I januar er det dejligt at få blæst ganen igennem af friske smagsoplevelser oven på højtidens tungere kombinationer. Jeg har lavet tre cocktailopskrifter med udgangspunkt i tre forskellige opkvikkende krydderurter:
Citronverbena (jernurt)
Citronverbena har en intens, frisk citronaroma. Smagen afspejler aromaen, men er mindre stærk; den er mere citrus-frisk end en citron, men uden dennes syrlighed. Tørrede verbenablade bibeholder duften i op til et år. Derfor er den også god som te.
Annonse
Verbena er god at kombinere med: abrikoser, citroner, limefrugter, mynte, koriander, hyldeblomst, basilikum, rosegeranium, fennikel, appelsin, bær, kirsebær, drue, melon, fersken, blomme, ingefær og chokolade
Verbena passer godt til spiritus som; gin, rom, tequila, pisco, cachaça, akvavit, vodka og whisky, og kan med fordel kommes i spiritus og trække smag. Her er mit bud på en citronverbena-cocktail:
“Gone with the Wind”
Ingredienser:
•6 cl Geranium gin
•3 cl abrikospuré
Annonse
•3 friske kviste citronverbena
•3 citronskiver
•2 cl honning med fennikelfrø (DIY: blend en teskefuld fennikelfrø i akaciehonning)
•et par verbenablade til pynt
Metode:
Shake alle ingredienserne med isterning, dobbelt-si indholdet og hæld det på cocktailglas.
Pynt:
Annonse
Friske citronverbenablade på toppen.
Baggrundshistorien:
Ifølge Possum Creek Herb Farm, placerede victorianske kvinder i sommervarmen citronverbena blade i deres lommetørklæder for at inhalere og opfriske sig selv. De brugte også bladene som duftvand i små fingerskåle under fine middage. Citronverbena nævnes som den foretrukne urt af Scarlet O'Hara mor, Ellen Robillard O'Hara, kendt fra bogen og filmen "Borte med blæsten".
Estragon
Bladene har en sød aroma, med antydninger af fyrretræ, anis eller lakrids. Smagen er stærk men fin og har krydrede anis- og basilikumnoter samt en sødlig eftersmag. Estragon er god at kombinere med: citrusfrugter , chokolade, basilikum, tomat, agurk, mandarin, appelsin, selleri, æbler, figner, papaya, gulerødder, kokos, brombær, hindbær, solbær, mynte, melon, ananas, rabarber, jordbær, vanilje, rødbede.
Estragon passer godt til spiritus som; gin, vodka, tequila, mezcal, rom, whisky, pisco, akvavit, calvados og cachaça. Her er mit bud på en cocktail med estragon:
“Bull's Blood”
Ingredienser:
•5 cl Aalborg Jubilæums Akvavit
• 3 cl rødbedesaft
•2 friske kviste estragon
•1 cl Créme de Cassis
•2 cl frisk citron saft
•2 cl honning
•2 dråber Mozart Chocolate Bitters
•Et frisk estragonskud og rødbede som pynt
Metode:
Kom alle ingredienserne i en cocktail shaker sammen med isterninger og ryst indholdet grundigt. Si og hæld indholdet i et lowball glas.
Lavendel
Lavendel har en gennemtrængende, sød, blomstret og krydret aroma med citron- og myntenoter. Smagen afspejler aromaen med undertoner af kamfer og et strejf af bitterhed i eftersmagen. Blomsterne dufter stærkest, men bladene kan også anvendes.
Lavendler kan anvendes til at fremstille sirup og du kan lave udtræk af den i nogle spiritusser.
Lavendel passer godt til spiritus som: gin, rom, pisco, cognac, tequila, mezcal, vodka, cachaça og portvin. Her er mit bud på en cocktail med lavendel:
“Diablo’s eau-de-cologne”
Ingredienser:
•5 cl El Jimador Tequila Blanco med udtræk af szechuan-peber
•2 cl rød peber-saft
•2 cl frisk citronsaft
•2 cl lavendelsirup (hjemmelavet sukkersirup med udtræk af lavendel)
•2 dråber Mozart Chocolate Bitters
Metode:
Kom alle ingredienserne i en cocktailshaker sammen med isterninger og ryst indholdet grundigt. Si og hæld indholdet i et lowball glas.