Keith Lohse: "Ord gør mig pisseliderlig i hovedet"

Hvem er han egentlig, ham Keith Thomas Lohse? Et københavnerfænomen, vil nogen sige. En mester med ord, vil andre påstå. En nysgerrig mand med kulsort humor, der på de seneste er poppet frem flere og flere steder, det kan alle blive enige om. Måske du husker ham som stemme på introen til EaggerStunns 'Kugledans'? Måske du har set ham på forsiden af Københavner ? Hørt hans radioprogram 'Nattevagten' på Radio 24/7? Eller endda er venner med ham på facebook, hvor den ene mere absurdkomiske statusupdate efter den anden gør det sociale fællesskab til et udholdeligt sted at være? Vi har snakket med Keith.

Hej Keith. Jeg hørte første gang om dig gennem vores fælles ven Johan. Dengang var du vist digter. Jeg har altid undret mig over, om det er muligt at leve som digter. Hvordan overlever man som poet?

"Det er heller ikke muligt, tror jeg. Eller, jeg tror Claus Høxbroe klarer sig nogenlunde. Ellers skal man nok op og være Rifbjerg, eller én af DE der hysterisk tunge drenge. Jeg er da gudskelov heller ikke digter. Jeg begyndte at skrive engang én eller anden date (meget mod min vilje) hev mig med til en oplæsning, og dét jeg hørte (og så) pissede mig SÅ meget af, at jeg besluttede mig for selv at deltage. Men nej, det har på ingen måde være lukrativt. Selvom jo: der ER helt sikkert fisse i det."

Hvornår lærte du at skrive? Og hvad var den første bog, du læste, som gav dig blod på tanden?

"Jeg har jo altid været grim, eller i hvert fald ikke nogen specielt rar nydelse for øjet, så jeg måtte kigge på hvad min salig moder havde givet mig med hér i livet. Det var ikke meget: en relativt høj grad af skamløshed, et nogenlunde sprogøre og så de her meget skæve tænder. Og nåeh jo, en kæphest som hed Sussie og manglede det ene øje. Men jeg har altid læst meget, lige fra jeg var helt lille - alt jeg kunne få fat på, helt ukritisk og uden at skelne til hverken form, emne eller indhold. Ord gjorde mig pisseliderlig i hovedet - før jeg var begyndt at kunne blive det i pikken. Kan man sige."

Hvad er det sjoveste, du nogensinde har skrevet?

"Jeg havde fået én eller anden latterlig regning fra ét eller andet latterligt lortefirma, sikkert noget mobiltelefoni-noget, og den regning - som oprindelig var omkring de 150 kroner - endte efter en halvanden års tid oppe på vistnok 1700 kroner. Så skrev jeg et langt, tre sider, tror jeg, sirligt håndskrevet brev tilbage, hvori jeg redegjorde for min enorme skyldfølelse, og bønfaldt dem, om de dog ikke kunne få presset gælden op på 500.000? Og hvorfor skulle de stoppe dér? Hvorfor ikke gå efter millionen? 2, 5, TI millioner? Og hvorfor ikke også lade mig betale deres medarbejderes julegratiale, tandlægebesøg og så videre? Anyways, de svarede aldrig efter det brev. Det gør de nok nu. De svin."

LÆS OGSÅ Taxachaufføren: "Det er det fedeste job, jeg nogensinde har haft."

Hvad er det ærligste, du nogensinde har skrevet?

"Den er svær. Jeg bestræber mig jo faktisk altid på at være ærlig. Eller i hvert fald på kun at skrive om shit jeg selv har oplevet eller følt, så det ikke bliver sådan noget fortænkt, kunstnerisk fims. Men for starters: alle de gange jeg har skrevet "jeg elsker dig, det GØR jeg virkelig. Hende der med brysterne fra i lørdags, betyder absolut ingenting!", har jeg TOTALT ment det. Og så skrev jeg en pissesørgelig lille hudløs tekst efter min mors død. Men du ved, hvad er 'ærlighed' anyways? Det må andre besvare, lidt ligesom hvis du skal købe en ældre bil hos en brugtvognsforhandler: du skal tro på din egen mavefølelse, fordi du VED han vil sælge, og at han vil sige hvad som helst i verden for at lykkes med det."

Hvis man googler dit navn, er der en Keith Lohse, der er Ph.D i Psychology and Neuroscience i Colorado og en Keith Lohse, der er post.doc i Kinesiology i British Columbia som de to første hits. Hvad ved du om psykologi og kinesiologi?

"Jeg åbnede én af disse hersens 'lykkekager' på en kinesisk restaurant fornylig, og blev noget befippet da jeg - på sedlen inde i den - læste følgende "Hjælp, jeg bliver holdt fangen på en lykkekage-fabrik", derudover ved jeg ikke rigtig noget om kineserne. Jo, de ejer Afrika nu også, ikke? Psykologi, derimod ... puha, få mig ikke startet desangående! Jeg kan godt lide Pavlov, selvom jeg aldrig har brudt mig om hunde, men hans epokegørende arbejde med glockenspiel og helleflyndere har betydet utroligt meget for den måde jeg selv dealer med grundangsten."

