Kvaliteten på fransk vin er højere end nogensinde

”Jeg drikker ikke fransk vin – kan ikke li’ det. Fransk vin er nemlig for tørt. Fransk vin er for dyrt. Franske vinbønder tror, de er noget.” 

Man møder stadig masser af indskrænkede vindrikkere, som har en indgroet idé om Frankrigs vine, ofte baseret på opfattelser fra 1995 eller fordomme installeret af mor eller far. 

Omvendt er der i idealistiske kredse og blandt storbytrendsættere en opfattelse af, at rigtig vin, det vil sige uden nogen form for manipulation og tilsætning af svovl, kun kan være fransk. Det er jo dér, den ægte vinkultur er skabt og forædlet. Sandheden er selvfølgelig en helt anden og langt mere kompleks.

Faktisk kan man sagtens argumentere for at Frankrigs vine er nogle af de mest forskelligartede i hele verden. Både fordi druesorterne er mange, og fordi landets vinområder er influerede af meget forskelligartede klimazoner. Frankrig har både områder med stærk atlanterhavspåvirkning og nordlig placering, totalt middelhavsklimastyrede, sommertørre og varme vinområder og alpine højtliggende marker. 

Ingen kan påstå, at grenachebaseret vin er tørt, ingen kan påstå, at vin fra Languedoc eller det sydlige Rhône er for dyrt, men som med alle fordomme er der et udgangspunkt af sandhed. Bordeaux på cabernet sauvignon var tørt i gamle dage, bourgogne fra grand cru-marker koster det samme som en mindre bil, og vinbønder med international anseelse i begge nævnte vinområder er nok en smule afvisende over for forsøg på besøg eller køb. Men hvordan ser det egentlig ud for fransk vin lige nu?

Vinstilarter i forandring

Samtlige kendte franske vinområder har ændret vinstil over en længere periode og for nogle områder er der næsten tale om en revolution … selvom det ikke er foregået fra den ene dag til den anden. 

Samtlige franske vinområder nedjusterer i øjeblikket på anvendelsen af nye egefade. Det gælder selvfølgelig først og fremmest de vinområder, hvor træfade har spillet en aktivt aromatisk eller strukturel rolle for vinstilen. Det vil i praksis sige Bordeaux, Bourgogne og Rhône. 

Mange ved slet ikke, hvor meget udtrykket er ændret for specielt Bourgogne, men selv det ellers meget fadtunge Bordeaux gennemgår i øjeblikket en forandring. Vel kan man stadig smage egefadspåvirkning i Pomerol, Saint-Emilion, Pauillac og Margaux, men sort på hvidt er andelen af nye fade for nedadgående i produktionen, ristningsgraderne går også ned og rigtig mange producenter går op i fadstørrelse for at mindske den direkte fadpåvirkning på vinstilen. Det samme sker påviseligt også i Bourgogne. 

I Rhône har de nye egefade haft mindre betydning, men går vi 20 år tilbage, så var små barriques også en meget stor del af den mørke, kraftfulde, tenderende svulstige stil, som vi i dag kender som Parker-vine. I det sydlige Rhône var fadtilstedeværelsen mindre end i det nordlige Rhône, men de var der, fadene. 

I det nordlige Rhône er der stadig små egefade til stede, men 1990’ernes stærkt vaniljeprægede og brændte vine er sværere at finde i dag. De druer, der egner sig til helklasemaceration og gæring, pinot noir og grenache først og fremmest, men også syrah og gamay, får stilkene med i gæringskaret i højere grad end tidligere. 

Det er der to årsager til: For det første behovet for at give meget sukkerholdige og potentielt mindre syresmagende druer ”bid” munden, friskhed ganske enkelt. For det andet et mere modtageligt publikum, som netop også har opdaget værdien i ”crunch”, friskhed og det lidt bittersøde touch, som stilkene kan give til vinen.

Tager vi Bourgogne, var stilke i høj eller lav andel undtagelsen for 20 år siden, mens langt de fleste rødvinsproducenter i Bourgogne i dag har 10, 20 eller flere procenter med i blandingen. De røde bourgogner har de seneste fem-seks årgange, ja, måske i virkeligheden helt tilbage fra 2015 ”leget med ilden” i form af alkoholprocenter, der klatrer over 14 %. 

