Mad Men karriere råd

8 ting Mad Men har lært os om karriere

År 2015 bliver det sidste med ’Mad Men’. Men hvad har vi lært af tv-historiens mest cool karakter? Her følger Mr. Don Drapers uautoriserede guide til succes på jobbet – og i livet.

Mad Men karriere råd
Offentliggjort

Han er så cool, at han næsten ikke behøver is i sin old fashioned. Han er så dygtig en reklamemand, at han ser lysskilte, hvor vi andre ser luft. Han scorer så mange kvinder, at han konstant er i fare for at træde i et par nedfaldne trusser.

Mad Men er en af tidens aller bedste tv-serier, og den holder stadig. Her er Don Draper den kreative direktør fra Madison Avenue i 1960’ernes glødende New York City, takker i år af efter forbilledlig velskrevet og velspillet tro tjeneste.

Som eneste fiktive figur nogensinde formåede han at blive kåret til verdens mest indflydelsesrige kulturperson tilbage i 2010 af askmen.com, og selvom det sidenhen er gået ned ad bakke med privatlivet og arbejdssuccesen, så var Don i sæson tre og fire en mean machine af en reklamemand.

Her følger syv livs- og karriereråd, som Mr. Draper har kastet afsig i ’Mad Men’. Og hvis du følger dem og samtidigt ryger et par pakker filterløse cigaretter om dagen skyllet ned med anselige mængder sprut, så bliver du månedens medarbejder lynhurtigt. (Vær opmærksom på spoilers.)

1. Succes og lykke er altid midlertidig

En markant (kommende) klient kommer til at nævne over for Don Draper, at hans firma sådan set er mere end tilfreds, så længe det har 50 % af markedet. Don ser mistroisk på klienten og leverer så denne konstatering:

”You’re happy with 50 percent? ..You’re happy because you’re successful. For now. But what is happiness? It’s a moment before you need more happiness.”

2. Bestem hvad I taler om

Draper er til et forretningsmøde, der går en smule mere trægt, end han havde forventet. Så da han bliver spurgt til råds om, hvordan han ville forholde sig i en situation, hvor han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han læner han sig tilbage og siger:

”If you don’t like what’s being said, then change the conversation.”

3. Indrøm aldrig din medskyld

I sæson fem tager Don Draper sin økonomichef Lane i underslæb og fyrer ham. Han foreslår, at Lane skal ‘think of an elegant exit’, hvormed han mener, at Lane skal starte forfra og genopfinde sig selv. (Som netop Draper selv har gjort flere gange). Men Lane er en anden generation og af en anden støbning og fortolker rådet som, at han skal begå selvmord.

Da Penny senere på Drapers kontor spekulerer om, hun selv kunne have gjort noget for at have forhindret tragedien, afviser Don det kategorisk. Og han nævner aldrig selvmordets egentlig årsag, der hænger direkte sammen med ham selv.

Moralen er klar: Indrøm aldrig din medskyld, og begrav din skyldfølelse i druk og damer.

4. Vælg altid din egen ide som den bedste

I de senere sæsoner får Draper en kreativ krise, men firmaet vokser alligevel især ved hjælp af den unge idérige Ginsberg. Inspireret af den unge skribent får Draper endelig én ide, og da han skal vælge mellem at præsentere sin egen og Ginsbergs, vælger han kun sin egen.

Da de to bagefter mødes i elevatoren er Ginsberg skuffet og sur. Og han prøver at prikke til Dons idemæssige tørke ved at sige, at han selv ikke behøver vinde med én enkel ide, da han i modsætning til sin chef har hundredvis.

”Then I’m glad you work for me,” svarer Draper

Ginsberg: "I feel sorry for you.”

Don: ”I don’t think about you at all.”

5. Hav ingen illusioner

Don Draper er til middag med en kvinde, der interesserer ham i længere tid, end den slags plejer at gøre. De taler om, hvordan kærlighed blot er et ord, som er skabt for at fortælle en historie, der kan sælge varer, og Draper leverer en desillusioneret scorebemærkning:

”What you call love was invented by guys like me to sell nylons.”

6. Spil på folks følelser, men forbliv selv fattet

Don Draper ved, at hvis han skal være oven på, må de andre konstant være i knæ. Det kommer allerbedst til udtryk, da han skal lave en reklamekampagne for menneskets første store opfindelse; hjulet. Don fokuserer på nostalgi som drivkraft, fordi han ved, at man skal spille på folks fortid for at lukke dem op:

”Nostalgia literally means ’the pain from an old wound. This device isn’t a spaceship, it’s a time machine. It goes backwards and forwards. It takes us to a place where we ache to go again. It’s not called the wheel, it's called the carousel. It lets us travel the way a child travels; around and around, and back home again, to a place where we know we are loved.”

7. Foregrib situationen

Don Draper har aldrig været karrig med at give lidt råd videre til de unge, fremadstormende reklamefolk, og tidligt sætter han barren for, hvor ambitiøs og fremadskuende man skal være her i livet:

”The day you sign a client is the day you start losing one.”

8. Tilpas dig verden, den tilpasser sig nemlig ikke dig

Til sidst må det blot konstateres, at uanset om du er verdens mest cool mand, så kommer der intet godt ud af at tro, at du er verdens mest cool mand. Du kan ikke stå stille alt for længe, for så bliver du overhalet, og Don Draper udtrykker det ganske klart, da han forklarer, hvorfor man aldrig skal være bange for at flytte sig eller gøre sig selv mere salgbar – man må huske, at intet varer for evigt:

”Change is neither good or bad, it simply is.”

Alle frigivne sæsoner af ’Mad Men’ kan streames på Viaplay. Og Du kan streame sæson 1-6 på Netflix.

LÆS OGSÅ: 9 oversete film og serier på streaming-siderne lige nu

LÆS OGSÅ: 6 sjove du kan streame lige nu

LÆS OGSÅ: Uventet serie-succes: Transparent