Leder: "Det kræver sin mand at holde sin sti ren igennem hele livet"

Jeg var kun 10 år i sommeren 1996, da Bjarne Riis kørte sig i gult i Tour de France. Alt den sommer handlede om cykling. Om formiddagen kørte jeg mine egne bjergetaper og enkeltstarter rundt i kvarteret. Min far og jeg var manager for hvert vores cykelhold på BT, og det var så analogt, at ville man skifte en rytter med en anden, skulle man indtelefonere sin transfer. Om eftermiddagen sad jeg klinet til skærmen i godt selskab med Jørn Mader og Jørgen Leth. Hele villavejen var i eufori, og da den gule trøje sad endegyldigt fast på Riis’ afpillede krop, tog mine forældre og vores nabo en resolut beslutning, pakkede bilerne og kørte begge vores familier til Paris. Hvis en dansker skulle vinde Tour de France, skulle vi sgu se det fra første parket på Champs-Élysées.

Bjarne Riis blev en kæmpestor helt for mig. Det samme har stort set alle andre Tour de France-vindere været lige siden. Men da dopingskandalen brød ud i lys lue i 1998, blev min idoldyrkelse mødt af kynismens barske realiteter. Jeg måtte klynge mig til håbet: Den slags kunne Riis da ikke finde på!?

Jeg forsøgte at se det heltemodige i, at han blev alle Tour-holdenes uofficielle talsmand, da han gik i dialog med løbsdirektør Jean-Marie Leblanc under feltets slowmotion-protest over det franske politis manglende respekt, som de vistnok formulerede det. De anløbne franskmænd fra Festina havde ødelagt det for alle de andre oprigtige ryttere, syntes jeg, og endelig fik jeg mine værste fordomme om arrogante og forlorne Richard Virenque bekræftet. Ham havde jeg aldrig brudt mig om.

Året efter, i 1999, kom så Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs dokumentar ’Tavshedens Pris’. Riis har altid været en hård nød at interviewe, og i dokumentaren var han nærmest tåkrummende tavs. Men det fældende bevis manglede, og selvom meget pegede på hans skyld, var der stadig ingen rygende pistol. I mine naive øjne var han udsat for en hetz.