Startups - Lemonsqueeze: "Der er mange der gerne vil være iværksættere, fordi det er lidt flyvsk og lidt sexet og lidt spændende. Men det er sindssygt hårdt"

Mik Strøyberg (f. 1981) direktør for Lemonsqueeze, der hjælper iværksættere ind på det amerikanske marked.

Der er god fart på Mik Strøyberg fra morgenstunden. Han løber i sort tophue og bevæger sig hjemmevant ad de brede fortove i Brooklyn. De orange sneakers er ofte ét skridt foran, men det er snakketempoet hos den 34-årige direktør, der er sværest at indhente.

Vi har kun løbet et par minutter, da han kaster sig ud i lange refleksioner om at gribe øjeblikket og låse op for sit fulde potentiale.

Den danske iværksætter står bag bureauet Lemonsqueeze i New York, der hjælper udenlandske iværksættere ind på det amerikanske marked, og som siden 2013 er gået fra at have én medarbejder, Mik Strøyberg selv, til at have otte ansatte og seks praktikanter. Han kender derfor til de mange udfordringer, man kan møde som iværksætter.

”Har du nogensinde stået på en rampe?” spørger Strøyberg.

Skateboardrampen er et godt billede på, hvorfor der er brug for Lemonsqueeze, mener direktøren og forklarer, at danske og europæiske virksomheder ofte har for lidt fart på, når de vil ud over rampen i USA, fordi de bliver bremset af en lang række kedelige bureaukratiske opgaver, der koster dyrt i både penge, tid og energi.

”Og så mister du momentum. Du mister også modet. Du mister farten. Og lige pludselig skal du opad igen,” siger Mik Strøyberg.

Lemonsqueeze tilbyder at hjælpe virksomhederne med alt fra arbejdstilladelser til kontorlokaler, så de med det samme kan tage springet fra den stejle rampe i USA – deroppe, hvor de får mest ud af deres eget potentiale.

”For hvis du ikke kommer ind med momentum og går ud med momentum, dør momentum i sig selv,” siger Strøyberg.

Ideen til Lemonsqueeze opstod, da han stod i spidsen for at hjælpe udgivelsesplatformen Issuu med at ekspandere i USA og fik indblik i de mange regler og processer, der er forbundet med at starte en amerikansk virksomhed.

Han følte sig overbevist om, at han kunne hjælpe virksomhederne i gang på rekordtid, og sagde derfor op hos Issuu for at blive sin egen chef. Han brugte fire måneder på at nærstudere markedet, inden Lemonsqueeze gik i luften.

Mik Strøyberg taler hurtigt og selvsikkert med en konsulentagtig skråsikkerhed, der kan være svær at gennemskue, fordi de mange sætninger drukner i engelske udtryk som brand activation og entry setup. Krydret med ord som mega og fuld slæde, der i deres ungdommelighed passer godt til det halvlange hår under tophuen med Lemonsqueeze-logoet.

Allerede i folkeskolen var Mik Strøyberg typen, der rykkede hurtigt, når muligheden for at tjene penge bød sig til. Dengang glemte de ældre elever ofte deres linealer og passere inden de skriftlige eksamener, så Strøyberg købte stort ind i det lokale supermarked, satte en bod op og solgte de nødvendige skolematerialer for tre gange så meget.

Det var egentlig en klassekammerat, der havde luftet ideen, men Strøyberg gjorde noget ved snakken. Og det er meget sigende for hans rolle som iværksætter, mener han selv. At han kan aktivere andres godes ideer, så de bliver til noget ude i virkeligheden. Og det har han ingen skrupler ved, tværtimod.

”For vi kan alle sammen gå rundt og sige, at vi har opfundet Facebook, eller at vi fandt på LinkedIn, før det kom. Men det handler om at være så ressourcefuld, at du kan se hele sammenhængen fra idé til marked og så aktivere og virkeliggøre ideen. Det ser jeg som min egen største styrke,” siger han.

”Iværksættere, som ikke er gået til markedet, og som ikke har startet noget, er jo sådan set bare arbejdsløse.”

Derfor handler iværksætteri ikke bare om udbud og efterspørgsel, mener Mik Strøyberg. Det handler om at vide, hvornår man sidder på en guldmine, og turde satse på det.

Det gjorde han også senere i livet, da han som salgschef for Berlingske startede Sweetdeal – en netbutik med oplevelsestilbud – fordi Groupon var en stor succes i USA, og der ikke fandtes et tilsvarende koncept i Danmark. Eller med sit nyeste iværksætterprojekt Taylr – en netbutik med merchandise til mænd – hvor Strøyberg blev så begejstret for en vens idé, at han blev partner på projektet og fik etableret en hjemmeside.

