Anmeldelse: Altædende e-læser imponerer trods den høje pris

Euromans tech-redaktør Søren Bang Hansen anmelder Onyx Boox Nova Pro.

E-læser
Offentliggjort

Du kan godt læse e-bøger på din mobil eller tablet, men den lysende skærm trætter øjnene, og koncentrationen undergraves let af forstyrrende meddelelser og de mange overspringshandlinger, som jo er indbygget i disse apparater.

Overvej i stedet en dedikeret e-bogslæser med ’elektronisk blæk’ – altså en sort/hvid-skærm, der ligner papir, fordi teksten står lige så sprødt som tryksværte. En anden fordel er, at batteriets levetid her ikke opgøres i timer, men i dage eller sågar uger.

Markedet for e-læsere domineres af Amazons Kindle, som kan købes for under 1.000 kroner. Desværre virker Kindle kun optimalt med Amazons egen boghandel. Nedhentede e-bøger kan ganske vist konverteres med det gratis Calibre-program til pc og Mac, men Kindle understøtter ikke populære tjenester som eReolen, Mofibo og Bookmate.

Det gør til gengæld den langt mindre kendte Boox Nova Pro, som vi her har fat i. For bag den knivskarpe sort/hvid-skærm på 7,8 tommer er dette en regulær Android-tablet. Vi brugte uden problemer apps som eReolen, BookMate, Flipp og endda Amazons egen Kindle-app. Og ikke at forglemme den gratis Pocket-app, som lagrer websider til senere læsning. Andre apps som Chrome virker mindre godt, fordi der typisk sker for meget på skærmen, som hakker og blinker, når billedet opdateres. Det er ulempen ved elektronisk blæk.