence i omklædningsrummet, men du får at vide med det samme, hvis du har noget grimt på.
Annonse
Der var en spiller, der havde taget en grøn trøje på, og så skrev alle holdkammeraterne deres autografer på den, mens han var i bad, fordi de sagde, den lignede en fodboldtrøje. Den var vist ikke så dyr.
Der er nogle spillere, der kommer i sko med pels og pigge på. Der var også en, der kom i et par Adidas Superstar med metalklinge i bunden. Så bliver der malet på deres sko, mens de ikke ser det. Det er go’ lir.
Den mest forfængelige på landsholdet er Lasse Schöne. Der bliver trimmet skæg, og der bliver cremet ind. Han kommer af og til i nogle vilde ting som cowboystøvler.
Mange spillere går op i ure og biler. Jeg gider ikke gå med ur, og biler interesserer mig ikke, hvis de ikke har et formål. Jeg kan godt lide sko og sneakers, men mest de almindelige.
Jeg tror, de dyreste, jeg har, er et par Paul Smith til 3.000-4.000 kr. Jeg har ikke Gucci og Louis Vuitton og den slags. Man ser dog også tit spillere, der tager hjemmefra i træningsdragt. Det kunne jeg aldrig finde på.
