Nova FM-lytteren

Hader du overraskelser? Er de bedste sange dem, man kan synge med på? Ville du måske egentlig hellere have været på Grøn Koncert, men er underlagt flertallets tyranni i din vennegruppe? Så er der godt nyt.

Roskilde-plakaten tilbyder en perlerække af velkendt, dansk sing-a-long. Hvor de helt store internationale stjerner faktisk glimrer ved deres fravær på plakaten i år, plukker Roskilde Festival den hotteste hotte popmusik herhjemmefra.

Lyt til Gilli (popraphybrid, der har været landets mest streamede artist de seneste fem år), Ida Laurberg (guddommelig vokal, underfundigt tekstunivers), Lamin (første danske rapper nogensinde til at åbne Orange Scene), Icekiid (vanedannende afrorap på dansk), Pil (dansabel, relaterbar indiepop) og selvfølgelig Medina, hvis du kan holde dig vågen på festivalens sidste dag.

Lærervikaren

Det er ingen underdrivelse, at Roskilde Festival i år er blevet klandret for at have et for ’ungt’ program; med bookinger af flere navne i mellemstørrelsen, hvis musik bliver spillet mere på TikTok, end det gør i radioen, er det ikke uforståeligt, hvis nogle føler, at de er blevet for gamle til Roskilde Festival.

Der er dog ingen grund til at skue nogen hund på hårene i dette tilfælde. TikTok er nemlig trods almindelig opfattelse ikke (nødvendigvis) lig med dårlig smag, ligesom man ikke kan tage P3’s ord for gode varer (tænk bare på den sommer, hvor de spillede ’Dance Monkey’ i ét væk).

Tag til Tylas koncert på Arena, hvis du vil opleve et hedt sydafrikansk popbrag, hvor der ikke bliver sparet på hoftebevægelserne. Hold Ice Spice med selskab på Orange Scene, hvis du vil høre ’Barbie Girl’ i en rap-version.

Et af årets helt store navne, Doja Cat, er garant for et godt sceneshow, og bør ikke misses på Orange Scene. Det samme gør sig gældende for det popmusikalske ikon SZA, der spiller sin første koncert på dansk jord, mens britiske PinkPantheress kommer til at skabe tung Y2K-stemning under teltdugen på Arena.

Pitchfork-anmelderen

Hvad er en festival, hvis ikke en lejlighed til at lade alle og enhver få indsigt i dybden af ens enorme musikviden? Hvis du vil bevæge dig rundt ved de mindre scener og messe sætninger som ”endelig kom de til Danmark,” så tilbyder Roskilde-plakaten masser af ammunition.

Stella Explorer er svensk pop, men i en smagfuldt avantgardistisk udgave. Heilung er soundtracket til dine aparte vikingefantasier og har lovet en særpræget koncertoplevelse på årets festival. Hele vejen fra Canada kommer Alvvays med uimodståelig indiepop.

Og hvis du virkelig vil slå dine venner ud af Bezzerwizzer-brættet, skal du insistere på at opleve ugandiske Faizal Mostrixx’ nattekoncert på Gaia natten til søndag.

4Sound-medarbejderen

Vi kender dig: Festivalarmbåndet bliver som minimum på indtil oktober, du har altid et guitarplekter i lommen, og du er skidesur og træt af, at man ikke kan vende sig mod nogle af Roskildes scener uden at få stukket en stor hiphoprøv i hovedet.

Plejede Roskilde Festival ikke at være en rockfestival? Jo, og det er det faktisk stadig.

Foruden hovednavnet Foo Fighters gemmer der sig masser af god rock på plakaten – man skal bare kigge lidt ned. The Last Dinner Party er feminin glamrock, Snõõper laver koncis og højenergisk garagepunk, Mdou Moctar spiller en ondsindet, nigersk spade, og Jane’s Addiction er regulære legender på den alternative rockscene.

Så luk arret, og lad håret gro.

Klaustrofoben

Selv hvis man har adgang til Mediebyen, er det efterhånden umuligt at finde et roligt sted hjørne på festivalpladsen. Der er mennesker overalt. Men! Hvert år booker Roskilde en håndfuld navne, man ikke kan tage på festivalen uden at se. Og hvert år booker Roskilde en håndfuld navne, som de sætter til at spille samtidig med dem.

Mens Lamin åbner Orange Scene, spiller det danske punkband Selvhenter på Avalon. Fredag klokken 21 spiller brasilianske Marina Sena på Avalon samtidig med, at både Foo Fighters og Sexyy Red spiller på hver deres scene. Metalkunstneren Myrkur spiller lørdag klokken 23 på Avalon, mens mange andre er taget til SZA.

Trainspotteren

I år har Roskilde Festival sørget for masser af musik til det segment af mennesker, der bare er lige lidt gladere for en flaske vand end en fadøl. Der er musik til dem, der hellere ville have brugt deres aften på at stå i kø til Berghain, når japanske Violent Magic Orchestra bringer dødsrave til festivalen.

Berlinerduoen Brutalismus 3000 er klar til at give Roskilde Festival en hårdtslående lektion i punket gabber og ultrakunst. Barry Can’t Swim kombinerer elektronisk klubkultur med jazzet afrobeat, mens Nia Archives sender dig i dansehimlen med sit personlige greb på jungle-genren. Sidst bør man altså unde sig selv at se Skrillex’ episke rave på Orange Scene.

Hvis du bare virkelig ville ønske, at de havde booket The Minds of 99 igen…

… så kan vi glæde dig med, at de har booket Zar Paulo for andet år i træk. Deres tekster giver muligvis en smule mindre mening, end hvad The Minds of 99’s gør, men vi spår alligevel stor sandsynlighed for folkefest, når den jyske femkløver overtager Arena torsdag eftermiddag.