Her er de billigste basismodeller fra syv af de største ur-producenter

Her er de billigste basismodeller fra syv af de største ur-producenter

De ved det godt i den schweiziske ur-industri: Det er sølvrævene, der køber de rigtig dyre ure. Så hvordan får man unge kunder ind i butikken? Man sørger for at have et mere prisbevidst ur i kataloget, så nye ur-entusiaster kan være med. Spoiler alert: Det er stadig hundedyrt.

Offentliggjort

Tendensen har været klar i årevis og blev kun forstærket under corona-pandemien: Salget af billige, batteridrevne ure falder, mens salget af dyre mekaniske ure over 3.000 schweizerfranc stiger. Selvom 3.000 schweizerfranc – hvilket svarer til 23.000 kroner – er mange penge for et ur, så er beløbet småpenge, hvis man sammenligner med de høje priser, som de mere eksklusive ur-brands skal have for selv deres billigste ure: Det billigste Patek Philippe koster fx over 170.000 kroner. Og det er ikke engang det mest opsigtsvækkende.

Det er, at man ofte end ikke kan komme i nærheden af modellen, fordi den er i restordre hos forhandlerne. Det mest underlige? At sådan har det været længe, når det gælder eftertragtede sportsmodeller i stål fra Rolex, Patek Philippe og Audemars Piguet. De store ur-firmaer har hidtil forholdt sig fodslæbende i forhold til situationen.

Muligvis fordi kunderne kun bliver endnu mere opsatte på at købe, jo mere uopnåelig en vare synes. Måske er det definitionen på luksus. Det, du brændende ønsker, men ikke kan få.

Ur-branchen er dog ikke helt blind for det faktum, at kunderne ikke bliver yngre. Smartwatches repræsenterer en udfordring, som urindustrien ikke kan sidde overhørig: Apple, som har en andel på 40 procent af markedet, eksporterede i 2020 næsten 34 millioner Apple Watches ifølge en undersøgelse foretaget af Counterpoint. Det skal sammenlignes med 13,8 millioner for det samlede antal ure eksporteret fra Schweiz i samme år.