Vi har at gøre med den rute, jeg nok har kørt allermest i mit liv. Den starter på Frederiksberg, hvor jeg er født og opvokset, men jeg har ingen planer om at cykle inde i byen. Derfor handler det om at komme ud af den, og det gør jeg via Den Grønne Sti, som tager mig vestpå mod Damhussøen og Rødovre, hvor jeg kørte i cykelklub i mange år.
Erfaringen med at køre den vej ud af byen kommer mig virkelig til gavn, for det kan være enormt kompliceret for en uerfaren rytter, da det er en jungle af lyskryds.
Man skal kende til de små hemmeligheder; hvor man skal dreje til højre og venstre, så man kan skære sig som en kniv ned igennem virvaret. Det er de små tricks, der gør en kæmpe forskel for den samlede oplevelse.
Turen er på omkring 70 kilometer og tager mig nok omkring 2-2,5 time. Den har ikke noget formål andet end at komme ud at cykle lidt. Det er sådan en nydelsestur, hvor man ikke skal forholde sig til så meget andet end at cykle.
Jeg foretrækker at køre vest ud af København. Det er et lidt hårdere område, hvor der er åbent, og hvor det ofte blæser ret meget, så det er et godt stykke at tage i starten, hvor man er frisk og motiveret; det er nogle elementer, der er sjovere at kæmpe med, når man har overskud.
Som regel kører jeg op langs Damhusengen og så lidt ned ad Jyllingevej, men derfra forsøger jeg altid at ramme nogle mindre veje. I min verden er det der, magien ligger. De større veje er mere kaotiske og trafikerede.
Hvad angår landskabet, må det det helst ikke blive for monotont. Der skal ske noget forskelligt, så man ikke bare kører i 20 kilometer med rapsmarker på den ene og den anden side.
Jeg kører forbi Ballerup, ud omkring Ledøje Smørum og derfra op i landet. Personligt kan jeg godt lide, at det der bliver lidt mere kuperet, så der sker noget andet. Derefter kører jeg nordpå mod Veksø, Ganløse og Baastrup Sø, hvor der er enormt flot.
Området her er både mere kuperet, men der er også flere skove og dermed også mere læ. Man bliver nærmest båret igennem det bugtende terræn.
Hvor man kæmper lidt mere med tingene i det meget monotone landskab syd for Frederikssundsvej, kan man her interagere og angribe terrænet på en helt anden måde ved at give gas på de små bakker og få noget gratis fart nedad efterfølgende.
Det er ikke, fordi jeg kører bakkespurter, hvis jeg cykler alene. Men da jeg var yngre, og når jeg kørte med andre, kunne vi rigtig godt lide at tage byskiltet ind til Søsum. Efter man krydser Frederikssundsvej, kommer der en lynhurtig nedkørsel, som fører en hen til en 300 meter, lang ret stejl bakke, som fører op til et fladt stykke på 200 meter. Og dér kommer skiltet så. Det er en virkelig hård bakkespurt, som der er blevet kæmpet meget om.
På vej tilbage kører jeg altid ned til Værløse, hvor jeg ofte gør holdt på Farumhus. Mit indtryk er, at Farumhus har en plads i hjertet hos mange cykelryttere, der kommer fra København. Stedet har en virkelig god terrasse, hvor man kan sidde og få noget sol og noget læ.
Jeg bestiller næsten altid en romkugle, det er en klassiker, og hvis jeg skal holde den slanke linje, bestiller jeg i stedet en søndersøbolle med smør og ost. Og så en Faxe Kondi. Det bliver for voldsomt med en kakaomælk.
Derfra kører jeg hjem, høj på sukker, som giver et boost til de sidste 40 minutter på cyklen.
Jeg kører syd ad Ballerupvej, og efter en kilometer tager jeg et venstresving, så jeg føres gennem Hareskoven på en asfalteret vej. Det er en af de flotteste veje i Danmark, hvis du spørger mig.
Efter at have været forbi Hareskov By handler det om at finde cykelstien langs Hillerødmotorvejen. Det er på en eller anden måde en hovedpulsåre i det københavnske cykelmiljø, fordi den er så god til at sluse dig ind til byen igen uden om en masse trafiklys.
En slags motorvej for cyklister.
Jeg slutter ved Utterslev Mose, der nærmest fungerer som en byport ind til København. Turen er slut, og man kan trille hjem til, hvor end man bor i byen.
