Det er tid til at investere i en proper uldfrakke, og vi har fundet en rigtig god én

Her er ti ting, vi ønsker os i januar.

Offentliggjort

1. Fantaskisk

Vi steder hermed vores totebegær, vores maniske søgen efter den perfekte dagstaske, til hvile. Her er nemlig tasken, der dækker samtlige af vores daglige slæbebehov, lavet i tyk, vandafvisende kanvas, kastanjebrunt kernelæder og messinghardware. Den har eksisteret i 25 år lige under vores næser. Vi skulle bare tilsidesætte enhver form for prisfølsomhed.

Editor No. 271 totetaske til 9.950 kr. hos ghurka.com.

2. Knivtag

Du bør nok ikke smide Benchmades fortræffelige arbejdskniv, den fine og ultralette ’Mini Bugout’, ned i den genredefinerende totetaske, du finder ovenfor. Men med ultratynd – og dog hårdfør – CPM-klinge og ergonomisk skaft er den uafviselig som din nye go-to-kniv.

’Mini Bugout’-arbejdskniv til 1.600 kr. hos knivesandtools.dk.

3. Landliv

Når vi ikke fantaserer os helt væk til et liv på den græske paradis-ø Meteora, som alligevel nok er for frivol en ambition, drømmer vi om britisk tyngde. Det leverer Englands første og største interiør-flanør, Clive Aslet, i sit bibelske indretningsopslagsværk over de mest distinkte og historierige huse på den engelske landside. Vi bor så tyndbenet herhjemme!

’The Arts & Crafts Country House’ af Clive Aslet til 10.900 kr. hos amazon.com.

4. Bonkammerat 

Det er tid til at investere i en proper uldfrakke, der gør sig lige godt på arbejde, i SFO’en og i aviskiosken. I en medgørlig farve og med bløde raglan-ærmer, så der er plads til de tykke trøjer. Og vigtigst: Kraven skal have stand, så den holder sig oppe hele dagen. 

De Bonne Facture har et suverænt bud i kraftig skotsk uld, dyb navy nuance og store, dybe lommer. 

’The Parisian’-frakke fra til 8.000 kr. hos debonnefacture.fr.

5. Tæppefald

Når din tæppehandler bedyrer et nyere tæppes kvaliteter, skal du spænde hanen på din pistol, for de er ved at binde dig deres dårlige lageromsætning på ærmet. Gamle tæpper eller ingen tæpper! Bortset fra Revivals tæpper, der bliver vævet af albanske kvinder for foden af De Forbandede Bjerge af genbrugt uld. Tilsat tålmodighed og uendeligt håndelag.

Ægte tæppe 2,5 meter x 3,5 meter til 8.430 kr. hos revivalrugs.com

6. Magasinmagt

Graydon Carter, tidligere chefredaktør på Vanity Fair og nuværende ditto ved Air Mail, mediet til den ’verdensvendte kosmopolit’, ved en ting eller 10 om kunsten at drive magasin. Den 25. marts 2025 udgiver Carter sine erindringer fra printmagasinernes guldalder, som han i den grad var med til at definere. Uafviseligt pensum til alle magasinelskere.

’When the Going Was Good’ af Graydon Carter til 340 kr. hos saxo.com.

7. Kaffekræsen

Du når lige et kort sekund at tænke, mens du klikker kværnarmen fast på din transportable kaffekværn, at det nok er alt for meget sådan at medbringe egen kværn og brygger på dagskursus med arbejdet. Det sekunds tvivl bliver til en hel dags fryd, når du ikke står og skærer ansigt over den sure automatkaffe, de andre kursister bæller. Brygger tilkøber du.

Transportabel kaffekværn fra Rhinoware til 450 kr. hos rigtigkaffe.dk

8. Verdenstid

Ur-markedet er gak: Rutsjebaneprissætning i brugtsegmentet og kolportage af entry level-ure til små 40.000 kroner (så siger vi det, Rolex) har henlagt enhver form for købs-

logik. Næ, vi spænder hellere en unægtelig og økonomisk spiselig klassiker for. Fx Casios Classic AE, dét med verdensuret, som din store-bror sportede i folkeskolen.

Casio Classic AE1200WH til 399 kr. hos ditur.dk.

9. Kort og kontant

Vi kipper med den gamle hat til lædermageren Smythson for at nægte at tyde tidens tern. Alle kort kan efterhånden migreres til ens foretrukne skærm, men det betyder jo ikke, at man partout skal følge trop. Faktisk synes vi, at man bør gøre det modsatte. Der er noget vidunderligt altmodisch og kontrært ved at insistere på kort og kontanter. Så det gør vi.

Læderkortholder til 1.950 kr. hos smythson.com.

10. Bibliotekklar 

Det er vinter, og vi vil indrette os bibliofilt. Og italiensk. Vi drømmer om at dedikere rummeter efter rummeter til de florentinske reolsystemer, de ukronede vintagedronninger hos 1stdibs har fået fingrene i. Valnød, kirsebær, messingskinner og -beslag, skjulte kabinetter og endeløse historier fra tidligere og stenrige ejere. Stige medfølger. Va bene!

Bogreolsystem i valnød og kirsebær til 270.000 kr. hos 1stdibs.com.