’Skandaleprinsen’, ’Turboprinsen’, ’Partyprinsen’: Her er kong Frederiks største skandaler

De prekære tituleringer har der været nok af for kong Frederik, når han i årenes løb ufrivillig har været hovedperson i flere kulørte sager.

’Skandaleprinsen’, ’Turboprinsen’, ’Partyprinsen’: Her er kong Frederiks største skandaler
Offentliggjort

Første gang, kong Frederik for alvor kom i de kulørte medier, var i 1988, da han sammen med sin bror, prins Joachim, og to andre venner kørte galt under en ferie i Frankrig. De mistede herredømmet over bilen, som røg ud over en skrænt og rullede et par omgange, inden den totalskadede Peugeot landede på taget.

Ulykken kostede den 20-årige Frederik et brækket kraveben og en flænge i hovedet, mens de royale brødre bagefter måtte stå skoleret foran pressen med et par forældre, der mildt sagt ikke var stolte af deres sønners opførsel.

Fire år senere var den gal igen. Efter en nytårsfejring på Jazzhouse i København havde kongen med sin daværende kæreste, Malou Aamund, besluttet at tage bilen hjem. Angiveligt var han selv for beruset til at køre, hvorfor Malou Aamund, der ikke havde noget kørekort (og efterfølgende fik målt en promille på 1,13), endte bag rattet.

Parret nåede at køre 18 meter, før de blev standset af politiet og taget med på stationen. Aamund fik en bøde på 4.000 kroner. Unge Frederik endte på ny i avisernes skærsild, hvor folkets vrede over den daværende kronprins’ udskejelser affødte diskussioner om en ændring af tronfølgeloven.