5 kendte mænd: Hun var mit første kendis-crush

5 kendte mænd: Hun var mit første kendis-crush
Offentliggjort

At dyrke stjernekulturen har aldrig været lettere, end det er i dag. Med få simple klik på Macbooken eller smartphonen kan du let google dig til højkvalitetsbilleder af en letpåklædt Rihanna eller måbe over Khaleesi i det nyeste afsnit Game of Thrones.

Men i en ikke så fjern fortid var det oldtidsmedier som ungdomsmagasiner og MTV, der var vores største kilde til celebrity-stalking. Euroman.dk har talt med fem mænd om deres første kendis-crush.

Jesper Nøddesbo, 34, professionel håndboldspiller.

”Jeg var omkring de 14-15 år, da jeg var hjemme ved en af mine venner og så modellen Tina Kjær for første gang. Min ven havde brugt forskellige udklip fra blade og aviser og lavet en minicollage af hende.”

En af de ting, man nok husker allermest ved hende, er den famøse Jolly Cola- reklame, hun lavede i begyndelsen af 1990erne. Der var jo tydelige seksuelle undertoner i reklamen i hele det der med, at ’jeg har to modne frugter til dig. I den reklame var hun jo nok enhver teenagedrengs drøm.

Her er Tina Kjær fra 1996. Jarlen har også af en anden grund sneget sig med på billedet.

”Jeg googlede hende lige for at få genopfrisket min hukommelse, og når jeg ser de gamle billeder af hende, får jeg jo en helt speciel fornemmelse, som nærmest er et mentalt billede af den gang, man var en ung dreng.

LÆS OGSÅ: 16 danske bud på den nye Helena Christensen

Det var nok mest hendes smukke ydre, jeg som ung dreng faldt for dengang. Med alderen er jeg dog blevet klogere på, at der selvfølgelig er andre ting, der er med til at gøre en kvinde sexet.”

Mads Hoger, 37 år, journalist og politiker for de Konservative

Foto: Anna Falck

Min første forelskelse i en berømt kvinde begyndte egentlig som en forelskelse i en pige, der endnu ikke var kendt. Den danske topmodel Heidi Albertsen og jeg kendte hinanden perifert som børn, men jeg havde i første instans ikke bemærket hende videre, før vi år senere mødtes i Tivoli.

Det må have været i sommeren 1993, hvor jeg var 15 år gammel. Den her vanvittige smukke pige kommer hen til mig ved Andedammen og spørger, om ikke hun må give mig sit telefonnummer.”

”Det var jo længe før både mobiltelefoner og Facebook, så dengang måtte man stå og fedte med en seddel og en kuglepen og så nervøst gå hjem og ringe til nummeret nogle dage efter.”

LÆS OGSÅ: Kvinder: Sådan ser den perfekte penis ud

”Jeg fik hendes nummer, og vi talte siden sammen og sås den sommer i 1993, men desværre for mig - og heldigvis for hende - vandt hun senere på året det, der dengang (og måske stadig) var verdens største modelkonkurrence, Look of the Year i Miami.

”Straks blev mit crush fra Andedammen en model, der prydede alverdens magasinsider.”

”Hun flyttede næsten umiddelbart herefter til New York, og således mistede vi stort set kontakten, men talte eller skrev dog stadig en sjælden gang imellem. Det gør vi stadig den dag i dag, hvor vi også en sjælden gang imellem tager ud og får et glas, når hun er i Danmark. Senest kan jeg huske, at vi så VM finalen i fodbold sammen.”

Morten Østergaard, 38 år, leder af de Radikale.

Min første forelskelse, da jeg var en ung dreng, var i den danske skuespillerinde Mette Knudsen, efter jeg så hende i filmen Zappa fra 1983.

Hun er ikke gået hen og blevet en stor skuespillerinde efterfølgende, men grunden til netop denne forelskelse er, at hun gik i klasse med min storebror, så jeg kendte hende lidt perifert hjemmefra.

