Skal du med på jagt? Her er seks gode råd

Jagtsæsonen står for døren. Euroman har allieret sig med Robin Oliver Bentley, der har gået på jagt, siden han var fire år gammel. Han giver her seks gode råd til dig, der er helt grøn i gamet.

Skal du med på jagt? Her er seks gode råd
Offentliggjort

1. Prøv det. Det at gå på jagt er en krævende og dyr hobby, så før du bare kaster dig ud i at tage et jagttegn, er det en god idé at komme med på jagt for at se, om det er noget for dig. Tag en forlænget weekend eller en uges ophold sammen med en god ven eller andre, du kender, som har jagttegn, eller gå med som klapper på en selskabsjagt. Kom ud i naturen, stå op med solen og sug viden til dig fra en erfaren jæger. Du kan fx tage til Møn eller Falster og starte med at jage fasaner eller råvildt.

2. Næste skridt er jagttegnet. Du skal bestå en teoretisk og en praktisk prøve, og skal du tage prøven et ordentligt sted, koster det i omegnen af 5.000 til 7.000 kroner. Jeg vil anbefale fx at gå til jagtconnaisseuren David CP. Her er der gode chancer for at bestå første gang. Det siger jeg ikke for sjov, for det er faktisk blevet mere krævende at tage jagttegn. Du skal kunne svare på komplekse spørgsmål og betjene et våben forsvarligt, før du bliver sluppet fri i naturen.

3. Har du bestået prøven, så se dig om efter et miljø at komme på jagt med. Kig på Facebook, hvor der er mange forskellige jagtgrupper. De fleste er åbne over for at tage begyndere med ud. Et godt råd er at finde nogen, der har adgang til større jagtområder. Eller du kan selv leje en jagt, men det kan være dyrt. Du skal minimum have 10-15 hektar – og ellers kan du tilkøbe dig jagtrettighed på statens arealer. Her kan du få en enkelt dags oplevelse til 3.000 til 5.000 kroner og måske være heldig at skyde et stykke råvildt eller måske endda et krondyr. Naturstyrelsen inviterer også til nyjægerjagt, hvor du får patroner og grundig, praktisk oplæring hen over morgenmaden af en skovfoged. Det kan være en rigtig god oplevelse, hvis du kommer fra byzonen og er ny i naturen.

4. De fleste, der bliver sluppet løs med et jagttegn, skal lige lære det. Det er et plus, hvis du forstår etiketten omkring jagt. Det er en jagtsynd at vade hen over det nedlagte vildt, når det ligger på paraden, og det er god skik at tage hatten af, når der er parole om morgenen, og jagtlederen fortæller om reglerne for dagen. Måske må du den dag ikke skyde fasanhøner eller råvildt med hagl, så det er vigtigt at høre efter. Det er også god stil at medbringe en erkendtlighed, fx en flaske portvin, til den, der inviterer på jagt. Ofte indledes en jagtdag nemlig med et ’knæk og bræk’ (som på jagtsprog betyder held og lykke) efterfulgt af en lille slurk af noget godt og vådt.