OB’s unge helte: ”Der er helt sikkert guld at finde i 2. division og længere nede”
Det burde næsten ikke længere være muligt at finde uopdaget talent i de lavere rækker, men det har OB modbevist. Mikkel Hyllegaard, Max Fenger og Mads Frøkjær-Jensen er alle eksempler på, at man via alternative veje kan nå til tops. Her fortæller OB-sportschef Michael Hemmingsen om, hvordan de har haft held med at finde dem.
Foto: Getty Images Mads Frøkjær-Jensen og Max Fenger er blandt de unge spillere, som har udnyttet de mange skader i OB-truppen og har gjort en forskel.
Det er lidt historien om Jamie Vardy, der udspiller sig på Fyn i øjeblikket.
Vardy blev først fundet som 25-årig og helt nede i Englands femte bedste række hos Fleetwood Town. Leicester City gav ham chancen, og han har siden takket for tilliden med 98 ligascoringer og var stærkt medvirkende til Premier League-titlen i 2016.
Sådan noget burde næsten ikke kunne lade sig gøre i moderne topfodbold, hvor klubberne har massevis af scouts, der mandsopdækker spillerne helt fra, de er 10-12 år gamle. Hvorfor var Vardy ikke blevet opdaget af andre tidligere?
Herhjemme har OB også haft held med at finde uslebne diamanter i de lavere rækker. Tag bare Max Fenger, der skulle findes i Roskilde. Mads Frøkjær-Jensen plukkede de fra Greve IF. Mens Mikkel Hyllegaard som 20-årig løb rundt i danmarksserieklubben SfB/Oure.