Klokken er 12.30 en lørdag formiddag for et år siden. Solen bager ind i lejligheden. Hovedet dunker, kroppen er tappet for væske, og luften er tung af bajere og smøger. Døren til soveværelset sparkes ind, og her kommer kæresten og spørger spændt: ”Var det fedt med drengene i går? Hvad snakkede I om?”

De fleste mænd genkender det spørgsmål dagen derpå, hvor det sidste man har lyst til, er at snakke om, hvad vi snakkede om i går. Men hvad fanden snakkede vi egentlig om? I sjældne tilfælde kan man nævne, at en af drengene har fået nyt job, men oftest er svaret et stort, rungende: ingenting.

Jeg har kendt min ’drengegruppe’ i over 20 år. De er mine tætteste venner. Alligevel kan jeg om det gjaldt mit liv ikke svare på, hvordan de har det. Jeg aner faktisk ikke, hvad der foregår i deres liv. Hvad går de og tumler med? Skændes en med kæresten? Er en i deres familie syg med kræft? Føler en sig deprimeret? Jeg aner det ikke. Og de ved det heller ikke om mig.

Hvorfor snakker vi aldrig om noget?

Jeg er vokset op med holdsport. Basketball og fodbold. Det gav mig et socialt netværk og en stærk drengegruppe. I folkeskolen lavede vi drengestreger, lejede gyserfilm i Blockbuster og vandrede timevis rundt i det lokale indkøbscenter. Vi snakkede ofte om sport, især om hvem der skulle afløse Morten Olsen. Mit bud var Michael Laudrup.

I gymnasiet blev boldene byttet ud med bajere. Det var slut med holdsport, og kampene blev ikke længere spillet søndag i Gladsaxe, men fredag til gymnasiefesten. Drengegruppen var intakt – og diskussionerne omhandlede fortsat Morten Olsens mulige afløser. Jeg holdt fortsat på Michael Laudrup.

Efter gymnasiet flyttede jeg til Aarhus for at læse på universitetet. Drengegruppen var gledet fra hinanden de sidste par år, så jeg var på egne ben. Jeg kendte ikke en sjæl i Aarhus, og jeg havde ingen at tale med udover min familie.

Men på universitetet fik jeg hurtigt opbygget en ny drengegruppe. For at drikke bajere og tale om sport – dét kan jeg finde ud af. Til fredagsbar talte vi ofte om, hvem der mon skulle afløse Morten Olsen som landstræner. Jeg syntes, Michael Laudrup var en glimrende erstatning.

Sidste sommer fejrede jeg min 30-års fødselsdag med min forlovede. Den gamle drengegruppe med partnere var inviteret til festen. På mirakuløs vis genfandt vi hinanden kort tid efter, jeg flyttede tilbage til Sjælland – små fire år efter, jeg var rejst til Aarhus. Jeg husker, at vi sent på aftenen med bassen pumpende i det store telt råbte op omkring, hvem der bør udskifte Kasper Hjulmand som landstræner. Jeg skreg, at det skal Michael Laudrup.

Først der, i en syvhestes brandert omgivet af mine bedste venner, gik det op for mig. Mine venskaber består af to ting: øl og fodbold.

Spol tiden frem til i dag. En lørdag morgen, en sjælden gang uden tømmermænd, finder jeg mig selv på en unavngiven kaffebar på Gl. Kongevej. Jeg drikker en cappuccino og læser i en bog. Da jeg kigger op, lægger jeg mærke til, at cafeen er fyldt med veninde-par, der snakker. Nogle taler intenst. Nogle griner. Nogle har tømmermænd. Nogle holder hinanden i hånden. Jeg var den eneste mand – og jeg var alene.

Når jeg sammenligner med min kones relationer, tænker jeg ofte: Hold nu op, det er meget arbejde. Alt det skriveri frem og tilbage. Talen i telefon. Mødes til morgenmad eller male en kop. Nej tak. Det har jeg hverken tid til eller behov for. Så hellere mødes fredag efter arbejde, tømme et fadølsanlæg og snakke om, hvem der bliver den næste landstræner. Ikke?

Men hvorfor spiser jeg ikke selv morgenmad med mine venner? Hvorfor snakker vi ikke om vores følelser over en bolle med ost? Er morgenmad kun for kvinder?

Mens jeg i lang tid har brugt kræfter på at se ned på, hvordan kvinder plejer deres relationer, kan jeg i bakspejlet se, hvordan mine egne er gledet ud af hænderne på mig:

Da jeg flyttede fra Rungsted til Aarhus, mistede jeg venner.

Da jeg flyttede fra Aarhus til København, mistede jeg venner.

Da jeg skiftede job første gang, mistede jeg venner.

Da jeg skiftede job igen, mistede jeg venner.

Og det er min egen skyld.

Jeg har ikke lært, hvordan man vedligeholder et venskab – fordi jeg aldrig har forstået vigtigheden af dem. Jeg har aldrig forstået vigtigheden af at kunne dele mine følelser med andre end min kæreste.

Men hvor starter man som mand, hvis man aldrig har haft en dyb, ædru samtale med sine kammerater? Og hvordan ved man overhovedet, hvad man føler?

De sidste tre år har min kone i store træk ageret psykolog i min proces henimod at kunne forstå mit eget følelsesliv. Hun er selv lysår foran både i sine relationer og i at forstå og udtrykke sine følelser. For hende føles denne proces nok lidt som at lære et barn alfabetet.

Men din kæreste er ikke din psykolog. Hvad sker der, hvis man går fra hinanden? Hvem kan jeg så snakke med om mine følelser? Ikke mine venner i hvert fald. 

Det har taget mig nu snart 31 år samt tre års nysgerrig observation af min kones venskaber for at indse, hvor hule mine egne relationer er. Misforstå mig ikke. Jeg elsker mine venner. Vi har utallige uforglemmelige oplevelser sammen. Vi har levet vores barndom sammen. Vi har levet vores ungdom sammen. Og vi kommer til at blive gamle sammen. Så hvorfor fanden ved jeg ikke, hvad de går og tænker på?

Min relation til drengegruppen er blevet stærkere i løbet af det sidste år. Særligt fordi en lille baby er tilføjet til gruppen, dur den gamle traver med øl og fodbold ikke, og så må man jo ses i ædruelig tilstand.

Jeg har forstået vigtigheden af at have venner, der ved, hvad jeg føler, og hvad jeg kæmper med. At dele en kuffert af de grønne og snakke om landstræneren vil jeg blive ved med – men jeg vil også gerne kunne tale om mere og andet. Jeg har lært, at en ægte relation koster blod, sved og tårer. Det kommer ikke gratis. Man skal investere i det – og en omgang i baren tæller ikke.

Det kan virke paradoksalt, men det forholder sig således, når man skal bygge nære relationer: Du kan kun gøre det selv, men du kan ikke gøre det alene.

Man skal selv opsøge det. Man skal selv tage det første skridt. Man skal selv gøre sig sårbar. Men man skal gøre det med nogen. Min kone hjælper mig – men hun er ikke min psykolog. Det er på tide at lade mine venner hjælpe.

For mig er der lang vej igen, men det er små skridt. Fx synes jeg stadig, det er lettere at formulere mine følelser på skrift, end det er rent faktisk tale med mine venner ansigt til ansigt. Og så undrer man sig:

Hvorfor snakker vi aldrig om noget?

Mads Krause Hulbæk er til daglig Head of Brand Marketing hos NN.07.