Jesper Stein: "Det føltes, som om der var et kilo kød, som jeg var nødt til at skære ud af min egen krop"

I ’Rampen’ tager Jesper Stein os med på sine forældres deroute. Vi oplever, hvordan relationerne afspores af løgne og bitterhed, og hvordan det præger forældre og børn resten af livet. Det er en rå fortælling, der blotter ham selv og hans familie, men det er også hans mest ambitiøse bog, fortæller han, da vi møder ham til en kop earl grey-te og en samtale om at forlige sig med fortiden.

”Det, der fylder mest, er relationen til min mor og de problemer, der opstår, da mine forældre bliver skilt, og jeg som 17-årig skal tage mig af hende. Jeg tror, at når man læser de kapitler, vil man få en klar oplevelse af, at her foregår noget, som ikke er o.k. Børn skal ikke være de voksne, fordi forældrene bliver skilt, de skal ikke høre deres mor bagtale deres far, og de skal slet ikke tage hans plads i deres mors liv. Jeg har forsøgt at komme ned i lagene og forstå den her kvinde, hvordan hun kan leve et så værdigt liv og så brænde fuldstændigt sammen, da hun bliver forladt af min far. På samme måde forsøger jeg at forstå, hvordan en mand, der har levet i 30 års ægteskab, som 53-årig forelsker sig i en 20-årig kvinde. Skilsmissen bliver dyr for dem begge, især for min far, og det ender i en stor deroute for dem begge. Det er også en historie om, hvor skrøbelige vi mennesker er.”

”Jeg tror ikke, at nogen skriver en så personlig og privat bog, hvis livet har været en walk in the park med solskin og roser. Man skriver kun sådan en bog om noget, som er konfliktfyldt og smertefuldt. Det er ikke noget, man gør, hvis ikke der er et pres, en eller anden indre nødvendighed. For mit vedkommende var det ikke nok, at min mor døde. Der skulle tre begivenheder til: Jeg gik i alkoholbehandling, min mor døde, og jeg blev skilt. Det skete næsten samtidig i sommeren og efteråret 2018. Jeg havde haft et usundt forhold til alkohol i 35 år. Det havde fyldt alt for meget i mit liv. At blive skilt var en katastrofe for mig, jeg har fire børn, men det var først, da min mor døde, at jeg tænkte, at jeg var nødt til at gå tilbage og se på, hvorfor det var gået, som det var. Jeg vidste, at jeg var nødt til at komme videre på en ny måde.”

”Det har været svært og hårdt, men også spændende. Jeg er vant til at kunne skrive 100 sider på en uge, men det kunne jeg ikke nu. Jeg var nødt til at vende tilbage til nogle ting, som ikke var rare. Det er ikke noget, du kan skrive i armslængde. Du skal virkelig ind og mærke det. Der var også nogle smukke ting, stor kærlighed mellem forældre og børn, men primært er det en historie om svigt, misbrug og mennesker, der ikke har blik for deres børn. Det gjorde ondt at skrive. Når jeg havde skrevet en side, havde jeg bare lyst til at klappe computeren sammen og løbe ud i haven og kaste op. Det føltes, som om der var et kilo kød, som jeg var nødt til at skære ud af min egen krop.”