Så mange bøger, så lidt tid. Sådan har mange mennesker det formentlig, og sådan har vi det også. Vi har slet ikke læst hele det fantastiske udbud, men vi vil gerne dele nogle af de bøger, som har betydet noget i år.
Johan Harstad: Max, Mischa & Tetoffensiven
Man må kigge misundeligt mod Norge i disse år (og ikke kun på grund af oliemilliarderne), når man ser på deres litteraturscene. Man kan næsten ikke komme uden om at nævne Knausgård, når man nævner en ung lovende forfatter, der skriver godt (og utrolig langt), men Johan Harstad er helt sig egen og kopierer på inden måde hans succesrige landsmand.
Over 1.100 sider er denne mursten på, men det skal ikke skræmme nogen væk. Den er let at komme igennem, og historien flyder fint gennem 70’erne og frem til i dag.
Vi starter med at følge dramatikeren Max, der er en succes, men søvnløs, mens han turnerer med sin teatertrup. Siden følger vi ham tilbage til barndommen i Norge og til staterne igen, hvor han får sit kunstneriske gennembrud.
På mange måder minder den meget om store amerikanske romaner, der altid har haft en evne til at fortælle om både den personlige skæbne og samfundet omkring personen. Det er stor romankunst.
Richard Ford: Imellem dem
Blandt de største nulevende amerikanske forfattere finder man Richard Ford. Han er mest kendt for sin geniale serie om ”den almindelige mand” Frank Bascombe, som han med ’Uafhænghedsdagen’ vandt Pulitzer-prisen for.
Denne nye erindringsbog er et lille mellemspil mellem de store amerikanske romaner, han har for vane at skrive, og selv om den hverken af størrelse eller substans når op på de fantastiske forgængere, er den som en velfortjent pause rigtig fin.
Den er en erindringsbog om hans forældre og hans opvækst som enebarn. Han er usentimental og noget så sjældent som ikke-bebrejdende overfor sine forældre, hvilket faktisk er velkomment og nyskabende inden for genren.
Jesmyn Ward: Syng, levende og døde, syng
En af de bøger, der skiller sig ud i år, er denne særprægede sydstatsberetning. Den handler om 13-årige Jojo, hvis hvide far er i fængsel, og sorte mor er misbruger. Heldigvis har han sine bedsteforældre, hvor han vokser op, og selv om baggrunden lyder som trist socialrealisme, er vi heldigvis et andet sted. Den har snarere et stref af magisk realisme, hvor de døde kommer på besøg, og dyrene kan tale.
I en enkel og godt fortalt historie viser Jesmyn Ward en stor forståelse for selv de mindste væsner, og man får et sjældent indblik i, hvordan race har fyldt i sydstaternes historie, og stadig har en medbestemmelse i den sociale arv. Det er kort sagt en fremragende roman.
Michael Frank: Den fabelagtige familien Frank
I denne selvbiografi vokser forfatteren op med en karismatisk tante og onkel, der lever af at skrive manuskripter til store Hollywood-film. De står for hans kulturelle opdragelse og forkæler ham til hans brødres store misundelse og forældrenes fortrydelse.
Tanten skaber til drengen et nærmest symbiotisk forhold, der efterhånden udvikler sig i en usund retning. Men det er ikke en tragisk roman med det store drama. Den er derimod en rigtig fin familiebeskrivelse og en fortælling om et usædvanligt menneske, der ikke ved, hvornår hun skal stoppe.
Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det
Kort tid efter Thomas Korsgaards brag af en debut kommer her to’eren, der følger flot op på succesen. Vi er i samme white trash-miljø tæt på Lars Tyndskidsmarker, hvor mor er depressiv, og far kæmper med løse ansættelser - konstant på randen af den totale deroute.
Hovedpersonen er homoseksuel og forsøger at finde sine egne ben at stå på, mens han samtidigt ynker, elsker og hader sine forældre og omgivelser. Det er præcist og humoristisk beskrevet af Thomas Korsgaard, der på kort tid har cementeret sin status som en forfatter, vi skal regne med mange år fremover.
Mathilde Walter Clark: Lone Star
Mathilde Walter Clark er vokset op i Danmark med en amerikansk far, og det er den afstand, hun forsøger at krydse i den her erindringsbog. Den starter med en følelse af panik, da hun bliver bevidst om, at ingen formentlig vil kontakte hende, hvis hendes aldrende far skulle dø.
Kontakten til ham har gennem opvæksten været sporadisk, men her fortæller hun om de somre, hun dog havde sammen med ham i USA, og i bogens sidste halvdel tager de sammen til hans fødestat Texas for at blive klogere på faren og hans historien.
Der findes utroligt mange erindringsbøger, hvor forfattere skriver om deres forældre, men Mathilde Walter Clark er heldigvis dygtig nok til at holde hovedet koldt og have læseren med på rejsen, så det ikke bare er en privat øvelse, og så hjælper det også, at faren, som er en fremtrædende atomfysiker er en interessant karakter.
Knud Romer: Kort over paradis
Sjældent har man ventet på en to’er som Knud Romers ’Kort over paradis’. Mere end 10 år har det taget og kostet ham et nervesammenbrud undervejs. Heldigvis har den været ventetiden værd. Mens hans fremragende første roman handlede om barndommen på Falster, tager vi denne gang springet til ungdommen og voksenlivet.
Her kommer vi forbi hans tid som evighedsstuderende på Københavns Universitet og hans første job i reklamebranchen, hvor han udvikler et eskalerende misbrug.
Få fortæller så veloplagt som Knud Romer, når han folder sig ud, men der er alligevel et stort men denne gang.
Midt i romanen kommer et længere afsnit, hvor handlingen stikker af til Teheran og følger Knud Romers (imaginære?) ven og diplomatsøn lige før den iranske revolution. Egentlig er historien her også velfortalt, men den stikker ud i forhold til resten, og man må undre sig over, hvorfor det ikke blev klippet ud af redaktøren. Knud Romer er bedst, når han er Knud Romer. Og vi må håbe, at der næste gang ikke går 10 år, for han har formatet og fortællerevnen til at blive en stor dansk forfatter.
