Brian Laudrup springer ud som vært i ny fodboldpodcast
Den tidligere landsholdsspiller og nuværende tv-ekspert Brian Laudrup er i samarbejde med Politiken aktuel med en ny podcast, hvor han sammen med dagbladets sportskommentator vil vende tidens aktuelle fodboldemner.
Foto: Stefan Wessel
De seneste år har den tidligere landsholdsspiller og boldekvilibrist Brian Laudrup leveret taktiske analyser og faglige indspark som tv-ekspert på diverse fodboldprogrammer.
Nu har han også kastet sin kærlighed på podcastfaget, hvor han netop er gået i luften med programmet ’Brian & Bolden’, som udgives af Politiken.
I den nye fodboldpodcast vil han sammen med dagbladets sportskommentator Søren-Mikael Hansen hver uge diskutere tidens aktuelle fodboldemner sammen med en gæst, mens Brian Laudrup vil fortælle anekdoter og røverhistorier fra sin egen karriere.
I første afsnit fortæller han blandt andet om ’Porto-stolpen’, som var Peter Schmeichels svage punkt, og om at være ung mand i truppen i Brøndby IF’s europæiske eventyr i 1980’erne.
Desuden vil der være mulighed for at indsende spørgsmål til den tidligere målræv, som han vil svare på i programmet.
Første episode er netop udkommet og her er den tidligere Liverpool- og FC København-målmand og nuværende fodboldagent Michael Stensgaard gæst. I debutprogrammet bliver de danske landsholdsspilleres sommertransfers analyseret, og de vender udfordringerne ved moderne fodbold og Champions League.
’Brian & Bolden’ kan blandt andet høres her.