I krammeterapi hos Lene: ”Den første kunde var en vild oplevelse” scroll-down

I krammeterapi hos Lene: ”Den første kunde var en vild oplevelse”

Hvornår er du sidst blevet nusset i håret? Kildet på armen? Hvornår er du sidst blevet omfavnet dybt og inderligt? Hvis der er gået for længe, kan du opsøge Lene fra Randers. Frk. Kram, kalder hun sig også. Vi inviterede hende hjem i sengen for at forstå, hvorfor mænd fra hele landet går i krammeterapi.

Af Magnus Kraft
Foto: Tobias Nicolai
Mennesker Euroman

FRK. KRAM PÅSTÅR, at min vejrtrækning er meget rolig, og det kommer ærligt talt som lidt af en overraskelse. Hun har gode forudsætninger for at vurdere det, for hun ligger helt tæt op ad mig, så tæt, at jeg kan mærke hendes ord ramme hårene i min nakke. 

Jeg ligger i min seng, sammenkrøbet i fosterstilling, som var jeg væltet sidelæns ud af en kørestol, og Frk. Kram har lagt sit ben hen over min hofte, hendes højre arm under mit hoved, og med venstre hånd hvilende på min brystkasse konstaterer hun i et luftigt, jysk toneleje: 

”Du trækker vejret meget roligt.” 

Der kan man søreme bare se, tænker jeg, for min hjerne fortæller mig godt nok, at det er rimelig grænseoverskridende at bruge sin torsdag formiddag, som jeg gør nu: i krammeterapi.

MIT BEHOV FOR behandling af den her karakter er ret begrænset. Jeg har en sød og ganske berøringsparat kæreste og en fysisk fortrolig vennegruppe, så jeg lider ikke af nogen form for hudsult i det daglige. Men det er der mange mænd, der gør, fortæller Frk. Kram mig, siddende i køkkenet i mit hjem med en kop kaffe i hånden. Om lidt er det mig, hun skal kramme.

”Der er altid nogen, der mangler berøring. Og den her rolige, stille omsorg. Det giver et frirum at få lov til at lægge sin telefon væk og bare have nærvær med et andet menneske.”

Frk. Kram har også et rigtigt navn, Lene, og hun er ved at skrive sin bachelor i International Hospitality Management. Men hun er også Frk. Kram, der i sin kælderklinik i Randers dyrker krammeterapi for mænd flere gange om ugen. 

Nogle er unge og i faste parforhold. Andre er pensionsmodne og enkemænd. Fælles for dem alle er, at de for et fast beløb, cirka 1.000 kroner i timen, besøger Frk. Kram for at få udfyldt et behov, de ikke får udfyldt i det daglige.

Jeg har inviteret Frk. Kram hjem til mig, så hun kan demonstrere, hvad krammeterapi er for noget. Hovedstaden er noget hektisk, synes hun. Hun er en rund og rolig og mild kvinde med langsomme bevægelser og bundtroværdig fremtoning. Og meget varme hænder. 

Og så har hun en personlig kvalitet, der er fuldkommen afgørende for at gøre en god krammeterapeut: Hun elsker, med sine egne ord, at få folk til at få en god følelse i deres krop. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed