De lovløses paradis
På den eneste bodega på FUR siger man, at øen befinder sig to minutter fra Danmark. Det samme siger et mundheld fra gammel tid. Her, på den lille ø i Limfjorden, har man altid gjort tingene selv, for det er nemmere at bede om tilgivelse end om lov. Men nu har en trappe med gelænder udfordret furboernes selvforståelse, der er lige så hård, som moleret i undergrunden.
Foto: Thomas Nielsen Stamgæsterne tropper trofast op på ’Skuret’. Her må der stadig ryges, selv om der også serveres mad.
Alle på Fur har et øgenavn undtagen Anders, så han bliver kaldt Anton. Sådan fortæller Lars Tøjmand, der bliver kaldt Lars Tøjmand, fordi han hedder Lars og havde nogle tøjbutikker i Skive, før han flyttede til Fur.
Det er sjældent, der er en mening bag navnene, og er der en mening, er den ofte blevet glemt. Som for eksempel med Kok. På bodegaen overvejer nogle af gæsterne, om det er fordi, han er tyk som en kok, men det har han jo ikke altid været, så det kan umuligt være derfor.
Andre mindes, at Koks far, der var den oprindelige Kok, engang blev hypnotiseret i forsamlingshuset, hvor han baskede med armene og galede som en hane, og at navnet måske var gået i arv lige som med Prins. Prins stammer fra en gammel landmand, som engang købte et smukt sæt tøj og udbrød, at han følte sig som en prins i sine nye klæder. Det har han heddet siden, og det hedder hans i dag voksne søn stadig.
Sådan fortsætter det i en uendelighed. Der er Kræn Post, der i sin tid var andelskassemand og havde eget landbrug. Og så må man ikke glemme Kresten. En lavstammet mand som derfor fik øgenavnet Kræn tæt we æ jord. Da præsten påpegede, at det ikke var særligt hensynsfuldt, blev det i stedet til Kræn langt fra æ himmel.
