Sunflower-medejer: ”Det er nok ikke tilfældigt, at de bedst klædte mænd ofte er musikere”

Alan Blond er produktudvikler og medejer af Sunflower. Han har hele sin karriere beskæftiget sig med herremode, senest hos Norse Projects. I dag er han medejer af Sunflower, ligesom han er fast tilknyttet som konsulent for Dancer, der laver tøj med rødder i skateboard-kulturen.

Sunflower-medejer: ”Det er nok ikke tilfældigt, at de bedst klædte mænd ofte er musikere”
Offentliggjort

Hvad er faste elementer i din garderobe?

”Min garderobe består frem for alt af tøj, som er alsidigt. Tøj, som man kan bære på forskellige måder og til forskellige lejligheder.

Det er noget så kedeligt som en hvid T-shirt og et par jeans, som man bare aldrig går galt i byen med. Jeg har også Sunflowers egen alpaca-strik i flere farver, som jeg lever i fra september til april. Men for at krydre sådan et outfit op kræver det nogle fede støvler eller sko.

For mit eget vedkommende kan det fx være et par slidte ørkenstøvler fra Clarks eller ’Katharina’-modellen i sort fra Roa, som nærmest er det eneste par sko, jeg går i lige nu.”