Anmeldelse: Ny powerbank får sin strøm fra solen

Euromans tech-skribent Søren Bang Hansen anmelder Sandberg Urban Solar Powerbank 10000, der adskiller sig fra det resterende marked for powerbanks med en ganske særlig feature.

Powerbank
Offentliggjort

Når mobiltelefoner, højttalere og andre bærbare dimser bringes ud i sommerlandet, får man hurtigt brug for en powerbank. Denne slanke model glider let ned i tasker og jakkelommer, og trods den gedigne metalkonstruktion virker vægten ikke voldsom (240 gram).

Oversiden dækkes af næsten usynlige solceller, og øverst til højre lyser en grøn diode op, når batteriet ’slikker sol’. Vi så grønt lys i gråvejr og sågar under en stuelampe.

Når man trykker på en knap på kanten, vises batteriets aktuelle niveau med op til fire hvidt-lysende dioder. Lige ud af æsken lyste tre dioder op. Efter fem timer på havebordet, en typisk sommerdag med sol og vekslende skydække, var der stadig kun lys i tre dioder. Niveauet kan jo være steget fra fx 75 til 80 procent, og ifølge producenten vil en hel dag i fuld sol generere strøm nok til en ekstra mobilopladning. Men i praksis vil de fleste opladninger af batteriet foregå i stikkontakten.

Ud over lade-indgangen har batteriet to store USB-stik (med QuickCharge) og et enkelt USB-C-stik (med PD-teknologi). Kapaciteten på 10.000 mAh rækker ifølge producenten til fire mobil-opladninger, men med en moderne smartphone skal du snarere regne med tre. Det er også fint.