Det handler ikke kun om at tjene penge, siger Strøyberg, men om at undgå spildt potentiale. Han kalder det sindssygt synd og spild af liv, når talentfulde mennesker ikke udnytter deres potentiale. Han mener, at de selv – og deres medmennesker – ville blive så meget mere lykkelige af det.

”Hvis du har en citron, der kan blive til lemonade, så har du sateme også en forpligtelse til at presse den. Og der er mange, der ikke føler den forpligtelse,” lyder opsangen fra Strøyberg.

”Når man siger ’presse citronen’ i Europa, er det negativt. Når man siger ’presse citronen’ herovre, handler det om at være dedikeret og ville gå hele vejen,” siger Strøyberg. ”De, der ikke presser citronen, er dem, der ikke formår at rykke sig.”

'Welcome to Williamsburg,' står der på væggen i den gamle messingfabrik, som huser Lemonsqueeze i New York. Her går unge medarbejdere rundt i et stort, åbent kontorlandskab med smarte briller og to-go-kaffe i hænderne.

Midt i lokalet står et bordfodboldspil, og på reolerne finder man bøger med titler som ’Få tingene gjort’ og ’Leder-dna’ ved siden af actionheltefigurer som Superman og The Hulk. Glasburene hedder Hillary, Beyoncé og Elsa – opkaldt efter amerikanske powerwomen – og rundt omkring på væggene hænger slogans som ’Rock the Moment’ og ’We love startups more than Kanye loves Kanye’.

I hjørnet hænger et stort Lemonsqueeze-logo med en knyttet hånd, der presser en saftig citron, og på gulvet nedenunder står to motionscykler med indbygget plads til bærbare computere, så medarbejderne kan træne og arbejde på samme tid.

”God vibe, ik’?” spørger Mik Strøyberg og skænker kaffe. Han har små hjerter tatoveret på overarmen og taler om, hvor vigtigt det er, at medarbejderne føler sig elsket.

”Uanset hvad vi laver, skal vi sikre, at alle herinde er inkluderet, og at alle føler, de gør en forskel.”

Der er heller ikke én kunde, som ikke får et kram, når de siger hej og farvel.

På dagens statusmøde bliver han briefet om nuværende og potentielle kunder af sine to medarbejdere i et højt tempo på engelsk.

Strøyberg taler generelt meget om strategier og sætter sig konkrete mål hver dag for at undgå stress og spildtid og for at vide, hvor han bevæger sig hen. Også selv om planen ikke altid holder stik i en iværksættertilværelse med daglige op- og nedture.

”Vi kan også godt have dage, hvor det virker, som om hele verden er ved at kollapse,” siger han. ”Der er ikke så meget lunken temperatur i vores bruser.”

Strøyberg lægger ikke skjul på, at han selv har lavet mange fejl i sit iværksætterliv, når han fx har rekrutteret forkerte medarbejdere eller har haft en tese om, at markedet ville bevæge sig i en bestemt retning, og det alligevel ikke gik sådan.

Som salgschef på Berlingske søsatte han fx konceptet Allebilletter.dk, en hjemmeside, hvor man kunne købe alle sine koncertbilletter ét sted, uanset om det var til Robbie Williams i Parken eller i Sydney.

Tanken var, at danskerne skulle dele budskabet om Allebilletter på de sociale medier, men del-knappen var for kedelig og upersonlig, mente Strøyberg, der omdøbte den til Truuut, fordi han forestillede sig en elefant, som truttede et budskab ud. Projektet var dyrt, men floppede totalt, og i dag griner Strøyberg af den knap så geniale idé.

”Vi havde det skideskægt i afdelingen over, at vi havde kaldt del-knappen for Truuut, og at man kunne trutte den ud. Vi håbede lidt på, at alle danskere i fremtiden ville sige: ’Har du truttet den?’ Men så bliver man klogere.”

Strøyberg har dog respekt for at fejle, siger han, for så lærer man noget, så rykker man sig. Til gengæld kender han også sine begrænsninger. Han ved godt, at han ikke er den skarpeste til design fx, og at han nogle gange skal modstå fristelsen til at trykke speederen i bund.

Derfor rådgiver han sig ofte hos mennesker, der er dygtigere end ham selv, siger han. ”Men jeg spørger 10 mennesker inden for 10 minutter. Jeg går ikke og fedter med det.”