Jeg var kun syv år gammel og husker, at det var ret sejt at se en, man kendte fra nærområdet være med i en film. Selvom Mette ikke havde en særlig stor rolle, var der især en scene, hvor hun og hendes mandlige modspiller rullede rundt i høet. Og det var jo alt, hvad en purung fyr havde brug for for at få amorinerne til at flyve på det tidpunkt.

Filmen er blevet genudsendt mange gange siden, og selv hvis jeg ser den i dag, er jeg ikke i tvivl om, hvorfor jeg havde et crush på hende. Hun gør det jo utrolig godt som en meget sød pige fra Jylland.

Peter Jensen, 45 år, international anerkendt tøjdesigner

Den første kendte person, jeg husker at have et crush på, var den franske sangerinde og kunstner Amanda Lear. Det var dog ikke en ’jeg vil gerne kysse dig’-forelskelse, men mere en ’Gud, hvor er du chic’-forelskelse.

Jeg havde en kæmpe plakat af hende på min væg, hvor hun var iført en rød kjole, og til min fødselsdag fik jeg hendes album Sweet Revenge på kassettebånd.

LÆS OGSÅ: Farmands slaskede krop er det mest sexede lige nu

Selv til denne dag elsker jeg det albumcover, og jeg prøvede at lave det samme neonskilt på mit værelse, bare med farvede lyspærer. Det endte med, at jeg kortsluttede al elektriciteten i hjemmet og, selvfølgelig, fik en kæmpe skideballe af min mor.

Første gang, jeg så hende på tv, var på et aftenprogram, hvor hun sang ’Follow Me" iført det samme outfit som på sit albumcover. Jeg husker tydeligt, at jeg havde en denimjakke, hvor jeg havde skrevet ’I love Amanda’ indeni. Hun er stadig chic, og jeg følger hendes Instagram, som er mega sjov. https://instagram.com/amanda.lear/

Thomas Rode, 47, kok

Hvor mange andre jævnaldrende drenge nok ville nævne Samantha Fox, var Kim Wilde mit første celebrity-crush. Det var inden MTV kom til, så man så ikke så mange musikvideoer dengang. Men jeg synes, hendes sange var fantastiske, og at hun var utrolig smuk på en lidt sørgmodig måde.

Jeg husker, at jeg gik og glædede mig til min fødselsdag. Jeg ønskede mig penge til det formål at købe hendes andet album, ’Select’, som lige var udkommet. Jeg købte det på kassettebånd kort efter min fødselsdag, og jeg spillede det hele tiden og ofte.

I min barndom var jeg tit ude og hente hø, og jeg var lige blevet gammel nok til at køre i den traktor, vi brugte. Det var modellen Zetor Crystal 3011, og det smarte ved den var, at den havde en kassettebåndsafspiller.

De mange ture, jeg kørte i traktoren, mens jeg hørte ’Select’-albummet på kassette fra start til slut, er et tydeligt barndomsminde.

Jeg husker hende stadig som ret smuk i dag, og jeg hører faktisk af og til musikken og får straks flashbacks til min barndom. I dag har jeg købt en del af musikken på iTunes.

Og jeg synes, det er sjovt, hvordan man stadig kan mange af teksterne – selvom der måske er nogle ord, man opdager, man ikke helt forstod dengang. I dag er jeg gift, og når jeg kigger på min kone, kan jeg godt se nogle af de ting, jeg fandt tiltalende ved Kim Wilde.

Min kone er også utrolig smuk, på en melankolsk og drømmende måde, så jeg har taget lidt af min teenagefascination med mig i dag.

LÆS OGSÅ: 4 kvindelige bartendere: Her er vores bedste scoreråd

LÆS OGSÅ: Dengang jeg troede jeg var assistent for Gustav

LÆS OGSÅ: Her er kun plads til de unge, rige og smukke