Vi har fundet den ultimative sandal. Og en ven, du kan tæske løs på scroll-down

Vi har fundet den ultimative sandal. Og en ven, du kan tæske løs på

Her er 10 ting, du måske ikke lige vidste, at du har brug for. Men det har du.

Af Christian Hanneborg
Foto: PR
Livsstil Euroman

1. Læselur

Når du smider dig i hængekøjen med den Roger Federer-bog, som findes andetsteds på disse sider, kan du jo passende sætte bogtrumf på og pakke dig ind i dette herlige tæppe med bogmotiver. Det er håndvævet af genbrugt bomuld af ingen ringere end Iris de Moüy, en af Frankrigs fineste illustratorer. Hænger også pænt på væggen, hvis humøret er til det.

Bogtæppe til 1.315 kr. hos shopbookshop.com.

2. Sommerdæk

Den ultimative herresandal er fundet. Paraboots elegante-men-hårdføre Pacific-model er den luftige fodsoldat, der går til alle dine sommersæt. Vi har fx lige haft dem på til en arbejdssoiré sammen med en afslappet hørhabit og halsklud uden at anlægge en krampet gøglermine. Og det er ingen smal bedrift. Tør vi foreslå skjorte, løse jeans og strømper? 

Paraboot Pacific-sandal til 2.300 kr. hos goodscph.com.

3. Roger, over and out

William Skidelskys syntese af Roger Federers karriere vis-a-vis sit eget liv ligner ved første øjekast et afkog af Nick Hornbys mesterværk ’Fever Pitch’ og David Foster Wallaces eminente tennisessays, men kvart inde kvalificerer Skidelsky sit værk: Han forstår, hvorfor Federer på én gang genopfandt og destruerede moderne tennis. 

’Federer and Me – a story of obsession’ af William Skidelsky til 122 kr. hos plusbog.dk.

4. Madhoved

Hvis en kasket rigtig skal virke for dig, skal den have humor og en historie at fortælle. Der skal være en snert af levet liv, noget at tale om, ellers dur det ikke. Ikke overraskende laver Drake’s en virkelig god en af slagsen, inspirationen hentet fra gamle, amerikanske sportskasketter. Her med en herligt farverig, broderet sommerøstersmiddag som motiv. 

Broderet kasket til 679 kr. hos drakes.com.

5. I fisk

Hvis du lige mangler det sidste pift til sommerlangbordet, så er disse håndmalede glastallerkener med fiskemotiv det helt rette bud. De er brødstørrelse, så de bliver ikke fjollede på bordet. Bare pæne og humoristiske uden at stjæle billedet. Som man selv gerne vil være til en sommerfest. Oplagte oven på en støvet blå hørdug. 

Håndmalede glastallerkener sæt á 6 stk. til 3.100 kr. hos abask.com.

6. Bolddreng

Hvis du bliver træt af at bøje dig efter boldene rundt om den slåmur, som du også finder på disse sider, er her din bedste ven. En boldkurv, der kan vendes på hovedet og bruges som boldstøvsuger. Helt igennem genialt og uundværligt redskab, der gør timerne foran muren lette som en leg. Kan holde op til 60 bolde – rundt regnet 30 minutters spilletid per kurv.     

2-i-1-boldopsamler og kurv til 950 kr. hos amazon.co.uk.

7. Topløs

Der har altid været et disproportionalt skævt forhold mellem, hvor godt en dåse ligger i hånden (ret godt), og hvor dårlig den er at drikke af (ret dårlig). Det irriterende lille hul og den der vippeting, der hviler på læberne. Rædsomt. Det er der råd for her: En dåseåbner, der skruer toppen af en dåseøl i et blidt vrid. Uundværligt sommerfestgrej. 

Draft top-dåseåbner til 199,99 kr. hos partyking.dk.

8. Knivredder

Skitsen til Opinels No. 9-kniv blev tegnet i år 1800. Den franske familievirksomheds grundlægger, Victor-Amédée Opinel, forestillede sig, at det tænkende menneske en dag ville værdsætte en lille, multifunktionel foldekniv. Nu er den her så i al sin sparsomme vælde. Sandvik-blad, fiberskaft, magnetbitholder og kabelskærer. Mere skal der ikke til. 

Opinel No. 9 DIY-kniv til 220 kr. hos pro-outdoor.dk.

9. Husalf

Stockholms Auktionsverks – Nordens skarpeste auktionshus – nye onlineunivers med grundigt kuraterede temaauktioner har gjort dem uafviselige at navigere efter, når der skal shoppes til hjemmet. I slutningen af august har de temaauktion med vasemesteren Alf Wallander, og med kursgevinsten in mente kan vi godt garantere et regulært overforbrug. 

Alf Wallander-vase til cirka 500 kr. på auktionsverket.com.

10. Maven mod muren

Der findes to måder at blive en god tennisspiller på: 1) minitennis, ingen er nogensinde blevet god af at starte på stor bane; og 2) slåmuren, den uigennemtrængelige, evindelige slåmur, makkeren, der altid siger ja til bare at stå og blive slået på. Her i oppustelig version til haven eller villavejen. Stil dig til venstre for midten og start med at øve longline baghænder.

Oppustelig slåmur til 13.800 kr. hos jisport.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Shopping