I sig selv er den højere alkohol ikke et problem, men i årgange som 2018, 2020 og tenderende i 2022 har frugtudtrykket været tæt på kandiseret og betydeligt mere rigt end mange fans synes om. 

Omvendt har der været en årgang som 2021, der trak udtrykket tilbage til fortidens ”klassiske”, men selv den årgang, som på papiret var våd og kølig, havde et klart moderne udtryk, som kom, fordi producenterne ved meget mere om, hvordan de skal håndtere den slags udfordringer i marken og kælderen. 

De høje alkoholprocenter og det næsten sveskede udtryk er ikke endnu et stort problem i Bourgogne, men det har det været i Bordeaux de seneste 10 år. Specielt de merlot-baserede højrebredsvine har i en årgang som 2018 haft alkoholprocenter på 15 og ikke mindst et tørret frugtudtryk. 

Slottene og ejendommene ved meget mere om, hvordan de skal håndtere de tilbage-vendende tørre og varme vejrforhold, og selvom vi har haft endnu mere varme i årgange som 2020 og 2022, er bordeaux-producenterne blevet markant bedre til at give skygge til klaserne på planterne og ad teknisk vej forfriske udtrykket i kælderen gennem eksempelvis lavere gæringstemperatur. 

Gæring og maceration med hele bær og i langt mindre grad hele klaser sniger sig også ind i Bordeaux. Indtil videre hos højrebredsproducenter i yderområderne, ejendomme og slotte, der er inspireret af naturvinsfilosofien i områder som Jura, Beaujolais og Loire. Merlot egner sig bedre til helklasemaceration end cabernet sauvignon. 

De sporadiske og modige forsøg sker derfor i Francs Côtes de Bordeaux, Côtes de Bourg, Blaye, Lalande-de-Pomerol og enkelte steder i de to stjerneappellationer Saint-Emilion og Pomerol. 

Hel-klasetrenden har længe fyldt i Beaujolais, men nu breder den sig for alvor også blandt de røde cabernet franc-baserede vine i Loire. Forklaringen er den samme som ovenfor. Behovet for at give bid og friskhed i munden.

Hvidvin på højt niveau

Hvad så med hvidvinene? Generelt er niveauet på hvidvinene hævet. Der har aldrig været så meget god chenin blanc fra Loire, chardonnay fra Bourgogne, riesling og pinot gris fra Alsace, savagnin fra Jura, Marsanne fra Nordrhône og clairette og grenache blanc fra Syd-rhône. 

Der har aldrig været så mange fine viognier-baserede vine, gewurz-traminer i friske udgaver, fadgæret sauvignon blanc fra Bordeaux og selv sekundærdruerne i de kendte vinområder blomstrer.

I de to ”fine” vinområder Bordeaux og Bourgogne er der dog også bekymrende stiludviklinger. Problemet er homo-genisering. Forbrugerne efterspørger stilarterne, men i det lange løb risikerer man nemt at gøre hvidvinsudtrykket for Bordeaux og Bourgogne alt for smalt. 

I Bordeaux, hvor sauvignon blanc overtager dominansen fra sémillon, fordi sauvignon blanc er succesfuld overalt i verdens vin-områder, er den traditionelle blanding med sémillon måske helt på vej væk. I mellemprislejet og i de billigere prissegmenter efterligner bordeauxslotte og store vinfirmaer nu den newzealandske sauvignon blanc-stil så godt, at man nærmest ikke kan smage forskel. 

Ståltank, koldgæring og tilsætning af selekteret gær bringer bordeaux-sauvignon blanc hen et sted, hvor den konkurrerer direkte med Marlboroughs udgaver – eller for den sags skyld alle andre store sauvignon blanc-spillere i verden som Sydafrika, Australien og Chile. 

Forbrugerne efterspørger stilen lige nu, men kan Bordeaux konkurrere med priserne fra de andre steder? Og den karakteristiske fadgærede og mere modne sauvignon blanc-stil fra Bordeaux forsvinder måske helt? Det vil være ærgerligt for vinverdenens mangfoldighed. På samme måde er der bekymrende homogenisering af chardonnay-stilen. 

