”Nej, jeg vidste ikke rigtig, hvad det gik ud på. Der var en aften, jeg fulgte en sød pige hjem fra skolekomedien, og lige inden vi kom til hendes hus, tog hun min hånd og placerede den på sit bryst.
Jeg tænkte: ’Ja, det er fint nok, det her. Jeg har ikke noget imod det. Men hvad er egentlig ideen med det?’
Det gik først op for mig nogle år senere. Men jeg synes, at jeg kom efter det.”
”Min mor var fantastisk, men da jeg var syv år gammel, fik hun leddegigt. Der var sgu ikke overskud til gode råd, det er en djævelsk sygdom, og der blev ikke gjort noget for at behandle den.
Min bror, min far og jeg brugte meget energi på at bakke hende op, for hun kunne ikke gå. Hun var i konstante smerter, men forsøgte alligevel altid at få en dag ud af det. Vi spillede meget ballonbold i stuen, hvor vi sad og slog en ballon rundt mellem hinanden. Hun sad på mål. Hun fightede igen – vi er jo fra Brøndby.”
”Da Jarlen (Jarl Friis-Mikkelsen, red.) ringede og spurgte, om jeg ville prøve at lave noget tv sammen med ham – det blev meget afgørende for mig. I dag er jeg jo kendt som ham den pæne mand fra tv. Jeg kan huske, at jeg lagde røret på og tænkte: ’Nu kommer jeg ud til tv, så er den røde løber rullet ud.’ Men der var ikke styr på noget som helst.
Til første redaktionsmøde var intet klar. Men dagens B.T. lå på bordet med et billede på forsiden: en bankrøver, der kiggede lige op i overvågningskameraet. Så sagde jeg: ’Smil, du er på’, og der havde vi titlen til programmet. Derfra kørte det. Man skal bare have titlen, så giver resten sig selv.”
scroll-down