Det var også tilfældet, da han startede Lemonsqueeze og manglede et logo, husker Strøyberg, som tog fat i en citron, skar den over og pressede den, til saften drev. Det tog han et billede af, som han sendte til en designkyndig ven, og så havde han sit logo samme dag.

Men hvorfor skal det hele egentlig gå så stærkt? Kan man aldrig presse citronen så meget, at man kommer helt ud af balance? Jo, medgiver Mik Strøyberg, men ikke hvis man gør det, man er sat i verden for.

Han har i hvert fald selv været mest lykkelig og haft mest energi i de øjeblikke, hvor han har følt, at han har rykket sig og skabt resultater. Og sådan har det ikke altid været. I folkeskolen følte han sig ofte utilstrækkelig blandt klassekammeraterne i Nordsjælland, som altid syntes et skridt foran.

”De havde alle sammen nye SOS-trøjer og Peak Performance-gear, de kunne alting, alle sammen, og de kørte på knallert, og jeg kunne ikke rigtig en skid. Så jeg var nødt til at søge lidt væk fra det der,” siger Strøyberg, der flyttede op til sin mor i Sulsted, en lille by nær Aalborg, hvor han startede på en international handelsskole.

Mik Strøyberg var med egne ord et rastløst barn, som ofte havde svært ved at sove, fordi tankerne fór rundt i hovedet, og der var så mange ting, han gerne ville. Som 15-årig var han både flaskedreng i Irma, fodboldtræner, avisuddeler og oprydder hos Forsikringsakademiet Rungstedgård, hvor hans far var direktør.

”Der var ikke mange damer i de job,” siger Strøyberg.

Som studerende på CBS kom han aldrig til forelæsningerne, fordi han samtidig havde fuldtidsjob på Berlingske. For ham handlede arbejdet ikke om status, men om at tjene penge nok til at kunne bestemme selv.

Og denne jagt på frihed har fulgt ham lige siden. For hvis man ikke har frihed til at ”pisse på chefens skrivebord,” er man låst.

Lektierne lavede han sent om aftenen efter arbejde, og karaktererne gav han alligevel ikke meget for. ”Tænk, hvis man bidrog til samfundet i stedet for og kunne bekæmpe hungersnød eller et eller andet, der var godt.

Men så får man et tal,” sukker Strøyberg, der har overført filosofien om at udnytte tiden maksimalt til sin toårige søn, som går i pre-school i New York 7-8 timer om dagen, hvor han b.la. maler sine følelser og lærer fransk, selv om han endnu ikke kan tale.

”Der er et kæmpestort potentiale i de her børn. De er mega rastløse og vil gerne lære, så de er bare super glade,” siger Strøyberg, som dog godt kan forstå, at nogle tænker: ”Hvem fanden skal i skole som toårig?”

Men han ser intet galt i at presse citronen til sidste dråbe – så længe man har det sjovt undervejs og lærer noget samtidig. Med alderen er han blevet mere bevidst om, at man ikke skal presse den for saftens skyld alene. At rejsen er lige så vigtig som destinationen.

”Min hustru er yogainstruktør og er god til at zoome ud og se tingene i et større perspektiv. Vi komplementerer hinanden rigtig godt,” siger Strøyberg, der også dyrker yoga og sørger for at få mindst syv timers søvn de fleste nætter.

Strøyberg har ikke noget tal på, hvor mange timer han arbejder om ugen, for arbejde og fritid flyder sammen, og han holder meget sjældent ferie. Hvis familien tager på solskinsferie i Frankrig, leger man og slapper af og går til vinsmagning fra morgen til eftermiddag, men så står den på arbejde fra 15 til 22.

”Jeg har ikke brug for at trække stikket fra virksomheden. Jeg synes, jeg får det bedste fra to verdener. Jeg kan altid tage en dag fri eller hente min søn tidligt, hvis jeg kan mærke, at jeg ikke leverer 100 % en dag.”

LÆS OGSÅ: Janus Friis: "Der er mange, der får en idé, som de desværre ikke får ført ud i livet, men når man én gang har haft succes som iværksætter, lærer man, at det kan lade sig gøre"

LÆS OGSÅ: IT-iværksætteren Sebastian Stadil: ”Man bør flytte derhen, hvor pengene er”

LÆS OGSÅ: Startups 2016 - Autobutler: "Vi kunne lige så godt have solgt toiletpapir eller søm og skruer på nettet. Vi ved ikke noget om biler"