Bourgognes producenter vil gerne alle lave kopier af nogle af 00’ernes og 10’ernes helt store stjerner som Coche-Dury, Arnaud Ente, Roulot og Domaine Leflaive og deres reduktionsprægede stilarter med udtalt krudtet duft ser man i nærmest alle kældre i dag. 

Burgundisk chardonnay har nok aldrig været bedre overordnet, men stilindsnævringen bekymrer. Alle steder bliver sulfitmængderne sænket. Er det naturvinsproducenternes skyld? Ja – er det helt korte svar. 

Det lidt længere uddyber med både markedsaccept, teknisk erkendelse af at behovet for septisk og oxidativ kontrol ikke er så stærkt, som grænseværdierne for svovltilsætning kunne indikere og ikke mindst et generelt stigende ønske om at udtrykke vinens sjæl mere ærligt. 

Store dele af markedet kan ganske enkelt bedre lide frugtigere og friskere vinudtryk, og det kan lavere sulfittilsætning give. 00’ernes og delvist 10’ernes helt vilde naturvinsudtryk er ikke helt borte, men man ser langt sjældnere oxiderede eller fejlbehæftede vine fra den side i dag. Som alle andre trends skulle den lige helt ud i tovene, før de bedste sider ved naturvinene blev fundet, holdt fast og forfinede.

Priserne og de sorte skyer i horisonten

Fransk vin er ikke dyrt! Fat det! Ja Bourgognes grand cru-vine, de klassificerede slotte i Pauillac, Pessac-Leognan og Saint-Emilion koster tusindvis af kroner, men hvad med resten? Sandheden er, at i eksempelvis Bordeaux kæmper de små producenter for at få smør på brødet. Vinene kan ikke sælges. Forbrugerne efter-spørger ikke den lidt stramme og tørre stil mere.

Myndighederne tvinger nu Bordeaux’ producenter til at rykke 10.000 hektar op for at undgå, at bunden ryger ud af markedet. Omvendt har det aldrig været bedre i Bourgogne og Champagne. 

Priserne sikrer selv mikroskopiske producenter penge på kontoen. Drueprisen på omkring 8.000 euro for et ton druer i Champagne kan sikre en hobbyvinbonde med 1 hektar en omsætning på knap 1 million kroner. 

Det afspejler champagnes gennemsnitspriser da også. Boblevinen over dem alle er bekostelig. Det samme er både rød og hvid bourgogne, men set fra os forbrugeres sted kan man faktisk vælge at se på det på en anden måde. De høje priser og den stensikre afsætning har tvunget kvalitetsniveauet op, selv ude i de mindre kendte kommuner og underområder. Man kan ikke slippe afsted med dårlig kvalitet i dag. Alle andre franske områder har mere fornuftige prislejer, og kvaliteten har aldrig været højere. 

Tag Loire, Languedoc, Roussillon, Alsace, Provence – gennemsnitskvaliteten er meget høj, meget få vine fejler (de kan sagtens være kedelige, men det er noget andet). Sammenligninger med internationale sællerter som syditaliensk, chilensk, sydafrikansk og argentinsk vin nytter ikke noget lige så snart vi er oppe omkring 100 kroner pr. flaske.

Klimaforandringerne slår nu klart igennem i flere franske områder. Det er specielt de atlanterhavsvendte og nord-lige områder, der mærker forskellen. Gennemsnitstemperaturen er steget og områder som Bourgogne, Champagne, Bordeaux og Loire skal være meget opmærksomme på frugtmodningen for at holde på friskheden. Områderne nær Middelhavet, Provence, det sydlige Rhône, Languedoc og Roussillon har druesorter, der bedre klarer tørkeperioder og varme, men vejret er blevet mere ekstremt med mere intens nedbør, når den kommer og højere toptemperaturer.

Vi ser sporadiske forandringer i tilladte druesorter, men har endnu ikke set de store forandringer i Frankrigs appellationsindhold. Måske kommer de – i et længere perspektiv.