Snart kan du købe Henrik Vibskov-produkter i Irma

Den lille kollektion af Henrik Vibskov byder på kinasko og stofnet skabt af deadstocks fra hans tidligere designs.

Snart kan du købe Henrik Vibskov-produkter i Irma
Offentliggjort

Henrik Vibskov-produkter på hylderne i et supermarked?

Godt nok er der tale om Irma, men det er alligevel en overraskende nyhed, at man snart kan spæde indkøbskurven op med ting fra den anerkendte og bæredygtige tøjdesigner.

Der er tale om en lille kollektion mellem Irma og Henrik Vibskov, der består af en nyfortolkning af supermarkedets velkendte kinasko samt en række stofnet skabt af deadstocks fra Vibskovs tidligere designs.

Henrik Vibskovs æstetik har altid været præget af en kunstnerisk og legesyg tilgang, og det er også det kunstneriske aspekt, som Irma især har været tændte på.

”Kunst hører ikke kun til på museer og som haute couture på catwalken. Hengemt i glasmontrer og for de få. Den skal ind i hverdagen og ned på fødderne. Derfor har vi også glædet os umådeligt meget til at præsentere dette samarbejde med Henrik Vibskov – en helt særlig og meget beundringsværdig kunstner – som har kastet sin kærlighed og kreativitet udover et udvalg af vores elskede hverdagsobjekter”, fortæller Lise Hørdam, marketingchef i Irma, i en pressemeddelelse.