”Jeg gestikulerede mod ensretningsskiltet, og det fik ham til at gå fuldstændig grassat”

”Jeg gestikulerede mod ensretningsskiltet, og det fik ham til at gå fuldstændig grassat”

Den 76-årige skuespiller, filminstruktør og teaterdirektør Peter Schrøder om road rage i København, reglerne for drikkepenge i USA og et tilbud, han ikke kunne afslå.

Offentliggjort

Er du gået fra en restaurant uden at have betalt regningen?

”Ha ha, ja. I hvert fald halvt om halvt, og jeg var ikke ædru, lad mig sige det sådan. Sidst i 90’erne var min kone, Sanne, og jeg i New York for at besøge hendes datter. Min yndlingsfilmfotograf, Dirk Brüel, som har fotograferet to af mine spillefilm, var i New York med sin kone.

Vi skulle ud at spise på en rigtig god restaurant, og generøst havde jeg sagt, at jeg gerne ville betale. Det var en formidabel middag, og vi fik rigeligt ind af både mad og drikke. Netop derfor missede jeg det amerikanske betalingssystem, for det er jo sådan, at tjenerne derovre lever af drikkepengene.

Så da jeg fik regningen, og så hvor meget det blev, fordi tjenerens drikkepenge jo var lagt oven i prisen, nægtede jeg at betale. Jeg gik, og tjeneren kom efter mig. Heldigvis fik min kone og de andre talt mig til besindelse og gjort mig klar over, hvordan systemet hang sammen.”

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som ung?

”Jeg er uddannet på Statens Teaterskole, og dengang havde de en administrator, der hed Jens Louis Petersen. Da vi var færdiguddannede og skulle ud i branchen, var det ham, der gav os gode råd i forhold til at underskrive kontrakter osv.

Han gav mig et råd, som jeg husker den dag i dag, nemlig: ’Vær omgængelig.’

Dengang syntes jeg, det lød lidt mærkeligt. Betød det, at jeg ikke måtte sige min mening? Nej, det må man gerne. Rådet handlede om, at man skal stå fast på sine meninger, men at man skal opføre sig ordentligt samtidig. Det var godt formuleret af ham. At jeg så glemte det straks bagefter, var ikke hans skyld. Jeg var nok lidt for forhandlingslysten, lige da jeg blev kom ud fra skolen.”

Var du god til det med piger som dreng?

”Nej, men da jeg blev 17-18 år, begyndte jeg at komme efter det. Før det var jeg genert. Det kan lyde mærkeligt, når nu jeg blev skuespiller, men jeg tror egentlig, mange inden for mit felt oplever det sådan.

Generelt blev jeg bare mere moden i den periode, og jeg fandt mere ud af, hvem jeg var, og deraf voksede min selvtillid. For mit vedkommende var det afgørende at komme fra folkeskolen til gymnasiet. Jeg trivedes ikke i folkeskolen. Ikke fordi jeg var dårlig fagligt, men det var først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg syntes, det var rart at komme i skole.

Der var sammenkomster, folk havde flere interesser, der var klubber og organisationer. Jeg dannede et jazzorkester og fik i højere grad spredt mine vinger, og så begyndte det med pigerne også at fungere bedre.”

Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?

”På det professionelle plan var det et enormt vigtigt opkald, da Regner Grasten ringede og spurgte, om jeg ville instruere ’Det forsømte forår’. Jeg havde slet ikke forventet sådan et tilbud. Jeg havde ingen ambitioner, ej heller luftet tanker om, at jeg ville være filminstruktør.

Jeg var meget eksponeret på tv omkring 1990’erne, og der havde Regner åbenbart fået en idé om, at jeg kunne være god til at instruere. Jeg kendte udmærket godt Hans Scherfig og ’Det forsømte forår’. Jeg tænkte mig grundigt om og snakkede meget med min kloge kone om det, og så besluttede jeg mig for, at jeg godt kunne bidrage med noget til historien.

Det blev starten på at instruere i hvert fald to film mere, og, havde det stået til mig, nok også endnu flere. Det er jo en glæde, at ’Det forsømte forår’ er en film, man ser den dag i dag. En slags ny-klassiker.”

Hvad er den vigtigste samtale, du har haft med din far?

”Der var lidt knas i mine forældres ægteskab, som der jo er i mange ægteskaber. De var meget elsket af mine kammerater, fordi de var meget sjove, men også meget forskellige. Min mor var ud af en arbejderfamilie og en del af en søskendeflok på 10. Begge ben på jorden, men med en underspillet humor.

Min far var landmandssøn fra området omkring Kolding, og han havde et fantastisk salgsgen. Han kunne sælge sand i Sahara og tale Fanden et øre af, men han var også lidt af en spradebasse. God til at tjene penge og god til at bruge dem. Det sidste var min mor ikke så forbandet vild med.

Jeg kan huske en samtale, jeg havde med min far, hvor jeg for første gang tog del i den konflikt. Jeg appellerede til ham om, at han skulle opføre sig ordentligt. Hvis der er noget, jeg skulle bebrejde mine forældre, som jeg ellers kun har gode ting at sige om, så er det, at jeg blev taget som gidsel i den konflikt.”

Har du været involveret i et road rage?

”Noget af det mest morsomme er, når folk hidser sig op i trafikken. Det er altid helt ude af proportioner. På et tidspunkt boede jeg tæt på Frederiksholms Kanal ved Christiansborg, og gaden ved vores lejlighed var ensrettet.

En dag kom jeg kørende i den rigtige retning, men jeg var forhindret i at komme hen til min parkeringsplads, fordi der var en anden bil, der kørte mod ensretningen i voldsomt høj fart.

Da han passerede mig, gestikulerede jeg mod ensretningsskiltet, og det fik ham til at gå fuldstændig grassat. Han rullede vinduet ned og råbte og skreg. Det var så overdrevent, at jeg begyndte at grine ad det. Jeg parkerede og gik hen mod vores opgang, men nede for enden af gaden fik jeg øje på ham igen. Han var også steget ud af sin bil og fortsatte med at råbe ukvemsord efter mig. Han råbte blandt andet ’hængerøv’, og det er jo også meget sjovt.”