Du er den, jeg kender, der har flest profilbilleder på facebook (490 i skrivende stund). Jeg kan ikke undgå at se, at din næse er en smule skæv. Hvad er der sket?

"Livet giver jo os alle nogle slag. Jeg har bare fået de fleste af mine lige baddabing midt i ansigtet, direkte på klumpen. Det var sådan man parerede dér hvor jeg voksede op. Det er lidt ligesom den germanske adel og deres ærefulde mensur-ar, bare med knytnæver istedet for sabler."

Du er radiovært på Radio 24/7 i et glimrende program, der hedder Nattevagten. Hvad kan natten, som dagen ikke kan?

"Nu spurgte du til ærlighed tidligere, og natten handler i høj grad om ærlighed. Stilheden, og hvis man er ensom, så også ensomheden, medvirker til at tempoet falder, at man ånder langsommere og lytter bedre - og pudsigt nok, også til at intensiteten i nærværet mellem vært og lytter stiger. Folk har betroet mig de vildeste, meget meget personlige ting, i det sidste års tid, og det føles kun som om jeg bare lige er begyndt at fatte en lillebitte flig af hele det der fantastiske, smukke fænomen 'mennesket' er.

LÆS OGSÅ Jørgen Leth: "Unge kvinder er tiltrukket af, at jeg ved noget om kærlighed"

Hvad er det bedste ved at lave radio?

"Altså, jeg startede ud med en idé om at lave noget der skulle være Howard Stern-agtigt, provokerende, grænseoverskridende og gerne vildt plat. I stedet har jeg nu meget mere lyst til at tage handsken op fra sådan én som desværre nu (alt for tidligt) afdøde Tine Bryld. Og det havde jeg sgu ikke lige set komme. Men hvis jeg kunne blive en slags bastard-mix mellem hende, Hjorting og så mig selv, så ville jeg synes det var ret sejt."

Samler du på noget?

"Alt muligt, jeg er håbløs til at smide ting ud. Bøger og vinyler. Og historier, folks historier. Jeg kommer sommetider hjem fra byture, hvor jeg dagen efter ikke kan huske hvor eller med hvem jeg var, men jeg kan - ned i den mindste detalje - huske én eller flere absurde historier man har prakket mig på. Men okay, det kan også sommetider være noget jeg har drømt."

I et digt, du har skrevet, som hedder ”Død over alting”, skriver du: ”død over alle der burde blive her og gøre det bedre, men hellere vil til Berlin”. Hvem gør en forskel og gør det værd at bo i København?

"Det er ikke et digt, det er mere en vrøvle-tekst jeg skrev forleden nat, efter jeg kom hjem fra radioen. Jeg har altid sådan noget post-traumatisk stress syndrom, når jeg er færdig derinde. Eller måske nok snarere en mild adrenalin-overdosis. Men teksten går "død over apatien, død over manglen på aggression i energien, død over alle der burde blive her og gøre det bedre, men hellere vil til Berlin", og ... det BURDE de jo, blive her, altså. Hvis Berlin er så pissefed, så skyldes det vel ikke mindst, at der efterhånden er 3 millioner (ja: millioner!) skønne, kreative danskere dernede. Som snildt kunne gøre København lækrere og mere ... hvad fanden hedder det ... mondæn? Cool? Metropolsk måske, på den Paris-i-1920erne-agtige måde? Men de skrider til Berlin i stedet, og drikker sygt lækker latte og skriver bøger om mad eller katte, eller laver film om fremmedgjorthed og boller fotomodeller som hedder Heike eller Ursula. Og det er fint nok, mere power til dem, men så skal de da ikke brokke sig over at København er 'provinsiel' eller 'kedelig'? Jeg synes DU gør København bedre, jeg synes folk er ret fede i den her by, jeg synes hipsterne gør det sjovere at gå en tur, jeg synes dancehall-kulturen gør det til en lækker by, jeg synes de 10 millioner festivaler eller 'events' eller hvad fuck det hedder, vi efterhånden har, gør byen bedre. Jeg synes digterne, punkerne, rockerne, bøsserne, lebberne, negrene, pakistanerne, jøderne og muhamedanerne og longboarderne og ... VI gør det til en pissefed by, os allesammen, hele tiden."

Keith Thomas Lohse er født i sidste tredjedel af sidste årtusinde, af fattige roma-typer, i en by de fleste bare kører igennem for at komme et rigtigt sted hen. Han har skrevet for PS2 Magasinet, Sentura, Københavner, Politiken, Schäfer og det løse, samt lavet "Verdens mindste sitcom", for TV2 Zulu. For to år siden udgav han bogen 'What a Beautiful Waste of Talent' med Tomace Ryming. Han er i øjeblikket ansat på Radio24syv, hvor han laver natradio. Keith kører med egne ord rundt på en "ekstremt gay lyseblå damecykel".